10 Jun 2025  

KBH: Let skyet, 10 °C

Carsten Bang - Døden har en årsag

Carsten Bang - Døden har en årsag

Tirsdag, 10. februar, 2009, 00:00:00

¤¤Bang! Jeg er død¤¤ er et forsøg på at sætte den naturlige død under en komisk lup. Men også fitness-trænende pensionister og Dansk Folkeparti får et par svirp med på vejen

af Gert Poder
Trommen i Hørsholm Bibliotek var stoppet til bristepunktet, da stand-up komikeren Carsten Bang havde premiere på sit nye one-man show 'Bang! Jeg er død'.
Frem til 4. april gør Carsten Bang landet over tykt grin med døden som tabu. Og benytter lejligheden til at gøre grin med alt fra fitness-trænende pensionister til Dansk Folkepartis patent på danskheden.
- Jeg ved ikke, om Pia egentlig har tænkt over, at Dannebrog faldt ned i Estland. Det er jo et indvandrerflag, som er kommet og har taget arbejdet fra nogen andre, joker Carsten Bang.
Han formår om nogen at nedbryde afstanden mellem scenen og gulvet med publikum. Som en trapez-artist flyver han i næsten to timer frem og tilbage mellem tilværelsens naragtighed. Det giver ofte grinagtige luftture. Men bag det hele lurer alvoren - angsten for døden.
- Fra vi bliver født til vi begynder at øve os i at dø går der ikke lang tid, filosoferer Carsten Bang. Han undrer sig over, at vi ikke dør, men er 'stille sovet ind', 'ikke længere iblandt os' eller 'gået bort' i avisernes dødsannoncer.
Det er et intelligent og gennemresearchet show, der ikke er bange for at gå fra hjernen til underlivet og tilbage igen. Men det er ikke altid lige morsomt.
Hver gang Carsten Bang vender tilbage til døden som tabu trækker tilskuerne vejret dybt og tænker 'åh nej, nu igen'. For som han siger: 'Prutter og døden er vore største tabuer'.
Prutterne kan vi rødmende grine af. Men døden skal have en årsag.

'Bang! Jeg er død'. Stand-up show med Carsten Bang. Frem til 4. april. Læs mere på fbi.dk

Kan du lide, hvad du læser?

Hjælp Arbejderen med fortsat at levere gedigen
rød journalistik:

Abonnér

eller giv et bidrag via


87278


10. feb. 2009 - 00:00   30. aug. 2012 - 22:11

Kultur