27 Jun 2025  

KBH: Let skyet, 10 °C

Strindbergs Frøken Julie i dag

Strindbergs Frøken Julie i dag

Onsdag, 04. februar, 2009, 00:00:00

Odense Teater har, i Strindbergs ånd, ladet instruktøren Mia Lipschitz opdatere stykket til i dag, således at Julie nu er datter af en stor og stenrig modeskaber

af Bjarne Nielsen
'I det foreliggende drama har jeg ikke forsøgt at gøre noget nyt - for det kan man ikke - men kun modernisere formen efter de krav jeg tænker mig nutidens mennesker må stille sig til denne kunstart. Og til det brug har jeg valgt - eller ladet mig gribe af - et motiv, som kan siges at ligge uden for dagens strid eftersom problemer som social opgang eller nedgang, om højere eller lavere, bedre eller dårligere, mand eller kvinde, er, har været og vil forblive af varig interesse.'
Således skrev August Strindberg nærmest profetisk i forordet til 'Frøken Julie' i 1888. Frøken Julie er et af den svenske dramatikers mest berømte skuespil, omhandlende de eviggyldige emner om forbudt passion og det erotiske magtforhold mellem kønnene. Et magtforhold, der kan søges ignoreret, men aldrig fortrænges.

Fars berømmelse
Odense Teater har, i Strindbergs ånd, ladet instruktøren Mia Lipschitz opdatere stykket til i dag, således at Julie nu er datter af en stor og stenrig modeskaber 'Greven'.
Hun lever i kraft af sin fars berømmelse, og derfor også i hans skygge, i et univers af wannabees, stoffer og tecnomusik. Et liv hvor kærlighed og dybe menneskelige relationer har trange kår. De skriger på kærlighed, men er så bange for at give sig og deres følelser til kende, at de bliver ude af stand til at elske og blive elsket.
Da Julie under en vild fest overskrider modehusets grænser og skarpt adskilte hierarki og bevæger sig ned i kælderen til stuepigen og dennes kæreste, Grevens assistent, starter tragedien. Ved hjælp af stoffer og sprut åbner de sig for hinanden og kampen mellem klasser og køn er i gang.
Sårbare kæmper de for at nå hinanden, men på forudsigelig og tragisk vis, bliver det en destruktiv og meningsløs kamp, ingen kan vinde, for som Grevens assistent Jean desperat skriger til frk. Julie under opgøret, 'tyende er tyende og ludere er ludere'. Man skal om ikke blive ved sin læst, så dog sørge for at huske på hvor man kommer fra.

Klassetilhørsforhold
Det er lykkedes Lipschitz at skifte Strindbergs dengang sexualoverskridende stykke til et moderne stykke om klassetilhørsforhold, livsløgn og den dødsdrift Julie besidder. I stykket er Julie 55 år gammel og føler tiden er ved at løbe fra hende. Hun er et offer for sin opvækst i faderens skygge og derved sin ikke udviklede egen personlighed, sine urealistiske ønsker om at skifte miljø samt ønske om evig ungdom.
Stykkets to hovedpersoner, Julie og Jean samt elevskolens Kristin som tjenestepigen spiller fremragende, ligesom der skal være store roser til stykkets instruktør for hendes mere end vellykkede opdatering af den evigt aktuelle Strindberg og Palle Steen Christensen for hans minimalistisk geniale scenografi.
En moderne tragedie som frisk og vedkommende teater.

Frøken Julie af August Strindberg. Instruktør Mia Lipschitz. Spiller fra 29. januar til 7. marts på Raffinaderiet i Odense.

Kan du lide, hvad du læser?

Hjælp Arbejderen med fortsat at levere gedigen
rød journalistik:

Abonnér

eller giv et bidrag via


87278


04. feb. 2009 - 00:00   30. aug. 2012 - 22:11

Kultur