´Mænd der hader kvinder¤¤ skuffer ikke. Udover at være en nervepirrende krimi diskuterer filmen også temaer som ondskab, kapitalisme, hævn og individets valg
af Mikael Strandbech
I mindst 100 biografer over det danske rige inklusive Færøerne og Grønland får Niels Arden Oplevs film 'Mænd der hader kvinder' premiere i dag, fredag.
Forventningerne til filmen er voldsomme, godt hjulpet af en flere måneder lang optaktskampagne, et gigantisk salg af Stieg Larssons bog både i Danmark og i resten af verden, men især fordi så mange læsere har fået et næsten passioneret forhold til en af hovedpersonerne i bogen, nemlig Lisbeth Salander.
Og filmen skuffer ikke. 'Mænd der hader kvinder' vil uden tvivl blive en af de meste sete film i lang tid. Det er på mange måder glædeligt, da filmen udover at være en brandspændende og nervepirrende krimi, også diskuterer temaer som ondskab, kapitalisme, hævn og individets valg, samt byder på en lang række stærke skuespillerpræstationer.
Journalist og punkhacker
Den venstreorienterede journalist Mikael Blomkvist, spillet med stor varme og følsomhed af den svenske skuespiller Michael Nyqvist, samarbejder med den socialt inkompetente, tatoverede punkhacker Lisbeth Salander, spillet af en ligeså svensk og hårdkogt og i glimt bambiblød Noomi Rapace, om at opklare et 40 år gammelt mord.
Industrimanden Henrik Vanger har ansat Mikael Blomkvist, der har taget orlov fra sit arbejde på det erhvervskritiske og idealistiske tidsskrift 'Millenium', da han er dømt til fængsel for falsk bevisførelse mod finansmanden Wennerstrøm.
Lisbeth Salander, der arbejder på et sikkerhedsfirma, sjovt nok med at bryde sikkerkedskoder, fatter sympati for Mikael Blomkvist, efter at hun har overvåget ham på bestilling af Henrik Vanger.
Angående Henrik Vanger, så prøv at bytte om på g og n i hans efternavn, og erstat v med dobbelt w. Og associerer herefter frit videre, så er en del af løsningen om den pilrådne Vanger familie indenfor rækkevidde.
Nedtoner kapitalismekritik
I forhold til bogen kan man beklage, at filmen nedtoner den ætsende kritik af en grådig kapitalisme. Og helt fraværende er Stieg Larssons opråb til en bovlam erhvervsjournalistik. Ligesom Mikael Blomkvists seksualliv er gjort en smule mere bornert. Det må man læse sig til i stedet.
Filminstruktør Niels Arden Oplev seneste film 'To verdener' fra 2008 om pigen Tabita og den religiøse sekt Jehovas Vidner, og 'Drømmen' fra 2006 om et opgør mod magtfuldkomne lærerautoriteter, er begge brede, realistiske film med bid i. Bidet denne gang er godt og vigtigt, men er hovedsagligt koncentreret omkring hovedtemaet mænd der hader kvinder.
Mænd der hader kvinder. Instruktion: Niels Arden Oplev. Premiere i dag.
Kan du lide, hvad du læser?
Hjælp Arbejderen med fortsat at levere gedigen
rød journalistik:
eller giv et bidrag via

87278