26 Jun 2025  

KBH: Let skyet, 10 °C

4. februar 1943 - Den Røde Hær vinder `Slaget om Stalingrad`

4. februar 1943 - Den Røde Hær vinder `Slaget om Stalingrad`

Onsdag, 04. februar, 2009, 00:00:00

Efter at de sidste tyske soldater har overgivet sig, står det nu klart for det meste af verden, at Akse-magterne kommer til at tabe Anden Verdenskrig

Efter at de sidste rester af organiseret tysk modstand har overgivet sig slutter slaget om Stalingrad med sejr til Sovjetunionen.
Det står nu klart for det meste af verden, at Aksemagterne (Tyskland, Italien og Japan) kommer til at tabe Anden Verdenskrig.
Faktisk er Nazi-Tysklands nederlag på Østfronten blevet afgjort mere end et år tidligere, da de tyske tropper bliver standset udenfor Moskva og i vinteren 1941/42 trængt tilbage af en sovjetisk modoffensiv.
Hitlers selvsikre bemærkning ved Tysklands overfald på Sovjet den 22. juni 1941 at 'vi behøver kun at sparke døren ind, så falder hele den rådne bygning sammen' har vist sig ikke at holde stik.
Hitler er særlig optaget af at tage den vigtige by Stalingrad, fordi den bærer den sovjetiske leders navn. Den Røde Hær har imidlertid også tænkt sig at forsvare byen med næb og kløer og går i stilling til at forsvare den tætte bymidte.
Den 17. juli 1942 åbner den tyske sjette armé og luftvåben med et voldsomt bombardement, der med tiden kommer til fuldstændigt at lægge byen i ruiner. De sønderbombede huse bliver dog bare til barrikader, der gør den tyske fremrykning næsten umulig. Over de næste måneder udspiller sig et grusomt slag fra hus til hus med enorme tab på begge sider.
I sidste ende er det dog Den Røde Hær, der har de fleste kræfter, og i november sætter den en modoffensiv ind, der omringer byen, og lukker den sjette armé inde. Nu følger en lang, systematisk udrensningsaktion, der driver tyskerne sammen på et mindre og mindre område. Gentagne gange tilbyder Sovjethæren tyskerne at overgive sig til gengæld for garantier for soldaternes sikkerhed, men det afvises af arméens chef, general Friedrich Paulus. Paulus tror fuldt og fast på Hitlers tomme løfter om, at 6. armé vil blive undsat, men realiteten er, at de 300.000 indesluttede tyske soldater er dødsdømt.
Den 30. januar er situationen så desperat, at Paulus over radioen meddeler Hitler, at han har tænkt sig at overgive sig for at redde resten af sine mænds liv. Hitler svarer ved at udnævne Paulus til feltmarskal. En tysk feltmarskal har aldrig tidligere overgivet sig i kamp, og Hitler håber på at kunne tvinge Paulus til at begå selvmord i stedet for at overgive sig. Ikke desto mindre overgiver Paulus sig alligevel dagen efter (den 2. februar) sammen med resten af sin stab, og den næste dag følger resten af hæren efter og efterlader kun små lommer af fanatiske nazister, der insisterer på at dø i kamp.
Slaget om Stalingrad er slut, i alt har mere end 1,5 millioner mennesker, soldater som civile, mistet livet, hvad der gør det til det blodigste slag i verdenshistorien.

Kan du lide, hvad du læser?

Hjælp Arbejderen med fortsat at levere gedigen
rød journalistik:

Abonnér

eller giv et bidrag via


87278


04. feb. 2009 - 00:00   30. aug. 2012 - 22:11

Kultur