Fødsel og død er blevet sygeliggjort - noget der foregår på et hospital, omgivet af sterilt udstyr. Det vil den lune midtjyde Carsten Bang gøre op med i sit nyeste show ¤¤Bang! Jeg Er Død¤¤.

Når man er født på et alderdomshjem kan man vel godt blive en smule eftertænksom. Om det så var årsagen til at Carsten Bang blev stand-up komiker fortoner sig i det uvisse.
Det kan til gengæld måske forklare, hvorfor han undrer sig over det moderne menneskes forhold til tilværelsens yderpunkter: Fødsel og død.
Han mener, at begge dele er blevet sygeliggjort, og at hospitalernes teknik sågar i dag fratager mennesket retten til at opleve deres egen død. Det har inspireret den 43-årige stand-up komiker til sit nye show: 'Bang! Jeg Er Død!'

Fødsel og død er tabu
- Det lyder alvorligt - men det er en hyldest til livet - og det er jo også i alvoren, at man skal finde det sjove, skriver han på sin hjemmeside.
- For 1.000 år siden var det en meget naturlig del af livet, men nu er døden nærmest et brud - noget der kommer i vejen, som er blevet et tabu, siger Carsten Bang til Arbejderen.
For ham er det helt naturlig, at livet har en ende. Lige hvornår det gik op for ham er mere uklart.
- Det var nok sådan en stor varm før-teenage ting, som når kæledyret eller bedstemor pludselig ikke er der mere. Senere kommer det der anstrengte forhold til døden. Den holdes på afstand. Heldigt for mig, for ellers var der jo intet show, siger han med et grin til Arbejderen.
Han ser samme tendens til at sygeliggøre, når det gælder samfundets forhold til det at føde et barn.
- I 1965 blev halvdelen af alle børn, lige som mig, født hjemme. I 1971 fødte 95 procent af alle kvinder på hospital. Der skete et sindssygt skift lige dér, og det er lidt det samme som med døden, siger en alvorlig Carsten Bang.
Lige som man bliver en patient, når man skal føde, bliver man en sag i den offentlige forvaltning.
- Ofte har man det indtryk at de slet ikke ser mennesket. Det gør også, at folk der ryger ind i systemet ikke føler sig behandlet som mennesker, for det gør de jo ikke. Det er ikke så meget en anklage mod dem, der er i systemet, for de kan jo ikke gøre andet. De kan jo ikke gå rundt og være ulykkelige, hver gang de har en sag. De bliver nødt til at have et nøgternt syn på det, men selve systemet er måske bygget op på en måde, så man glemmer mennesket. Det gør man også lidt i døden, mener han.
- Filminstruktøren Woody Allen har engang sagt: 'Jeg er ikke bange for at dø. Jeg vil bare ikke så gerne være der, når det sker!' Men der har jeg det sgu` omvendt. Jeg vil være med til at lægge den sidste brik, siger han og er stadig alvorlig.
For det er ham en gåde, at noget så naturligt som livets afslutning er tabu. Derfor tumler han i sit show med det, han kalder 'Den Store Død' - den der kommer helt af sig selv til sidst.

Et liv uden lyskurver
Den lune midtjyde debuterede i december 1991. Karrieren tog for alvor fart to-tre år senere, og siden har publikum over hele landet taget hans underfundige selvironi til sig.
Han er vokset op i Kjellerup mellem Silkeborg og Viborg. Her fik han det første knæk - byen havde ingen lyskurve!
- Det syntes vi børn var pinligt. Vi voksede op med mindreværdskomplekser, for mindre byer i nærheden havde et lyskryds. Det var hårdt for stoltheden, husker Carsten Bang sin barndoms første nederlag. Men den unge Bang kom dog videre.
- Gymnasium i Bjerringbro, og så ind og springe soldat. I slutningen tog jeg til en karriere-dag om HA-uddannelsen.
Den blev læst og bestået i Herning, og så gik turen til København for at læse til cand.merc.
- Det var lidt syret, for mange af de andre læste jo ikke for at blive klogere, men for at få det der papir. Fagene blev valgt efter, hvornår de lå og hvad der var nemmest, fortæller han.
En gang i gymnasiedagene havde han købt et album med den amerikanske komiker Eddie Murphy.
- Den syntes jeg var fantastisk sjov, og jeg kunne den udenad. Senere, i København, arbejdede jeg som telefonsælger på Berlingeren. Her mødte jeg Peter Hansen, som stand-up`ede hos Torben Din i Lille Kannikestræde.
Ifølge Carsten Bang var der et eller andet, der ringede - lige fra dag ét.
- Det skulle prøves. Det var jo ikke særligt tjekket, bare nogle tosser der fyrede vitser af. Men så begyndte jeg at få nogle jobs hist og her.
Snart var der så meget bud efter ham, at han droppede karrieren som økonom. Det valg fortryder han ikke.
- Det var jo ikke et kald for mig at læse økonomi, men et eller andet skulle man jo lave. De økonomiske fag var for kedelige, så jeg læste sociologi-delen af afsætningsstudiet, husker Carsten Bang.

