07 Jun 2025  

KBH: Let skyet, 10 °C

Med rygsæk i efterkrigstidens ruiner

Med rygsæk i efterkrigstidens ruiner

Onsdag, 25. februar, 2009, 00:00:00

Et er at fortælle om krigens rædsler, noget helt andet er berette om, hvordan man byggede op igen. Det beretter Aage Staffe engageret om i sin bog ¤¤Vagabond i Europas ruiner¤¤

af George Zeuthen
Der er skrevet rigtig mange erindringer fra Anden Verdenskrig og besættelsen af Danmark, men ikke mange om, hvordan årene efter foråret 1945 blev oplevet. Desværre, for et er at fortælle om krigens rædsler, noget helt andet er berette om, hvordan man rundt om i Europa byggede de forskellige samfund og nationer op igen.
Ved at udfylde noget af det hul hilses Aage Staffes lille bog 'Vagabond i Europas ruiner' velkommen.
Som 17-årig lærling blev Aage Staffe partisan i KOPA - Kommunistiske Partisaner, det senere BOPA. Det første halve år formåede han at opretholde en legal tilværelse, men var så nødt til at gå under jorden som illegal sabotør. Først ved befrielsen trådte han frem igen, dybt desillusioneret over måden, som samfundet behandlede dem på, som med livet som indsats havde bekæmpet besættelsesmagten.
Trods uvilje mod smedeerhvervet stod han sin læretid ud og besluttede sig så for at rejse ud i verden. Som en af datidens rygsæksrejsende var det ikke fjerne kontinenter, som Staffe rejste i, men forskellige europæiske stater: Norge, Sverige, Tyskland, Jugoslavien og flere andre.
Staffe var af sted både som almindelig turist og som deltager i arbejdslejre. Men uanset om rejsen gik til det rige Sverige eller det krigshærgede Tyskland, beskriver Staffe sine oplevelser med stor humor og indsigt.
Bogens sidste afsnit er helliget begyndelsen af Staffes familieliv med den Lilian, som han netop nu fejrer diamantbryllup med.

Åge Staffe: Vagabond i Europas ruiner. Pris 150 kroner. Forlaget BOgPArtisanen.


BOgPArtisanen
Da Aage Staffe blev pensioneret og erklæret invalid, 55 år gammel på grund af krigstraumer, gav han sig til at skrive om sine oplevelser under krigen.
Han blev imidlertid træt af velmenende skulderklap fra forlag og fonde, som alligevel ikke ville udgive hans bøger. Derfor startede Aage Staffe sit eget forlag.
Staffe debuterede som forfatter med erindringsbogen 'En smededreng går til modstand'.
Siden er udgivet otte temabøger med den overordnede titel: Terror- Krig - Fred. Samt andre bøger om liver i Danmark.
Aage Staffe skriver: 'Formålet med udgivelsen af mine bøger og vore hjemmesider (www.befrielsen.dk) har været at give dansk ungdom mulighed for at få viden om, hvorledes modstandskampens virkelighed var for den aktive del af dansk ungdom, også efter at vi har sat træskoene. Historiefrisørere har for skattekroner, som blev bevilliget og betalt af politikere, tegnet et skønmaleri - og dermed skabt myter om samarbejdspolitikkens værdier - men har bevidst forbigået at påvise samarbejdspolitikkens ofre og omkostninger'.
Læs mere på: www.bogpartisanen.dk
På hjemmesiden findes Staffes bøger som pdf-filer samt en masse andet materiale om besættelsen, som frit kan downloades til brug i undervisningsøjemed eller til debat.

Kan du lide, hvad du læser?

Hjælp Arbejderen med fortsat at levere gedigen
rød journalistik:

Abonnér

eller giv et bidrag via


87278


25. feb. 2009 - 00:00   30. aug. 2012 - 22:11

Kultur