¤¤Blodbadets Gud¤¤ er et stykke om fire moderne mennesker, der hver især kæmper deres kampe. Folketeatret spiller det som komedie
af Nick Bruun
Historien kort fortalt: To drenge er oppe at slås. Den ene får tæsk, grundigt og slemt, af den anden.
Forældrene mødes for at rede trådene ud. Ofrets forældre er initiativtagere og værter for den anden drengs uvillige forældre.
Herfra udrulles stykket i hver persons retning og personlighed, og grimt bliver det. Trist, trøstesløs og genkendeligt.
Stykket er skrevet af den franske skuespiller og dramatiker Yasmina Reza, der ifølge teaterprogrammet er verdens mest spillede nulevende dramatiker. Forestillingen er ligeledes fransk baseret med visesang i højtaleren og fransk udtale af navne og lokaliteter.
Dramatiker-håndværket er i top. Intrigen er velkomponeret med opfindsomme sideveje og niveauer undervejs.
Ditte Gråbøls revy-komiske talent er stort i rollen som ufrivillig gæst. Hendes mand - Henrik Prips forretningsmand - er 100 procent gennemført (ubehagelig).
Lars Mikkelsens, bløde imødekommende og udglattende/underkuede værtsmand, får drukket sig mod til at sige sandheder. Julie Carlsens værtinderolle er vred, vred og vredere som aftenen går, og modsætningerne skærpes.
Stykket kunne være ædende ondt og bidende skarpt. Instruktør Ulla Gotlieb har valgt en anden vej. Denne vej minder meget om underholdnings-teater-metoden, hvor jokes og pointer bygges op og afsluttes, hvorefter spillet giver pause og plads til grin og klap fra salen.
En noget spøjs spilleform der prioriterer grinet fra salen. Og det blev der - grinet.
Blodbadets Gud af Yasmina Reza. Instruktion: Ulla Gottlieb. Scenografi: Birgitte Mellentin. Medvirkende: Julie Carlsen, Ditte Gråbøl, Lars Mikkelsen og Henrik Prip. På Folketeatret i København indtil 14. februar. www.folketeatret.dk
Kan du lide, hvad du læser?
Hjælp Arbejderen med fortsat at levere gedigen
rød journalistik:
eller giv et bidrag via

87278