Det morsomste, fastholdt han, var et par troende som forvildede sig ud i en vidtløftig teologisk snak i stil med den evindelige strid om kejserens skæg

af Aske Bøgekrat, marskandiser
Det var en temmelig dødssyg onsdag. Eller var det mig, der var dødssyg? Det forkerte ben og hvad man ellers sådan siger.
Jeg havde netop sat vand over til formiddagskaffe, da butikkens dørklokke gik. Mortensen! lød det ud til mig i baglokalet, så jeg blev hvor jeg var.
En tætbygget gråhåret mand viste sig i døren. Kedlen begyndte at fløjte og jeg sagde: Smid tøjet.
Mortensen krængede sin ulster af og afslørede derved en påklædning, som fik en til at tænke på Anden Verdenskrig: Holmens bukser og sømandstrøje. Han var ganske vist født efter krigen, fem minutter efter, plejede han at sige: et mørklægningsbarn.
I kvarteret gik han blandt kammerater under navnet 'Den flyvende hollænder'. Det sigtede dels til hans tid som sømand, dels til hans højrøstede ateisme, som han udfoldede når han blev passende provokeret. Og det blev han ofte af Danmarks Radios folkekirkepropaganda.
Det morsomste, fastholdt han, var et par troende som forvildede sig ud i en vidtløftig teologisk snak i stil med den evindelige strid om kejserens skæg. En præst i skarpt trav med en gudelig disponeret dame i hælene som afkrævede ham en forklaring på det uforklarlige, som for eksempel treenigheden, og som ikke opgav ævred før den stakkels mand befandt sig i tæt tåge, hvor han stablede den ene urimelighed oven på den anden - den slags var blandt hans favoritter.
Jo mere utrolige og uforståelige præstemandens udredninger blev, des bedre syntes Mortensen om dem. Fænomenet med den eneste gud, der er tre guder og alligevel kun en, mindede ham om visse politikere, som løb i flere modsatte retninger på samme tid og alligevel gjorde krav på at fremstå som troværdige, og som fik en dybere stemme, når de kronede usandhed nummer to med usandhed nummer tre.
Skal vi ikke have noget til kaffen? spurgte Mortensen.
Jeg tog en pakke chokoladekiks fra skabet, og selv om dét ikke kan kaldes et traktement, gjorde han ikke vrøvl. For at gøre vrøvl ville være ensbetydende med at skulle tage ulsteren på igen for at gå til bageren.
Den gamle sømand foretrak i dag baglokalets sikre havn.