I sidste uges skærveknuser skrev jeg, at universelle menneskerettigheder aldrig har eksisteret andet end som et luftigt ideal. Det er der jo mange, der mener, fra de traditionsbevarende konservative til de revolutionære marxister

af Kjeld Stenum
For eksempel den betydningsfulde jødisk-tyske filosof Hannah Arendt, der flirtede lidt med begge disse politiske filosofier, skrev således, at konservatismen i hvert fald havde ret i den ene ting, at det aldrig i historien var sket, at menneskeretten lå til grund for borgerretten. I praksis havde det altid været sådan, at man skulle have borgerret, før man kunne få menneskeret, i stedet for omvendt.
Det er jo sådan set også, hvad jeg skrev i sidste uges skærveknuser, og det mener jeg for så vidt også, i hvert fald hvis vi med menneskerettigheder mener juridiske rettigheder. Altså hvis disse rettigheder har været nedskrevet i landes love eller forfatninger eller i mellemstatslige overenskomster.
Men ud over som juridisk sanktioneret ret kan man også tale om den universelle menneskeret som en moralsk fordring, som menneskene i større eller mindre udstrakt grad praktiserer imellem sig uden direkte at være lovmæssigt forpligtet på den. Og sådan en fordring mener jeg er meget ældre og meget mere grundlæggende end borgerlig anerkendt ret. I et vist minimalt omfang må vi nødvendigvis praktisere sådan en fordring for overhovedet at danne samfund, og uden at arbejde sammen i samfund var den fysisk svage og sårbare abe-art homo sapiens ilde stedt.
Hannah Arendt følger de konservative en smule videre end til den blotte konstatering af, at borgerret historisk altid har ligget til grund for menneskeret.
Hun giver dem nemlig også ret i, at hvis man omvendt forsøger at lægge idealet om menneskeretten til grund for borgerretten, som det forsøgtes i den franske revolution, eller som det i princippet gøres i den amerikanske uafhængighedserklæring, er man allerede i gang med at ville tvinge virkeligheden til at være i overensstemmelse med ideerne, og det er ingen tilfældighed, at noget sådant ender i blod og totalitarisme.
Hvis pøbel og barbarer skal have samme grundlæggende værd som alle andre, forfalder alt også til pøbelvælde og barbari. Den konservative tanke er, at den eneste slags menneskeret, der kan have rækkevidde ud over den borgerlige stat, der garanterer den, er den, der bygger på borgerret, altså et produkt af for eksempel mellemstatslige overenskomster. Kampen for menneskeret skal være 'civiliseret', hvilket er latin for netop 'borgerlig'.
Her står jeg af. Som jeg ser det, er det borgerskabets kamp for at bringe menneskers krav om anerkendelse ind under borgerlig, civiliseret kontrol, og ikke kuede menneskers kamp for ret til at være mennesker, der skaber terror og blodsudgydelser.
Så længe samfundene har været klassedelte, har de undertrykte klasser med mellemrum måttet kæmpe for at blive fuldgyldigt anerkendte samfundsmedlemmer (borgere), fordi de magthavende klasser i kritiske stunder ellers forgreb sig på dem eller ofrede dem for at bjerge sig selv.
Samfund, der bygger på sådan en grundlæggende menneskelig forskelsbehandling, er mere eller mindre selvdestruktive, fordi den tillid mellem mennesker, der skal holde samfundene sammen, ødelægges. Kun ved at respektere hinanden kan vi opbygge den tillid, og er der nogle, der lukkes ude fra den respekt, er det kun samfundsgavnligt, ja nødvendigt, at de tiltvinger sig den.
Selv i klassesamfund må tilliden i et vist nødvendigt minimalt omfang være til stede. Kapitalisterne må overholde indgåede aftaler om et vist lønniveau, for eksempel. Taber vi tilliden til, at de vil sikre os den løn, vi har brug for, har vi ingen grund til ikke at gå i konflikt. Selv slaveejeren må behandle sin slave godt nok til, at denne har et minimum af tillid til egen overlevelse, ellers har slaven intet at tabe ved at gribe til oprør.
Hvis de magthavende, som eksempelvis israelerne gør mod palæstinensernes områder, hele tiden forgriber sig på indgåede aftaler, kan de undertrykte, her palæstinenserne, ikke have tillid til, at israelerne under dem fremtidig overlevelse overhovedet. Og det er det og ikke religiøs fanatisme, der skaber selvmordsbombere.
Det er ikke disse oprør, ikke engang selvmordsbomberne, der er det virkeligt destruktive. Det virkeligt destruktive er den nedbrydning af tillid, som foregår i magthavernes daglige praksis.
Oprørene fremtvinger tværtimod den mellemmenneskelige respekt, der er nødvendig, for at samfundene kan fungere. I en meget grundlæggende forstand er netop dette kamp for universel menneskeret, for den handler om, at alle, der lukkes ude fra anerkendelse som mennesker, skal anerkendes. Og denne de ikke-menneske-anerkendte menneskers kamp for at blive regnet som mennesker har eksisteret lige så længe, som menneskene har dannet samfund.
Vi kan eksempelvis læse om den hos de græske stoikere, som mente, at det var forkert at skelne mellem barbarer og medlemmer af det græske politiske fællesskab; vi kan læse det i kristendommens fordring om, at alle og ikke kun et udvalgt jødisk folk er lige for Vorherre. Senmiddelalderens bønder kæmpede mod kirkevældet for at blive regnet som mennesker; den tidlige kapitalismes slaver gjorde oprør mod deres herrer; og den sene kapitalismes arbejdere har kæmpet imod, at industriens kapitalister reducerede dem til dyr.
Stod det til de konservative, var det en kritik imod de fornedredes kamp imod den menneskelige fornedrelse, at denne kamp er uciviliseret.
'Uciviliseret' i den bogstavelige betydning uborgerlig er den jo, da det netop er dem, der ikke er anerkendt som borgere, der må føre den. De konservartive mener, det skal være borgerne. Altså magthaverne. Men det er det jo allerede. Det er det, der fører mod katastrofen.