Med det nye album ¤¤Leaving on a Mayday¤¤ fra i år har Anna Ternheim fundet sin helt egen plads i den svenske dronningerække

af Mikael Strandbech
Debuten fra 2004 hed 'Somebody Outside'. Siden fulgte 'Separation Road' i 2006. Og med det nye album 'Leaving on a Mayday' fra i år har Anna Ternheim fundet sin helt egen plads i den svenske dronningerække af moderne kvindelige vise/ pop/blues sing and songwriters. Et sted mellem Stina Nordenstam og Sophie Zalmani.
Dramatiske strygere, der spiller små melankolske temaer, symfoniorkester lydende trommer spillet af Steve Shelley fra Sonic Youth, og en virkningsfuld brug af kor præger sangene. Hertil føjes en mere traditionelt brug af akustiske instrumenter som bas, klaver og guitar. Tempoet er langsomt til middel.
Bjørn Yttling har produceret, som han tidligere har gjort for Lykke Li og Taken by Trees.
Anna Ternheims stemme er lys og naturlig, og trods sit begrænsede omfang, rummer den sin egen følelsesfulde sikkerhed. Teksterne kredser om kærlighed og åndelighed.
'We go blind when the stakes are high' (vi bliver blændet når indsatsen er høj) lyder det i sangen 'Damaged Ones' (De beskadigede).
Men uden midler er Anna Ternheim ikke: 'I want to get even, and get every bastard from the past. Let it rain. Rain on me' (Jeg vil gøre op, og finde hver en bastard fra fortiden. Lad det regne. Regn på mig) som hun synger i den afskallede 'Let it rain'.
Selv om sproget er engelsk kan den svenske melankoli slet ikke holdes nede. Drømmende og Sejt. Skoven kalder.

Anna Ternheim: Leaving on a Mayday. Universal.