Volden er ikke først og fremmest noget, der findes i menneskenes nære relationer; vold findes først og fremmest i forholdet mellem samfundsklasserne

af Kjeld Stenum
Når jeg i disse tider ikke kan lade være med at bruge meget af cykelturene til arbejde til at spekulere over vold, er det ikke på grund af historierne om gadeskyderier og hjemmerøverier, som borgerlige medier og politikere bruger for at fyre op under kravet om mere ordensmagt og mindre retsstat. Men på grund af den vold, der er en del af vores dagligdag.
Hvis man befinder sig i en tvangssituation, er man udsat for direkte eller skjult vold. Befinder jeg mig da i en tvangssituation, som jeg kommer cyklende der? Ja, det gør jeg da. Jeg er nødt til at tjene mine daglige penge, det er derfor, jeg cykler der. Og jeg tjener mine penge ved at producere ting, som jeg absolut synes burde prioriteres lavere på listen over, hvad vi bør bruge vore ressourcer på at producere.
Volden opdager jeg nok, hvis jeg arbejder tilstrækkelig målrettet på, at beslutningerne om produktion og fordeling er en opgave for hele samfundet og ikke bare min arbejdsgivers sag. Jeg opdager måske volden alligevel uden direkte at opsøge situationer, der fremprovokerer den.
Hvis jeg for eksempel mister mit arbejde, eller hvis økonomiske stramninger gør det umuligt for mig at klare mine gældsforpligtelser. Den slags ting har vi jo særlig grund til at frygte i disse tider. Og hvad kommer bagefter? Jeg kan jo se, at end ikke denne begrænsede vold kan løse kapitalisternes problem. Derfor trænger tanken om vold sig på.
Den franske filosof og forfatter Jean Paul Sartre, som var meget berømt for nogle årtier siden, er én af dem, der har skrevet om dagligdagens vold. For Sartre var vold specielt knyttet til menneskelige relationer. Med vold kunne det ene menneske tvinge det andet menneske til at blive middel eller redskab for sin vilje.
Men ingen vold kunne tvinge en flyvemaskine til at flyve; i forhold til naturen måtte menneskene indordne sig under dens love i stedet for at forsøge at betvinge dem. Til gengæld var volden allesteds-nærværende i menneskelige relationer. Den var nærmest et eksistensvilkår.
Som han så den verden, han levede i, kunne et menneske kun realisere sin frihed ved voldeligt at reducere sine medmennesker til midler. Derfor blev selv kærlighed uundgåeligt til magtkamp, og erotik til voldtægt. Ja selv børneopdragelse blev reduceret til noget i retning af afretning: Forælderen udnyttede sin autoritet til at begå vold mod barnets frihed til at forholde sig til verden på sin egen måde og manipulere det til at følge samfundets etablerede spilleregler. Helvede var de andre.
Fra min ungdom kan jeg huske, at Sartres verdensbillede havde appel. Jeg oplevede det som sagde dette om den allesteds-nærværende vold noget dybt sandt om menneskene. Og jeg kan jo ikke have været den eneste, der oplevede det, for Sartre blev verdensberømt, i hvert fald i hele Vesteuropa, på at skrive om det.
Nu, hvor mine mange bekymringer om dagligdagens vold har fået mig til at genlæse ham, synes jeg ikke længere, hans verdensbillede appellerer. Jo, det er sandt nok, at volden er noget allesteds-nærværende; selv når jeg cykler til arbejde, er den jo til stede. Men jeg synes ikke længere, han har ret i, at det først og fremmest er i vore nære relationer, den findes.
Jeg optræder ikke voldeligt i forhold til mine makkere, og de optræder ikke voldeligt i forhold til mig, tværtimod bestræber vi os på at respektere hinanden og hjælpe hinanden til at klare os. Jeg har aldrig følt det som en opgave at lære min datter at bøje sig for samfundets spilleregler frem for at tænke over dem, og jeg håber og tror heller ikke, hun har oplevet det sådan. Og skal jeg dømme efter nutidens selvbevidste og kritiske unge, er jeg langtfra den eneste forælder, der har haft det sådan.
Hvad kærlighedsforhold mellem voksne angår, så forvandler de sig da mange gange til magtkampe. Men de gør det langtfra altid. Og når de gør, vælger parterne nok oftest at gå hver til sit.
Måske har tiden forandret meget, siden Sartre skrev sine ting. Men jeg synes også, han havde uret. Volden er ikke først og fremmest noget, der findes i menneskenes nære relationer; vold findes først og fremmest i forholdet mellem samfundsklasserne. Mellem ejere og besiddelsesløse, mellem magthavere og afmægtige.
Sartre mente, at med vold var det muligt for et menneske at reducere medmennesket til middel. Og han mente, at det ikke var muligt at øve vold på naturen. Jeg mener, han havde lidt uret i begge dele. Det giver mening at tale om vold i forhold til naturen; for eksempel er megen kemisk industri et eksempel på, at mennesket bruger én del af naturen til at begå vold imod en anden del.
Så er det da sandt, at 'straffen' også følger på lidt længere sigt, for eksempel i form af ødelæggelse af den økologiske balance. Men vi mennesker er jo også naturvæsener. Godt nok nogle af de mest fleksible, naturen har frembragt, men dog naturvæsener med uomgængelige fysiologiske og sociale behov, som må opfyldes, hvis vi skal overleve.
Vi må have mad, og vi må have rum til at lære os selv kommunikation og samspil i samfund for ikke at forgå. Slaveejeren kan ikke selv med den grusomste vold reducere slaven så meget til middel, at han ikke behøver respektere slavens fysiske behov. Barnet kan ikke lære så grundlæggende en ting som sprog med vold, kun med kærlighed.
De tyske nazister kunne muligvis ved hjælp af vold få uddannede sangere til at underholde sig med klassisk skønsang i deres udryddelseslejre. Men ingen vold kan lære mennesket at synge klassisk skønsang. Ingen vold kunne få en Einstein til at udtænke en relativitetsteori. Ingen vold kan bibringe os det høje uddannelsesniveau, den moderne kapitalisme selv efterspørger, det kan kun lyst.
Vold er det, den ene samfundsklasse kan begå imod den anden, når disse klasser er tilstrækkeligt isolerede i forhold til hinanden. Forvandles klasserelationer mellem mennesker til nærrelationer, vil den voldelige tilstand have svært ved at overleve.
Vi er ikke helvede for hinanden, vi realiserer både hinandens frihed og vores fælles frihed ved hinandens hjælp.