27 Jun 2025  

KBH: Let skyet, 10 °C

Ingen fest med Nissen

Ingen fest med Nissen

Lørdag, 31. januar, 2009, 00:00:00

Den ene repræsentant for medarbejderne i DR`s bestyrelse meldte afbud til indvielsen af det skandaleramte koncert-hus. For mange er blevet fyret på grund af mangel på styring af økonomien

DR`s medarbejdere var kun repræsenteret med den ene ud af to medlemmer i bestyrelsen ved den officielle indvielse af det nye Koncerthus. Stig Paulsen, formand for Kontaktudvalget, KUV, valgte at blive væk.
KUV er paraplyorganisation for de faglige organisationer i DR minus journalisterne og Stig Paulsen begrunder ifølge hjemmesiden www.radiodays.dk sit afbud i et brev til DR`s bestyrelse med, at den har inviteret flere af de ansvarlige for Koncerthus-byggeriets skandaleøkonomi.
Ifølge Stig Paulsen har han mistet festhumøret ved udsigt til at møde Christian Nissen, der blev fyret i 2004 efter ti år som generaldirektør for DR. Han røg ud, da det viste sig at DR`s ledelse havde mistet kontrollen med bygningen af DR-Byen.
'Jeg skal ikke til fest med ham i det hus, han blev fyret for ikke at kunne styre byggeriet af', skriver Stig Paulsen i brevet.
Koncerthuset skulle have kostet 550 millioner kroner. Regningen lyder nu på mindst 1,4 milliarder kroner.

Sjusk kostede 521 jobs
Efter en kritisk revisionsrapport i 2007 måtte DR i 2007 lave en spareplan på næsten 300 millioner kroner om året i fire år. Det kostede 521 medarbejdere jobbet.
'Jeg har været bisidder ved afskedigelsessamtaler og har blandt andet derved set mange af mine fyrede kolleger i øjnene', hedder det videre som begrundelse for afbuddet.
Han kritiserer også invitationerne til de tre tidligere bestyrelsesformænd, Jørgen Kleener, Mogens Munk Rasmussen og Finn Aaberg, som også var formand for byggeudvalget.
Formændene for fem faglige organisationer i DR deler Stig Paulsens forargelse. Det drejer sig om Medieforbundet i Danmarks Radio, Metal, Lager-, Post og Servicemedarbejderne, HK og Dansk Journalistforbund.
'Det er vor opfattelse, at DR (...) udviser en uhørt mangel på respekt overfor de hundredvis af medarbejdere, der har mistet deres arbejde på grund af manglende dygtighed fra disse personers side', skriver de fem formænd på DR`s interne debatforum.

Enorm overskridelse
DR Byen skulle oprindelig bygges for et beløb mellem 2,7 milliarder kroner og knap 3,5 milliarder kroner. I 2006 kom det frem, at den samlede pris nok nærmere bliver 4 mia. kr. i 1999-priser. Det beløb var i februar 2007 steget til 4,7 milliarder kroner i 1999-priser
Den skandaløse mangel på overblik over byggeriet af Koncerthuset og den øvrige DR-By i Ørestad kostede undervejs stort set samtlige ansvarlige deres poster. Udover de fire nævnte er det økonomidirektør Bent Ford og den dagligt ansvarlige for DR-byggeriet, Kjeld Boye Møller.
Undervejs når Rigsrevisionen, som løbende har blåstemplet byggeriets regnskaber, at blive kasseret til at lave den kritiske revisionsrapport, som Folketinget bestiller i januar 2007.

Kan du lide, hvad du læser?

Hjælp Arbejderen med fortsat at levere gedigen
rød journalistik:

Abonnér

eller giv et bidrag via


87278


31. jan. 2009 - 00:00   30. aug. 2012 - 22:11

Kultur