Med Intifadaen fik mange danskere et helt andet billede af Palæstina-konflikten. Det blev starten på et bredt dansk solidaritetsarbejde

Dansk-Palæstinensisk Venskabsforening blev stiftet i maj 1988 - et halvt år efter palæstinenserne indledte deres opstand - Intifadaen - mod den israelske besættelsesmagt.
Det er ikke nogen tilfældighed, mener Ole Olsen, der var formand for foreningen fra 1989 til 2004.
- Intifadaen gjorde et stort indtryk på mennesker herhjemme. Det var jo helt almindelige palæstinensere, der med deres bare næver og de sten de kunne finde i nærheden, gjorde oprør mod den israelske besættelsesmagt. Palæstinenserne blev mødt af kampvogne, bombefly og kanoner. Derfor skabte oprøret stor sympati i brede dele af befolkningen.
Med Intifadaen fik mange danskere et helt andet billede af konflikten:
- Den palæstinensiske frihedskamp var ikke længere 'kun' enkeltstående aktioner og flykapringer. Med Intifadaen blev det klart for de fleste danskere, at der var tale om en frihedskamp bestående af hele det palæstinensiske folk, uddyber Ole Olsen.
Fra starten ville Dansk-Palæstinensisk Venskabsforening sende et signal om, at man var en bred bevægelse. Derfor var socialdemokraternes udenrigspolitiske ordfører, Helle Degn, med i den nye forenings bestyrelse. Det samme var Roskildes tidligere biskop, Bertil Wiberg, og forfatteren Kirsten Thorup. Ole Olsen selv har en baggrund i det Radikale Venstre.
Da bredden var sikret, kastede venskabsforeningen sig straks over arbejdet.

Kontakt til Palæstina
Dansk-Palæstinensisk Venskabsforening gik i gang med at samle penge ind til projekter i Palæstina.
For pengene er der blandt andet bygget 200 kilometer veje, plantet oliventræer på Vestbredden, oprettet kvindeforeninger i Gaza og på Vestbredden og bygget børnehaver for flygtninge i Libanon. Herudover har venskabsforeningen kørt to projekter finansieret af Danida.
En vigtig del har også været at skabe kontakter til fredsbevægelsen i Palæstina og Israel og invitere palæstinensere til Danmark for at fortælle om forholdene. Men det har ikke altid været helt nemt.
- Igennem årenes løb har vi inviteret cirka 100 gæster fra Palæstina til Danmark. Men mange er ikke kommet. Der har været mange tilfælde, hvor vores palæstinensiske gæster ikke har fået lov til at forlade de besatte områder og tage til lufthavnen i Tel Aviv, fortæller Ole Olsen.
Hidtil har venskabsforeningen været centreret omkring København. Men for et år siden besluttede bestyrelsen, at der skulle oprettes lokale afdelinger i samtlige landets fem regioner. I dag er der fungerende afdelinger i region Hovedstaden, Sjælland og i Midtjylland og Syddanmark. Formålet med mere lokalt arbejde, er at give flere folk muligheden for at engagere sig i solidaritetsarbejdet.

Misbrug af terrorlister
I løbet af Ole Olsens femten år som formand for det danske solidaritetsarbejde har han oplevet både med- og modvind på vejen mod et frit Palæstina. Palæstinensernes oprør - og Israels hårde fremfærd - har altid betydet et rygstød til solidaritetsarbejdet.
Men terrorangrebet på World Trade Center den 11. september blev udnyttet af regeringer verden over, til at tage palæstinenserne og andre kæmpende folk som gidsler i en tåget politisk dagsorden, mener Ole Olsen.
- Bare seks timer efter angrebet på World Trade Center erklærede Israel Arafat for deres lokale Bin Laden. Herefter var vejen banet for at sætte en lang række palæstinensiske partier og organisationer på terrorlister - både i Israel, men også i USA, EU og Danmark, konstaterer Ole Olsen.
Det er desværre delvist lykkedes for politikere verden over, at underlægge folkeretlige, politiske spørgsmål - som eksempelvis palæstinensernes rettigheder - en terrordagsorden, mener Ole Olsen:
- Med ét hug blev hele den palæstinensiske befrielseskamp delvist forvandlet fra at være et folkeretsligt spørgsmål - om retten til selvbestemmelse, om retten til land og for de hundredetusinder af palæstinensiske flygtninge om retten til at vende tilbage til deres hjem - til at være et spørgsmål om for eller imod terrorisme.
- Det har afholdt mange almindelige mennesker fra at støtte palæstinensere, og politikere har brugt terrordagsordenen til at snakke uden om de basale vilkår for palæstinenserne. Det så vi senest under Israels invasion af Gaz, siger Ole Olsen.