12 Jun 2025  

KBH: Let skyet, 10 °C

Werner Herzog - Sære film med sære skæbner

Werner Herzog - Sære film med sære skæbner

Onsdag, 28. januar, 2009, 00:00:00

Werner Herzog blev kendt som en del af ¤¤New German Cinema¤¤, hvor andre navne var Rainer Werner Fassbinder og Wim Wenders. Fire af hans film fra 1970`erne er nu udkommet på dvd

af Mikael Strandbech
'Talkshows will kill us. De dræber vores sprog, så vi må erklære hellig krig mod hvad vi ser på fjernsynet. Der skulle være rigtig krig mod reklamer; rigtig krig mod talkshows ; rigtig krig mod serier som Bonanzas og Rawhide', udtalte den tyske filminstruktør Werner Herzog i Les Blanks film 'Werner Herzog eats his shoe' fra 1980.
En meget underholdende film hvor Werner Herzog både diskuterer filmkunst og livet, samt spiser en kogt sko som følge af et væddemål. Man finder filmen på internettet via youtube.
Werner Herzog , født i 1942, blev kendt som en del af 'New German Cinema', hvor andre navne var Rainer Werner Fassbinder og Wim Wenders. Sammen med den notorisk 'on the egde' skuespiller, Klaus Kinski, lavede han nogle af sine mest kendte film, blandt andet 'Frizcarraldo', 'Noferatu' og 'Cobra Verde'.
Werner Herzog har lavet over 50 film. Han skriver selv sine manuskripter, ofte på en fire-fem dage. Der arbejdes både hurtigt, spontant og improviserende under optagelserne og næsten altid på et minimalt budget.
En af Werner Herzogs senere film 'Grizzly Man' fra 2005 handler om bjørneentusiasten Timothy Treadwell, der fatalt viede sit liv til leve sammen med og tæt på bjørne i en amerikansk nationalpark. Den er en slags dokumentarfilm, bestående af Timothy Treadwells egne optagelser, interviews med de efterladte, og iscenesættelser.
Som det ofte er tilfældet hos Werner Herzog er forlægget skrevet over virkelige hændelser eller personer. Selv skelner Werner Herzog ikke mellem dokumentarfilm og fiktionsfilm, han kalder dem bare film.
'Grizzly man', der var meget vellykket, blev en stor succes både hos kritikere og biografgængere verden over, og den er skyld i, vi nu kan få stadigt større dele af hans tidlige produktion på dansk og nu også fire af hans film på dvd.

Grumme dværge
Alle de medvirkende skuespillere i filmen 'Også dværge er begyndt i det små' fra 1970 er dværge.
Vi befinder os et sted ude i et øde bjergområde, hvor beboerne, der bor på en institution, har gjort oprør. Hvilken institution det drejer sig om gives der ingen nærmere forklaring på. Og det behøves heller ikke. Stedet og filmen fungerer som spejl på et samfund og de kræfter en ændret magtbalance og et oprør kan udløse.
Men oprøret, som man i starten havde en umiddelbar sympati for, tager snart en destruktiv og mørkere drejning. Nogle af disse uskyldigt udseende små mennesker viser sig snart som rigtigt nogle ondskabsfulde typer, hvilket giver destruktiviteten en ekstra absurd dimension.
Filmen er også et studie i grum gruppedynamik. David Lynch, den amerikanske filminstruktør bag for eksempel Twin Peaks, har også brugt dværge i sine film, og det er slet ikke umuligt at han er inspireret af Werner Herzogs på mange måder mærkelige og uforglemmelige film.

Udenfor de vedtagne normer
Filmen 'Gåden om Kasper Hauser' fra 1974 er baseret på den virkelige Kasper Hausers liv og foregår i år 1828.
Kasper Hauser, der har siden barnsben har levet indespærret i et mørkt rum, og som følge heraf har meget lidt sprog og en mangelfuld kropsmotorik, er blevet efterladt på torvet i Nürnberg med en seddel i hånden. Hvordan håndtere byen det?
Vi følger Kasper i hans kamp for at beherske og forstå sproget, omgangsformer og musikken. Filmen bliver en både humoristisk og interessant undersøgelse af hvordan et tilsyneladende velordnet samfund tager imod et menneske, der falder udenfor de vedtagne og ikke-vedtagne normer.
I rollen som Kasper Hauser ses den uskolede Bruno S. (Han kaldes sådan når han er skuespiller). Werner Herzog opdagede Bruno S. da han så en dokumentarfilm om gademusikanter. Bruno S., der selv har oplevet længere indespærring og mishandling som barn, udfører rollen med stor og rørende troværdighed.

Munkesang og glaskunst
'Herz aus Glas' eller 'Hjerte af glas' er fra 1976. Handlingen er henlagt til 1700-tallet.
Vi befinder os i en tysk landsby der er berømt for deres helt specielle glaskunst. Men en dag dør glasmesteren, der som den eneste kender de hemmelige ingredienser, der bruges til fremstillingen af glaskunsten. Byens liv står på spil.
Filmens fortæller er mystisk vandringsmand, som taler på vers og som kan se ind i fremtiden. Faktisk taler alle personerne i lange, deklamerende sætninger.
Hertil er sat tyroler-inspireret munkesang og 70`er beat musik af tyske Popol Vuh, men der også lange 'takes' i stilhed og med flotte scenerier, hvorigennem tiden synes at glide. En mærkværdig film.

Den amerikanske drøm
'Stroszek' fra 1977 har også Bruno S. i hovedrollen. Faktisk skrev Werner Herzog filmen specielt til ham.
Stroszek er den naive og noget tilbagestående musikant, der kommer til USA, sammen med sin prostituerede kæreste Eva og sin eksentriske ven Hr. Scheitz, for at starte på ny og forfølge den amerikanske drøm.
I starten tegner alt lyst, selv om omgivelserne er barske, grimme og nedslidte i den amerikanske lilleby. Der er job til Stroszek og Eva, de får lån i banken og flytter ind i deres egen trailer i trailerparken. Men snart skal første afbetaling falde, og de små bogstaver på lånekontrakten er blevet ikke læst ordentligt. Drømmen smuldrer.
Stroszek og kæreste glider fra hinanden og tilbage i deres tidligere mønster. Det betyder for Eva at prostitutionen genoptages, og snart stikker hun af med en lastbilchauffør. Den 'flinke' bankmand sørger for at den ulykkelige og berusede, men stadig altid venlige Stroszek, der ikke kan et ord engelsk, afskriver gæld og trailer.
I pengemangel og afmagt laver Stroszek og den efterhånden halvskøre Hr. Scheitz, der mener at der må være tale om en sammensværgelse, det mest kiksede røveri længe set. Efter at have røvet en frisørsalon går de over gaden for handle ind et supermarked. Politiet ankommer selvsagt snart. Men Stroszek slipper væk og slutningen på filmen er betegnet som et af de mest bizarre i filmhistorien. Men at den indeholder en dansende høne kan godt afsløres.

Også dværge er begyndt i det små (1970), Gåden om Kasper Hauser (1974), Herz aus Glas (1976), Stroszek (1977). Alle fire film er udsendt på dvd af Criterion Film.

Kan du lide, hvad du læser?

Hjælp Arbejderen med fortsat at levere gedigen
rød journalistik:

Abonnér

eller giv et bidrag via


87278


28. jan. 2009 - 00:00   30. aug. 2012 - 22:11

Kultur