Problemet ved romanen, der ikke er en roman, er at den næsten bliver for privat. Men bogen provokerer og pirrer læseren - uagtet den endelige historie fortaber sig i dunkelheden

af Jens Fransen
Fire romaner har norske Hanne Ørstavik foreløbig fået udgivet i Danmark. Nu foreligger endnu en, der ved udgivelsen i hjemlandet i 2006 fik mange anmelderroser.
Bogen er skrevet i jeg-form og er mere et forsøg på at ville skrive en roman. Deraf også den tvetydige titel, 'kaldet - romanen'.
Den kvindelige hovedperson, der er nyskilt, ønsker at skrive en roman om sin farmor, der efter flere forsøg blev missionær i Kina, men karrieren blev kort. I stedet blev hun mor til syv børn.
For Ørstavik bliver dette også ved forsøget. Romanen bliver ikke skrevet.
Til gengæld er der mange - også vigtige betragtninger over farmoderens liv, kunsten at formulere sig og menneskeheden generelt.
Som hun siger i en samtale med den opdigtede? mystiske kvinde ,Bill, som hun fører mange samtaler med 'Den litterære offentlighed er jo ikke interesseret i litteratur, siger jeg til Bill.' (s. 110).
Et meget rammende og sigende spørgsmål.
Ved læsningen kommer man let til at tænke på vor egen M.A.Hansen, der i Løgneren jo også har en at fortælle til.
Og begge bøger er på hver deres måde en række af filosofiske overvejelser - her hos Ørstavik spiller Wittgenstein en ikke uvæsentlig rolle.
Som fraskilt og igen med farmoderen in mente spiller også kvinderollen med. Hvordan opnår man en form for fuldkommenhed? Gennem religion som farmoderen? Eller som den oplyste i vor tid? Der gives intet svar.
Problemet ved romanen, der ikke er en roman, er dog, at den næsten bliver for privat. Men bogen provokerer ikke mindst sprogligt. Den pirrer læseren uagtet den endelige historie, der ikke bliver skrevet, fortaber sig i dunkelheden.

Hanne Ørstavik: Kaldet - romanen. 176 sider. 249,95 kr. Forlaget Athene.