13 Jun 2025  

KBH: Let skyet, 10 °C

Fra rotte til okse

Fra rotte til okse

Lørdag, 24. januar, 2009, 00:00:00

Folk med hang til kinesisk astrologi kan på søndag fejre, at rotten er yt og oksen in

Denne forårsfest er den største begivenhed i Kina, men Danmark vil også være med. Venskabsforbundet Danmark-Kinas byder velkommen i Musikhuset Aarhus med Tai Chi, løvedans, et foredrag om seksualenergi og meget mere. Gratis.
Kinesisk nytår, søndag 25. januar. Musikhuset Aarhus kl. 11-17.


Til kamp mod kolera
Københavns verdensmusikhus Global, Nørre Allé afholder sammen med UFF, Ulandshjælp fra Folk til Folk, støttekoncert med den populære zimbabwianske musiker Oliver Mtukudzi og hans band.
Mtukudzi har været 33 år i faget og sætter med sit gode humør og sine afrikanske township- og jazztoner gang i tilhørerne. Ved samme koncert optræder den norske DJ Geir Svensson med sit Electric Dancefloor Jazz. Koncertens overskud går til DAPP Zimbabwe, der bekæmper landets hærgende koleraepidemi. Entré: 120 kr.
Oliver Mtukudzi/DJ Geir Svensson, søndag 25. januar. Global, Nørre Allé i København fra kl. 19.30.


Syn på orienten
Med MidEastCut-festivallen åbner Filminstituttet et vindue ind til et orienten, som kun få kender.
Der vises alternative film og video fra de arabiske lande, Iran og Tyrkiet, og den varer fra den 29. januar til 1. februar. Det foregår i otte forskellige kulturinstitutioner i København og Roskilde. Gratis.
MidEastCut - Mellemøstlig filmfestival. Læs mere på www.chamber.dk.


Rod i naturen
Bag denne listige titel gemmer sig en ny gruppeudstilling på det naturskønne KunstCentret Silkeborg Bad.
Den hylder naturen som forudsætning og som evig kilde til inspiration, men hentyder også til det uformelige sted, hvor kunst og natur krydser hinandens veje. Seks kunstnere konfronterer alle naturen som begreb, med kunsten som indgreb.
KunstCentret Silkeborg Bad, der ligger ved Ørnsø, har siden 1998 fungeret som kunsthal. Entré 50 kr., børn u.16 gratis.
Rod i naturen, 24. januar til 10. maj. >Læs mere på www.silkeborgbad.dk.


Kunst fra gaden
Graffitimalere har voldtaget synet med deres grimme tags og grelle farver på samtlige byens flader. Der er blevet bandet og pøset tonsvis af skrappe rengøringsmidler over gadens forhadte anarkiske kunst.
Nu er en ung generation af tidligere graffitimalere, der før var i opposition til det etablerede samfund, inviteret inden for i varmen på Vejle Kunstmuseum, som med udstillingen Street Art. Inspiration vil vise, hvordan gadekunstnerne udfordrer kunstens gængse normer på en spændende og ofte grænseoverskridende måde. Entré 40 kr. Børn u.18 gratis.
Street Art. Inspiration fra 28. januar til 13. april. Vejle Kunstmuseum. Læs mere på www.vejle.dk.


Amerikanske blåsøm i Århus
Han lyder som om han har slugt en pakke blåsøm og glemt at spytte hovederne ud, men skrive og komponere kan han - den amerikanske baggårdskat og bonderøv Tom Waits.
Det tjekker Århus Teaters skuespilskole lige af, når afgangsholdet 2008 synger mesterens sørgelige, hårrejsende og groteske historier fra samfundets afkroge og livets overdrev i en kælder under teatret. Entré: 130 kr. Rabat for medlemmer samt u.20 og o.65.
Teaterkoncert med sange af Tom Waits. Aarhus Teater 21. januar til 7. februar.

Kan du lide, hvad du læser?

Hjælp Arbejderen med fortsat at levere gedigen
rød journalistik:

Abonnér

eller giv et bidrag via


87278


24. jan. 2009 - 00:00   30. aug. 2012 - 22:11

Kultur