Astrid Lindgrens geni-streg er en af forrige århundredes bedste bud på en humanistisk og dialektisk opbygget fortælling for både børn og voksne. Nu som opera
af Anders Fenger
Du er sikkert en af de børn, der engang i 1970`erne eller 80`erne fik bogen 'Brødrene Løvehjerte' læst op af din mor eller far - og som måtte trøste dem, fordi de fik klumper i halsen og krampegråd af de sørgelige og fascinerende hændelser i Astrid Lindgrens bog.
Nu er det din tur til at introducere dine børn eller børnebørn til Brødrene Løvehjerte. Og det skal du gøre i operaen!
Her kan I sammen sidde og tude i de bløde stole i Det Kongelige Teaters operascene på Holmen i København. Det er nu, du skal give ungerne en kulturoplevelse med stort K.
Måske kender du slet ikke historien. Det bør du.
Den blev til, dengang mange i samfundet ikke mente, at børn skulle have for meget frihed. Men det fik de i svenskeren Astrid Lindgrens fortælling om de to brødre, der dør, men oplever lykken og kampene i feudal-fantasy-universerne Nangijala og Nangilima. Hvor de møder undertrykkelse, forræderi, solidaritet og venskab.
Repremieren af operaen 'Brødrene Løvehjerte' spiller frem til den 14. februar. Og billetterne starter ved prisen 50 kroner.
Teaterunivers
Filmkomponisten Joachim Holbek og dramatikeren Peter Asmussen står bag stykket, hvor instruktøren Katrine Wiedemann har fået lov at visualisere og dramatisere historien.
Brødrene Løvehjerte har den kvalitet, at bogen og operaen tør tage noget meget tabuagtigt op - nemlig børns død. Måske kan man endda sige, at den berører børns bestemmelse over eget liv og egen død.
Selve historien er faktisk en meget voksen bog, skrevet helt og holdent på et barns betingelser. Det er en fortælling om frihed og ansvar, for høj og lav, for stor og lille.
Og så handler den om at overvinde angsten for det, man ikke kender. Ikke så tosset, når man gerne vil opdrage og udfordre sine børn udfra menneskelige motiver.
Fantastisk fortælling
Vel er mange af operasangerne ude på Holmen lidt for stive i både sang og mimik, og melodierne er ikke melodiøse nok.
Men det hele opvejes af selve historien, der er en af det forrige århundredes bedste bud på en europæisk, humanistisk og dialektisk opbygget fortælling for både børn og voksne.
Oveni får vi en fantastisk scenografi og vanvittigt flotte kostumer.
Applaus!
Brødrene Løvehjerte. Repremiere. Af Joachim Holbek/Peter Asmussen. Iscenesættelse: Katrine Wiedemann. Spiller på Det Kongelige Teater frem til 14. februar. Pris 50-675 kr. Egnet for børn fra otte år. Synges på dansk. www.kglteater.dk
Kan du lide, hvad du læser?
Hjælp Arbejderen med fortsat at levere gedigen
rød journalistik:
eller giv et bidrag via

87278