Dario Fos klassiker, ¤¤De betaler ikke. Vi betaler ikke¤¤ er blevet moderniseret af Dario Fo selv og Bent Holm har oversat til dansk, med hip til aktuelle danske samfundsforhold

af Nick Bruun
'De betaler ikke! Vi betaler ikke!' er en klassiker af Dario Fo. Stykket er skrevet i 1974, i et Norditalien præget af store arbejdskampe og stort sammenhold i fagforeninger og arbejderbevægelse.
Det var et Italien med store og markante konflikter og en politisk kamp, hvor militære bevægelser på højre- og venstrefløjen også var på scenen.
Stykket er på mange måder forankret i dette scenario, 70`ernes Italien, hvor samme vilkår dannede grobund og solidaritet mellem tusinder af ligesindede arbejdere og skabte grobund for fælles aktioner.
Springer vi frem til vores tid og op til vores land i nord, er der ikke samme aktionsenhed og samling omkring den faglige kamp eller solidaritet.
Samlingen ses først og fremmes omkring sport, tv, musik - og en enkelt gang imellem ved en folkeafstemning eller et valg, hvor vinden går magten i mod.
Så selv om stykket er omskrevet/fremskrevet så er det først og fremmest et blik ind i datidens Italien. Og så er det Dario Fo. Det er den ægte vare Gladsaxe Ny Teater viser på scenen.
For dem der kender Dario Fo, er det en fornøjelse at se et af hans klassiske stykker så velspillet. For dem der ikke kender Fo, er det en glimragende chance for at se hans skuespil - hans spillestil, hans måde at lave teater på - og den er unik og fantastisk.
Historien udspringer af en ta-selv-aktion på grund af stigende fødevarepriser. Resten skal ses.

Dario Fo
Dario Fo er 82 år, men stadig aktiv. Han er norditaliener, og begyndte tidligt at lave teater. Altid med samfundsforholdene i centrum. Og altid med øje for det komiske, groteske, vulgære og paradoksale.
Sammen med konen Franca Rame, der stammer fra de omrejsende teaterslægter, har han altid ladet sig inspirerer af historiefortællingens kunst. Fo har tilsat sin egen groteske komik, og benyttet sig af historiske spilleteknikker - så som at tale sort (Gramelot) højtudviklede mimeteknikker og rablende vanvid. Og respektløs omgang med historiske facts og sandheden som sådan. Men altid med den udbyttede i fokus og hovedrolle.
Dario Fo har været utrolig produktiv, og har både skabt store teaterforestillinger, men også en stribe fantastiske monologer. Mange husker sikkert 'Tigrene', fra en DR-optagelse fra

Gladsaxe Ny Teater
På scenen i Gladsaxe Ny Teater er der sat kendte, dygtige kræfter: Preben Kristensen er Giovanni, den regelrette arbejder, med den 'omstillingsparate' og påhitsomme kone Antonia, spillet af Lisbeth Dahl.
Den yngre, lidt enfoldige veninde Margherita spilles af Michelle Bjørn-Andersen og hendes mand Luigi af Søren Hauch-Fausbøll. Og de gør det rigtig godt. Det er ikke deres skyld, at det kan være svært at huske dem ud af Cirkusrevyen og ind i Dario Fo-stykket. De har deres historie med sig, og fremkalder klap og grin hver gang de åbner munden, en noget speciel oplevelse.
Per Pallesen er ham der spiller alle de andre roller. Ensemblet formår at i kraft af deres store professionalisme og forrygende teknik at forløse de store krav til forvekslingskomik, slapstick, tricks og gimmicks, som Dario Fos stykke er stoppet med. Flot præstation.
Man må håbe at stykket kan redde Gladsaxe Ny Teater fra konkurs og lukning. Det har potentialet til fulde sale hver aften. Og så siges der ting fra scenen, som meget sjældent høres fra nutidens scener. Om bankernes rolle i dagens Danmark og i det hele taget en anden måde at anskue verden på end normalt.
Dejligt og befriende.

De betaler ikke! Vi betaler ikke! Af Dario Fo. Instruktion: Kasper Rostrup, Scenografi: Peter de Neergaard. Gladsaxe Ny Teater. Spiller frem til 3. april.