¤¤Breaking the Waves¤¤ er teater når det er bedst. Vi er vidne til lyst, håb, tragedie og fortabelse på en måde så tårerne presser sig på, hvis de da ikke får frit løb. Storslået, gribende og smukt

af Bjarne Nielsen
Da Lars von Trier kom med filmen 'Breaking the Waves' var det en milepæl i filmkunsten og vandt velfortjente priser i Cannes. Nu har Odense Teater fået mod på at præsentere historien i Vivian Nielsens ubarmhjertigt gribende sceneversion og med Kasper Wilton som instruktør.
Historien, som reelt er et kærlighedsdrama, foregår i et lille calvinistisk samfund i 1971, i det nordlige Skotland, hvor de lokale tror på, at alle mennesker er prisgivet Guds nåde og at nogle frelses medens andre fortabes, ikke på grund af vilje, tro eller dyd, men fordi Gud suverænt afgør det.
Det er et samfund hvor alt fremmed er uvelkomment, hvor kvinder skal tie i forsamlinger, og kirkeklokker er forbudt, fordi det er i ånden og ikke i musikken man skal være stærk!
Vi møder den unge, lidt enfoldige Bess, der er dybt forelsket i den noget ældre og mere modne borebisse Jan.
Det vækker modstand hos de lokale, da hun gifter sig med ham - en udefra. Hun får udforsket sin seksualitet, oplever en opblomstring og gennem sanseligheden og i samhørigheden med sit livs kærlighed, lykken. Hun mærker livet, et pust udefra, hvor skulle det ellers komme fra, men har svært ved at klare det, når Jan er på boreplatformen. Hun savner han til vanvid og trygler Gud om at sende ham hjem til hende.

Jan vender hjem
Hun vil trods sin fromhed ikke underkaste sig de mørke kræfter, der kræver hun accepterer Jans fravær. Da han kommer ud for en ulykke og vender hjem, lam i kroppen, sættes hendes kærlighed på prøve.
Hun er overbevist om, at det er hendes bønners skyld og beslutter sig, i al sin skyldfølelse, for at gøre ham rask igen. Med en sjælden, ren og ubetinget tro på Gud og kærlighedens helbredende kraft, ofrer Bess sig for sin elskede.
I afmagt og for at genvinde kærligheden kræver/beder den gudløse Jan hende om at finde en anden mand at elske. I troen på, at hendes offer kan hjælpe og udrette mirakler, begiver den enfoldige men kærlighedshungrende Bess sig ud i yderst tvivlsomme foretagender med fremmede mænd fra de omkringliggende byer.
Hun er villig til alt, også at dø for kærligheden.

Eksistentielle spørgsmål
Stykket stiller alle de eksistentielle spørgsmål og bryder med de traditionelle teaterkonventioner, for ind i mellem træder en skuespiller ud af rollen for at kommentere handlingen eller sin karakters handling. Meget spændende.
En anden dristig ting er hvorledes dramatiker og instruktør lader flere scener udspille sig på en gang. Vi kan som publikum på en og samme gang følge med i, hvad der sker på Jans sygestue, hos lægen og hjemme hos Bess` mor.
Cecilie Stenspil, som er uddannet på Odense Teater og i øjeblikket kendes fra tv-serien 'Livvagterne', spiller en aldeles fremragende Bess, med brændende øjne og skiftende kropsholdninger. Naiv, søgende, klartseende, sart og stærk.
Den antireligiøse Jan, med appetit på livet, er i Anders Gjellerup Kochs krop ligeledes fantastisk. I scenerne som sengeliggende fylder han alene med stemmen skiftende fra blid og resignerende til vildt desperat, scenen.

Større end døden
Scenografien af Søderberg er enkel og fremmer ordenes betydning. Musikken er tidsaktuel musik af David Bowie, Jetro Tull og Deep Purple, der virker som kontrast i de ordløse stunder. Kun til brylluppet hører vi en sækkepibe.
Stykket rører som nævnt ved alle de eksistentielle spørgsmål, men lader svarerne være op til den enkelte, bortset fra at vi alle må træffe valg og handle derpå. Kampen for liv og kærlighed er større end døden. Så selv om Bess voldtages og myrdes, fremstår stykket som en smuk kærlighedserklæring til - kærligheden.
'Breaking the Waves' er teater når det er bedst. Vi er vidne til lyst, håb, tragedie og fortabelse på en måde så tårerne presser sig på, hvis de da ikke får frit løb. Storslået, gribende og det smukkeste undertegnede nogensinde har set på et teater!

Breaking the Waves. Instruktør: Kasper Wilton. Scenografi: Erik Søderberg. Odense Teater frem til 14. marts.