Bogen ¤¤Husbestyrerinde søges¤¤ fortæller om et næsten forsvundet kvindejob. Det mest spændende er de ni kvinder, der selv beretter om deres liv som husbestyrerinde

af Hanne Rosenvold
Husbestyrerinde - for blot et par generationer siden et ikke ualmindeligt erhverv for mange kvinder. Det var i en tid, hvor de fleste kvinder blev forsørget af en mand, og jobbet som husbestyrerinde betød et alternativ for tusinder enlige kvinder og ikke mindst: enlige mødre.
I en tid uden - eller med meget få - daginstitutioner var det for mange enlige kvinder nærmest umuligt at passe et job, hvis de var alene med et barn eller to. Men jobbet som husbestyrerinde gav nogle muligheden for at tjene til livets ophold samtidig med at de kunne beholde børnene.
I andre tilfælde var husbestyrerinden en aflastning for fine fruer eller karrierekvinder.
Bogen 'Husbestyrerinde søges!' fortæller dels alment om jobbet som husbestyrerinde, men det mest spændende er de ni kvinder, der selv beretter om deres liv som husbestyrerinde.

Enlig mor
En af dem er Vivi, som fortæller om hvordan det gik til, at hun i 1968, som 25-årig, blev husbestyrerinde hos den 53-årige gårdmand Kristen ved Tarm i Jylland. Historien starter på husdyrmarkedet i Grindsted og Vivi fortæller:
- De to bønder kom til at snakke om, at jeg stod alene med mine to små piger og ledte efter et godt sted at være husbestyrerinde. Hos én, som ikke ville have noget imod at få et par børn i huset. Det måtte være noget for Kristen Eskildsen, mente de og på den måde blev kontakten knyttet. Ja, man kan vel nærmest sige, at mine piger og jeg blev afsat i en svinehandel.
- Det var en god handel, synes jeg godt, jeg kan sige i dag. Kristen var en rolig og rar mand, glad for børn. Pigerne fulgte ham i hælene, især den lille. Siden blev han også en rigtig god ven for mig. Ligesom jeg var Kristen meget interesseret i at læse, og vi har diskuteret mange bøger med hinanden. Eller samfundsrelevante emner. Enige var vi langtfra altid - jeg er Socialdemokrat, Kristen stemte Venstre - men vi var gode samtalepartnere. Det kom jeg til at sætte pris på i årenes løb.

Bidrag til kvindernes historie
Den enlige mor, da fik muligheden for at beholde sine børn via jobbet som husbestyrerinde, var bestemt ikke ualmindeligt. Andre blev husbestyrerinder fordi de fik behov for at forsørge sig selv. Som årige Grethe Jensen, der så sent som i 1987 blev ansat som husbestyrerinde hos en aldrende fabrikant, der netop havde mistet sin hustru.
Grethe Jensen var tidligere lægesekretær og borgmesterfrue, men nu mærket af en hård skilsmisse, krise og sygdom. Grethe Jensen fortæller:
- Nej, vi kendte ikke hinanden i forvejen, men selvfølgelig vidste jeg, hvem Charles Christensen var. Det gjorde alle i Sydsjælland. Han var jo den store succeshistorie. Knægten fra det lille husmandssted, der startede med at arbejde i tørvemosen, opfandt røvskubberen (en knallert) og senere fik succes med sine haner til olieindustrien.
- Jeg behøvede ikke have ret meget med, for lejligheden, jeg flyttede ind i, var fuldt møbleret. Jeg tror, det på en måde var der, det gik op for mig - som 49-årig, fraskilt og endnu præget af en langvarig depression - at single-livet også kan have sine gode sider. I dag kunne jeg ikke drømme om at give afkald på den status. Jeg nyder i den grad at være min egen herre og gøre, hvad jeg har lyst til.
Men sine autentisk kvindefortællinger er bogen et vigtigt bidrag til kvindernes Danmarkshistorie. Den giver endnu en brik til at forstå kvindens stilling, også i dag. Den slags har vi ikke for meget af og derfor kan den kun anbefales.

Helle Juhl: Husbestyrerinde søges..., Ni kvindefortællinger fra det 20. århundrede. 180 sider. 249 kroner. Gyldendal.