12 Jun 2025  

KBH: Let skyet, 10 °C

Palæstinas danske venner

Palæstinas danske venner

Onsdag, 28. januar, 2009, 00:00:00

Flere og flere danskere vil ikke nøjes med at demonstrere - de vil være aktive i solidaritetsarbejdet, og melder sig ind i Dansk-Palæstinensisk Venskabsforening

Rådhuspladsen og Christiansborg Slotsplads lagde tirsdag den 13. januar fliser og brosten til en af de bredeste og største Palæstina-demonstrationer i nyere tid: 10.000 danskere og herboende palæstinensere gik på gaden med fakler og skilte med krav om at Israel skal stoppes nu.
Sådan som flere fagforeninger, Human Rights March, Mellemfolkeligt Samvirke, partier og bevægelser havde anbefalet.
Men flere og flere danskere vil ikke nøjes med at demonstrere - de vil være aktive i solidaritetsarbejdet, og melder sig ind i Dansk-Palæstinensisk Venskabsforening. Tre ugers israelsk non-stop bombning af Gazas civilbefolkning og deres huse, skoler, elværker og veje, har foreløbigt betydet 35 nye medlemmer alene i København. Det er en pæn stigning, set i forhold til at venskabsforeningen i dag har 500 medlemmer på landsplan.
Det er ikke kun den aktuelle katastrofe, der har åbnet folks øjne. Israels seneste krig mod Gaza er bare dråben, der har fået bægeret til at flyde over for mange.
- 'Jeg skulle have meldt mig ind for længe siden', siger mange af de nye medlemmer, fortæller Jan Mortensen. Han er formand for region hovedstaden i Dansk-Palæstinensisk Venskabsforening og medlem af foreningens landsledelse.
Han lover, at der nok skal blive brug for de nye hænder. Han har flere ideer til, hvordan den danske befolkning kan være med til at øge presset på den israelske besættelsesmagt.
- Vi skal fastholde de nye medlemmer og bevare ønsket om at 'gøre noget'. Palæstina skal fortsat være i en del af danskernes bevidsthed - også når billederne af lemlæstede palæstinensere ikke længere kører på fjernsynet dagligt, fastslår Jan Mortensen.

Krigsforbrydere
Den israelske premierminister Olmert forsikrede i weekenden omverdenen om, at ingen militærpersoner, der deltog i angrebet vil blive anklaget.
- Men vi skal nok gøre hvad vi kan, for at krigsforbryderne kommer frem i lyset. Hvis ikke FN hurtigt taget initiativet, må vi gøre noget. Flere taler nu om at arrangere et tribunal eventuelt på nordisk plan i lighed med Russel-tribunalet under Vietnamkrigen. Det her må ikke ske igen! Vi skal holde FN fast på, at Israel skal stilles for en krigsforbryderdomstol, siger Jan Mortensen.
- Et FN-krigsforbryder-tribunal vil have en præventiv virkning. Hvis vi får dømt krigsforbryderne vil andre politiske ledere og generaler forhåbentligt tænke sig om to gange, før de begynder at angribe en civilbefolkning, håber han.
En israelsk fredsgruppe har allerede navngivet 15 personer i den israelske regering og i den israelske hær, som bør anklages for krigsforbrydelser.
Indtil FN sætter Israel på anklagebænken, vil Jan Mortensen og venskabsforeningen arbejde for, at krigsforbryderne i det mindste bliver dømt af en slags folkedomstol bestående af jurister og menneskeretseksperter.
- Der er sket en massakre på en indespærret befolkning i verdens tættest befolkede område. Gaza by er blevet sønderbombet uden hensyntagen til civilbefolkningen. Den slags forbrydelser er tidligere blevet straffet hårdt. Det skal det også denne gang. Det er vores pligt at være med til at råbe op, fastslår Jan Mortensen.
Selvom Israel måske umiddelbart har trukket sig ud af Gaza, så står kampvognene lige på den anden side af grænsen.
- Derfor skal vi med fornyet kraft kræve et stop for Israels blokade af Gaza. Det vil være et stort skridt på vejen mod fred. Hvis blokaden fortsætter, fortsætter raketterne mod Israel nemlig også.

Apartheid på israelsk
- >Jeg tror mange almindelige danskere har et stort behov for at vise solidaritet med palæstinenserne. En boykot af israelske varer og danske virksomheder, der handler med Israel er en oplagt idé. Det vil give folk mulighed for i dagligdagen, meget konkret og kontant, at give udtryk for deres holdning til Israel, fastslår Jan Mortensen.
Og der er god inspiration at hente fra de sortes kamp mod apartheid-regimet i Sydafrika, mener han og hiver FN`s Apartheid-konvention. Han har nøje studeret konventionen.
- Den undertrykkelse som de sorte i Sydafrika oplevede under apartheid-regimet, oplever mange palæstinensere i dag. Den hverdag som palæstinenserne oplever, er præcist beskrevet af FN som netop apartheid, konstaterer Jan Mortensen.
Han understreger at apartheid ikke kun et sydafrikansk begreb. FN-konventionen skal beskytte folk overalt på kloden mod apartheid.
Både den tidligere vinder af Nobels fredspris og USA's præsident fra 1977 til 1981, Jimmy Carter, og en anden nobelprismodtager, den pensionerede sydafrikanske ærkebiskop, Desmond Tutu, har stemplet Israel som en apartheid-stat.
FN definerer apartheid ved at nægte 'medlemmer af en eller flere racemæssige grupper' retten til liv og personlig frihed,
Jan Mortensen mener, at Israel fuldt ud lever op til FN`s definition af en apartheid-stat.
- Israel har jo i årevis været i gang med - helt bevidst - at udrydde et helt folk. Det sker ved at drive palæstinenserne på flugt og myrde deres folkevalgte ledere og bombe civile. Det sker dagligt med den såkaldte apartheid-mur, der isolerer palæstinenserne fra omverdenen. Det sker dagligt ved de forhadte checkpoints.
En central del af en apartheid-kampagne vil blive boykot af de firmaer som handler med Israel og dermed er med til at opretholde undertrykkelsen af palæstinenserne.
Til april er der årsmøde i Dansk-Palæstinensisk Venskabsforening. Her håber Jan Mortensen på, at apartheid-kampagnen vil blive endeligt vedtaget, så lokalafdelingerne kan sprede budskabet. Han har netop lagt sidste hånd på en samling omfattende dokumentation med eksempler på apartheidstaten Israel.
Sideløbende med de politiske kampagner fortsætter Dansk-Palæstinensisk Venskabsforening med at samle penge ind til bønder i Gaza i for at gøre palæstinenserne mere uafhængige af import af fødevarer udefra - som de ikke kan være sikre på kommer frem på grund af den israelske blokade.


Bliv medlem
Du kan melde dig ind i Dansk-Palæstinensisk Venskabsforening hos: Elsebeth Holm, Sødalen 15, 2820 Gentofte, telefon 35 35 48 68 eller ved at sende en mail til danpal@danpal.dk. Det koster 200 kroner at blive medlem. Læs mere på www.danpal.dk.

Kan du lide, hvad du læser?

Hjælp Arbejderen med fortsat at levere gedigen
rød journalistik:

Abonnér

eller giv et bidrag via


87278


28. jan. 2009 - 00:00   30. aug. 2012 - 22:11

Kultur