Meget er der skrevet om DKU, men nu er den måske ultimative bog om organisationen kommet. En bog der beskriver DKU`s centrale rolle på venstrefløjen i perioden 1960 - 1990
af George Zeuthen
Gennem de sidste 100 år har der eksisteret mange organisationer på den danske venstrefløj. En af de mest markante har været Danmarks Kommunistiske Ungdom, DKU.
Meget er der skrevet om DKU, men nu er den måske ultimative bog om organisationen kommet. En bog der beskriver DKU`s centrale rolle på venstrefløjen i perioden 1960 - 1990.
Oprindeligt var 'Giv mig de rene og ranke', som bogen hedder, en ph.d. afhandling, skrevet af Knud Holt Nielsen. Nu har han har omskrevet den til en letlæselig bog, der henvender sig bredt til alle med interesse for 30-årets politiske historie, men bogen er også en brugsbog, da dens grundige analyser fortæller meget om, hvorfor DKU`s strategier på nogle leder gik galt.
Har man læst 'Giv mig de rene og ranke' er man blevet klogere på, både hvordan den politiske kamp skal føres og ikke skal føres.
Danmark i opbrud
1960 - 1990 var et Danmark i opbrud. Samfundet gik fra at være et bondesamfund til et industrisamfund, og i slutningen af perioden kunne man ane informationssamfundet lige om hjørnet.
At denne udvikling satte sit præg på DKU er selvklart. Det handlede jo om et Danmark præget af den kolde krig og Danmarks medlemskab af EU fra 1972 udadtil og udviklingen af velfærdsstaten indadtil. Alt sammen fulgt til dørs af en markant venstreorientering blandt ungdommen.
Her slog blandt andet ungdomsoprørets lange hår og friere moralbegreber over i en højere kvalitet og kaldte på demokratisering og protester mod forældede uddannelsessystemer, oprustning og krige i den tredje verden. Mange deltog i den politiske mobilisering blandt andet alle os, der tilsluttede os den kommunistiske bevægelse i DKU og DKP.
'Giv mig de rene og ranke' er således en gennemgang af forhold og begivenheder, som blandt andet undertegnede selv har oplevet og været en del af. Heldigvis er forfatteren for ung til at have været med i mere end den sidste del af perioden, og henfalder derfor ikke til nostalgi, men bevarer et køligt overblik.
Hvorfor ungkommunist
DKU og de organisationer, som DKU arbejdede i, bliver beskrevet seriøst og sat ind i den nødvendige historiske kontekst. Inklusiv DKU`s rolle der ikke altid var lige flatterende, da DKU ofte lavede overkill i forhold til de enkelte organisationers formål.
Bogen er imidlertid ikke blot en gennemgang af faktuelt stof. Den giver også et billede af, hvorfor unge valgte at blive kommunister. På nogle områder giver bogen således snarere en række sociologiske og psykologiske analyser i stedet for en historisk afhandling, men Knud Holt Nielsen forstår at holde tungen lige i munden, så disse afsnit blot giver bogen endnu mere vægt.
Spændende er det især at læse om, hvordan mange unge med ambitioner, blev draget af DKU og nød godt af udenlandsrejser og lignende som frynsegoder i forbindelse med DKU`s samarbejde med kommunistiske ungdomsorganisationer i Østeuropa.
Der nævnes ikke ret mange navne - desværre, da rigtig mange af specielt indpiskerne fra 70`erne i dag er totalt politisk inaktive, på trods af at de har gjort fine erhvervskarrierer på grundlag af deres DKU-skoling.
Knud Holt Nielsen er en dygtig skribent, der forstår at levendegøre sit stof, og det var fuldt fortjent, at han modtog af Arbejderhistorieprisen 2007 for den ph.d. afhandling, som ligger til grund for den nu udkomne bog.
Vi andre, der ikke læser videnskabelig litteratur, kan glæde os over omskrivningen på flere planer: Læs bogen som et stykke fornem historieskrivning, som en spændende fagbog eller som en værdifuld brugsbog, der giver inspiration til nutidens politiske kampe.
Under alle omstændigheder læs den.
Knud Holt Nielsen: Giv mig de rene og ranke. 488 sider. 249 kr. Selskabet til Forskning i Arbejderbevægelsens Historie (SFAH) 2008.
Kan du lide, hvad du læser?
Hjælp Arbejderen med fortsat at levere gedigen
rød journalistik:
eller giv et bidrag via

87278