Fra plat til politisk
Carsten Bangs generalieblad er langt og varieret. Fra skribent og vært i tv til redaktionen for en lang række comedy-shows, hos ZTV, Gintberg og DR2. Undervejs er det blevet til solooptræden, og han har både skrevet og spillet teater.
- Dengang i 90`erne var der jo ingen, der regnede med, at vi ville spille stand-up efter de 40. Vi glemte bare, at publikum også blev ældre, og at det bredte sig ud, husker Carsten Bang.
Han husker et job, hvor der sad tre generationer i salen og hylede af grin, far, søn og bedstefar.
- Det var fedt. Stand-up er meget personligt. Man står og siger: 'Sådan og sådan er dét her!' med udgangspunkt i, hvor man er i sit liv.
Og det skifter hele tiden, mener han. Fra at være studerende og jagte piger til den første bil, den første ble, den første børnehave, den første skoledag, gift og skilt og gift igen...
Men også fra det rene pjat til en form for underholdning med et politisk budskab.
- Stand-up har udviklet sig fra jokes for jokens skyld til et politisk-satirisk indhold. Ikke at jeg står her og siger, at sådan skal I gøre, men jeg tror at udviklingen har gjort stand-up mere interessant.
Han kan godt forstå, hvis folk for 15 år siden mente, at livet var for kort til stand-up. Men ikke længere.
- Der er garanteret én derude, der rammer lige dig på en eller anden måde, siger han og understreger dermed stand-up`ens personlige præg.
- Det er en form for terapi. Folk griner med, fordi de genkender sig selv, når komikeren fortæller hvor dum han selv er. Det er en mere personlig form for optræden end teater, siger Carsten Bang.
Han mener, at det er stand-up`ens lettilgængelige form der har sikret genrens udvikling.
- Det er ligesom at gå i biffen, og der er ikke noget, der pakkes ind. Stand-up bidrager til folks liv, ligesom at tale med sin kone eller sine kolleger, eller lytte til musik.

Den fødte stand-up`er
I stand-up`ens barndom blev genren i sin tid beskyldt for kun at handle om pik og patter. Og Carsten Bang medgiver, at sådan har det sikkert også været, men at det ikke er så simpelt endda.
- Meget comedy ligger i overraskelsen, og hvis du siger 'pik, pik, pik', så overrasker det ingen, at du siger det igen. Så hellere sige 'hus, kaffe, is, steg, båd, hund, pik'. Det giver effekt, siger han.
Tilsvarende understreger han, at 'Bang! Jeg Er Død' ikke er to gange 45 minutters enetale om død og tabu.
- Jeg ryger ud af de der afstikkere, tilbage igen, for nok er der en rød tråd, et tema, men man skal alle steder hen. Ellers er det ikke sjovt.
'Bang! Jeg Er Død' er hans andet store soloshow. Det første fra 2006 hed 'Har Satan en Fætter', hvor han blandt andet kastede sig over tro, overtro og egoismen, der ind i mellem giver nogle djævelske problemer, der styrer den daglige orden.
Før det turnerede han land og lige rundt med 'Fem på flugt'. Showet, som er fra 2003, havde Sebastian Dorset som vært, og Carsten Bang, Omar Marzouk, Mikael Wulff og Lasse Rimmer som optrædende.
Når det foreløbig kun er blevet til to soloshows, skyldes det den lange forberedelsestid. Det tager op mod et år at få et show stablet på benene, fra beslutningen er taget til tæppet går op.
- Når først man har bestemt sig for et tema og en form, så ryger alt det materiale man overhovedet kan grave frem lige i banken. Nogen gange har man så lige tid til at skrive videre på det. Det har været intensivt her i december og januar, griner Carsten Bang.
Som person er Carsten Bang ikke lige den store festugle, selv om han ikke vil kalde sig selv for dødkedelig. Faktisk mener han ikke, at den klassiske stand-up`er nødvendigvis også var klassens sjove dreng som ung.
- Det er ham, der står ved siden af den sjove dreng, og som kommer med en eller anden dum kommentar til det, han lige sagde.
Dum eller klog. Sjov eller kedelig. Tro eller utro. Liv eller død. Modsætningerne har det godt hos Carsten Bang. Fra den 4. februar giver han danskerne mulighed for at spekulere på, om der er et liv efter det store Bang.