af Helle Nielsen, Blokhus, jan. 2009

'Kobraen' svinger sin krop over landskabetog rygmærkerne forvandlestil elektroniske dræberbrillerpå piloten i den israelske kamphelikopterder søger sit næste mål ved Gaza.I et hus i den belejrede middelhavsbyvender en palæstinensisk far sig omog ser blandt sin myrdede familieen lille pige under sin brorden formodede terrorist.De bløder, Palæstina bløderverden bløder.De var syv, nu er han alenealene ved havetsammen med digder læser dette papir jeg mit jegfastholder migbevidstløsi aflåst stillingmærker ikke tårerneforløse sigmærker ikke fornuftentrøste migmærker kun uniformerneder tvinger migi nærheden er nuetaltings nulpunktaltings tavse begyndelseog larmende slutningi mellemtiden er bruset af bevægelsender kommer helt tæt påog berører dine tåspidsers tynde hudfra sted til sted løber der besked omat der er opnået kontakttilintetgørelsedin hånd tager fat i buenen sang eller dit våbenog svinger den frem i en arms længdelidt ind lidt udlidt hårdere lidt slapperesmyger den sig om spændtheden i strengenmed det præcise målat ramme sit bytte lige i hjertetgennem tonerne til de skrigman først hører når handlingen er overståetså kommer stilheden- alle rejser sig og gåri det hvide smelter drømmeni det rødeligger virkelighedenblødendedybt dybt inde står en lille danserindepå sine tåspidsers tindeog ser det hele forsvindeopkrøllet og skjult af sin egen hindevil vi nogensindefinde vejen udog bølgerne er tilbagebrudte og bestemteglemtedu Gaza