Man skal heller ikke tale ret meget mere sammen, før det går op for én, at man er rendt ind i én af de mennesker, som virkelig mener og repræsenterer alt det i udviklingen, som man hader og frygter mest af alt: Synspunktet, at frihedskamp og terror er ét fedt

af Kjeld Stenum
Kender du det? Man sidder i et selskab med mennesker, man ikke kender ret godt. Man taler sammen på den måde, som mennesker, der ikke kender hinanden ret godt, nu taler sammen for at få lidt bedre styr på, hvem den anden er. 'Small talk' hedder det vist på godt dansk.
I denne 'small talk' kommer man også med et par forsigtige politiske betragtninger, måske et eller andet om Anders Fogh, eller om værdikamp, eller om 24-årsregel. Den anden svarer, måske lidt distancerende, det lyder nærmest som en forbeholden tilslutning til ens synspunkter, men man aner øjeblikkeligt en meget dyb modvilje imod, hvad man har sagt, og man skal heller ikke tale ret meget mere sammen, før det går op for én, at man er rendt ind i én af de mennesker, som virkelig mener og repræsenterer alt det i udviklingen, som man hader og frygter mest af alt:
Synspunktet, at frihedskamp og terror er ét fedt. Synspunktet, at det bedste middel imod terror er skånselsløs krig, med ondt skal ondt fordrives. Accepten af, at samfundet udskiller syndebukke, og at tidens syndebuk er islam, og det med rette.
Synspunktet, at det er religionerne, der former menneskenes liv, i stedet for omvendt. Synspunktet, at islam er identisk med apati og grusomhed, mens kristendom er identisk med initiativ og medmenneskelighed. Synspunktet, at islam er politiserende og totalitær, mens kristendom er politisk neutral retfærdighed og demokrati. Synspunktet, at islam er tidens ondskab. Synspunktet, at krigen imod terror er en krig imod islam.
Synspunktet, at i krigen imod tidens ondskab er alt tilladt, herunder indeburing af mennesker på ubestemt tid uden rettergang (Guantánamo). Man 'forstår godt', at amerikanerne gjorde det, selv om det er i strid med retssamfundet.
Jo, selvfølgelig vidste man, at mennesker med alle disse synspunkter stadig findes. Alligevel er man rystet og frustreret i flere dage bagefter. Det, der ryster én, er, at de dynger af argumenter imod snart hvert eneste punkt i dette verdensbillede, som de mislykkede og forløjede krige tiden siden hin 11. september for over syv år siden har hobet op, de i den grad preller af på tilhængere af synspunktet, at det end ikke nytter at konfrontere dem direkte med virkeligheden. At man tilsyneladende er i en situation, hvor dialog er håbløs.
Det kunne være lige meget, hvis der var tale om sekteriske synspunkter, som aldrig ville få politisk betydning. Men det er der jo ikke. Der er tale om de synspunkter, som ligger til grund for det folketingsflertal, der regerer landet. Og som vores land er i krig for og lader unge mennesker blive slået ihjel for.
Er disse synspunkter hinsides den demokratiske dialogs rækkevidde, er udviklingen mod højreekstremisme også uafvendelig og fremtiden meget sort, sådan føler man omtrent. Så dialogen må og skal lykkes, føler man, og gik den i stykker første gang, må man forsøge igen.
Så det gør jeg her. Den vigtigste og mest udbredte fejltagelse i dette verdensbillede mener jeg er, at det er religionerne, der former vores liv i stedet for, at det omvendt er vores faktiske levede liv, der bestemmer vores tilværelsestolkninger. Og at islam i denne sammenhæng nødvendigvis er en politiserende og totalitær religion, mens kristendom nødvendigvis er neutral, retfærdig og demokratisk.
Hvis disse påstande ikke er holdbare, er det heller ikke muligt at gøre folk til syndebukke alene i kraft af, at de tilfældigvis er opvokset under omstændigheder, der har gjort det mest nærliggende for dem at vælge den muslimske tro. Og det vil ikke være meningsfyldt at forsøge at komme det, vi til daglig kalder terrorisme, til livs uden også at ændre de livsomstændigheder og sociale forhold, som skaber det.
Jo, vel er islam politiserende. Men det er vel nødvendigvis al religion, der bekender sig til en universel guddommelighed, og herunder da i allerhøjeste grad også kristendommen. Og tager man de religiøse skrifter på ordet, har kristne større grund til at fortolke deres religion totalitært, end muslimer har.
For den kristne er ifølge sin hellige skrift forpligtet til at gøre alle folkeslag til sin guds disciple, mens muslimen er forpligtet på at udvise tolerance overfor anderledes troende og byde dem velkomne som gæster i sit hus.
Men kristne fortolker jo sjældent deres religiøse skrift så totalitært, at retfærdighed bliver til selvretfærdighed, og retssamfund til Guantánamo. Og den samme fortolkningsvariation findes naturligvis i islam.
Ingen fundamentalisme magter at være fuldkommen, dybest er vi alle opportunister. Vi fortolker vore religioner, som det passer sig bedst ind i vore liv. Hvis vi da er religiøse.
Man bør tage ret afslappet, hvilken vorherre folk bekender sig til, hvis de synes, de har brug for én. Der er noget, som stikker dybere, og det er den mulighed for fælles forståelse for almindelig menneskelig kommunikation, som vi trods alt oplever på tværs af de største kulturelle forskelle.
Havde vi levet i gammeldags stammesamfund, havde vi ikke følt noget behov for at forstå hinanden på tværs af kulturforskelle, vores gud ville være vores gud, andres guder var deres guder, og vi havde haft mere travlt med at drage grænser end med at føre dialog.
Når rigtig mange mennesker i vores moderne verden foretrækker at tro på en universel gud, har det at gøre med, at vi i vores tid uundgåeligt er viklet ind i hinandens liv på tværs af alle kulturer og grænser, og det lykkes os alligevel at kommunikere.
Ofte går det galt, men vi lærer om det og øver os i det og føler, vi ikke kan leve sammen uden at tro på, at det er muligt, samtidig med, at vi dog trods alt er nødt til at leve sammen. Derfor må vi tro på en universel guddommmelighed, konkluderer mange.
Jeg synes også, de kunne konkludere, at det skyldes, vi mennesker i høj grad er ens indrettet rent biologisk, derfor ville vi også reagere temmelig ens, hvis vore livsomstændigheder var ens. Og vi kan forstå hinandens reaktioner, hvis vi forstår hinandens livsomstændigheder. Det handler om at forstå hinandens liv, om at tale sammen, om dialog.