Da marskandiser Torben Din i 1987 omdannede sine 700 kvadratmeter i Københavns gamle by til restaurant og bar i tre etager, revolutionerede han samtidig dansk komediekunst

I 1987 fik Danmark en helt ny form for scene. Det skete, da marskandiser Torben Din lavede sin butik om til en grøn forlystelse, hvor de første selvlærte komikere kunne betræde de skrå brædder.
Inden længe havde den beskedne scene skabt nogle af vor tids mest kendte komikere som Casper Christensen, Jan Gintberg, Mette Lisby, Thomas Wivel, Lars Hjortshøj, Carsten Bang...
Den klassiske komiske figur var blevet erstattet af The Stand-Up Comedian - eller stå-opperen! Ikke fordi komik og komikere var nyt i Danmark.

At gøre grin af høj og lav
I århundreder havde kunstnere gjort grin af høj og lav. Fra Holbergs dumme degn i 'Erasmus Montanus' og den bondesnu Jeppe i baronens seng til 'Fyrtaarnet og Bivognen' som med folkelig vid skoser de højrøvede.
Efter Anden Verdenskrig er det navne som Osvald Helmuth, Dirch Passer, Kjeld Pedersen, Jørgen Ryg og Preben Kaas der dukker op. Ofte i duoer, men også som monolog i sketchform. 'Jeg kan ikke tåle at se dyr sulte' og 'Nu har jeg været nede efter romkager i tre dage' har fundet vej til sproget.
Latterliggørelse af de store nedbryder teatrets fjerde væg, og intet sted er det mere tydeligt end i komikken. Den veldrejede historie, den overbevisende persontegning - ofte en burlesk person, som Storm P.`s landstrygere.
Fra den spæde start hos DIN`s amatørscene stod det klart, at stand-up rummede noget andet og mere end den klassiske scenekomik. Stand-up var en medierevolution, fordi det overskred danskernes grænser for, hvor tæt en kunstner kunne komme på en tilskuer.

At gøre sig selv latterlig
Det skyldes, at stand-up er anderledes. Det er et møde mellem to mennesker, hvor det ene forsynet med mikrofon latterliggør det andet ved at latterliggøre sig selv.
Desuden er det nemt at gå til stand-up. Man dropper lige forbi sin lokale scene, og deltager fra starten i dommerpanelet ved at grine så det gør ondt eller tier stille, når det bliver for pinligt.
Som belønning modtager publikum fra scenen en tilsyneladende kaotisk, men ofte nøje planlagt ordstrøm, som gennem diskret humor, gakkede gangarter, smålumre vitser syd for bæltestedet eller hverdagens tragedier befrier og bevæger.
Den organiserede galskabs vej er brolagt med håb. Fra den pukkelryggede hofnar, som forvrængede kongens forfængelighed til stand-up komikeren, der afslører det politiske spils hulhed og udstiller det moderne menneskes ensomhed.
Hvad værre er: Det er fandeme sjovt!