Fra 1936 og frem til 2002 købte Arbejdernes Kunstforening en bred samling af malerier og grafik, som blev vist på arbejdspladserne. Nu kan et udvalg ses på Arbejdermuseet

af Gert Poder
Folket var samlet i rigt mål i Arbejdermuseets festsal fredag den 20. februar. Anledningen til det store fremmøde var åbningen af særudstillingen 'Kunst for Folket', der løber frem til den 10. maj.
Dermed kulminerede syv års arbejde med at registrere og udvælge blandt de 367 malerier og 1444 stykker grafik, som Arbejdermuseet i 2002 fik foræret af Arbejdernes Kunstforening. Det er museets forskningsleder Hanne Abilgaard og kunsthistoriker Connie Hansen, der har udvalgt det bedste fra den omfattende samling.
De er desuden ansvarlig for den fornemme bog, der følger særudstillingen. Den fortæller historien om en af det 20. århundredes mest aktive og betydningsfulde kunstforeninger i Danmark.
Samtidig er der sat et punktum for 76 års arbejde med at 'udbrede kvalitetssans og kunstglæde i arbejderbefolkningen', som det hed i foreningens formålsparagraf.
Arbejdernes Kunstforenings historie er på mange måder sammenfaldende med arbejdernes egen historie fra midten af 1930`erne og frem til det nye årtusinde. Det er historien om en arbejderklasse, der også ville have noget pænt på væggen.
Det var Arbejdernes Oplysningsforbund, AOF, der i 1936 tog initiativ til at danne den første Arbejdernes Kunstforening. AOF var selv blevet dannet i 1924, året efter kom Arbejderens Radioforbund og i 1929 Dansk Arbejderidræt.

Trommesalskunst
På den tid huserede der i København en flok smarte forretningsfolk, der lokkede ukyndige arbejderfamilie til at investere i fiduskunst. Efter at flere ofre havde henvendt sig til avisen Social-Demokraten begyndte den nystartede forening at gå d`herrer efter i sømmene.
Den slags billeder var også kendt som 'trommesalskunst' efter to kunsthandlere, der indtil 1929 lå i Trommesalen lige over for Københavns Hovedbanegård. Herfra solgtes i hundredvis af skovsøer, grædende børn og vinterlandskaber.
Det viste sig, at en hær af agenter solgte værdiløse malerier på afbetaling i frokoststuerne på de københavnske arbejdspladser. Priserne var skyhøje og kunderne fik blandt andet at vide, at malerne var tilknyttet udstillingerne på Charlottenborg eller Den Frie på Østerbro.
I 1938 fik den mest aggressive malerisvindler, en grosserer Svend Hansen, ved Københavns Byret fire måneders fængsel. Selv om dommen senere blev forvandlet til bøde, satte den en stopper for den værste trafik med fiduskunst.
Sagen skaffede Arbejderens Kunstforening en ganske god gang omtale, især i arbejderbevægelsens aviser og tidsskrifter. Det satte skub i den nye forening, der begyndte med at sælge originallitografier til sine medlemmer.

Kunst fra fra midten
Særudstillingen 'Kunst til Folket' afslører to ting ved Arbejdernes Kunstforening, både den AOF-styrede og efter 1946 den selvejende institution. For det første var formålet ikke - måske bortset fra den første tid - at skabe og formidle en egentlig arbejderkunst.
Stridens æble var, om kunsten var et propagandamiddel, eller om arbejdere skulle hænge det, de selv kunne lide, op på væggen. Det var i længden den sidste opfattelse, der vandt og det bærer samlingen præg af.
På den anden side var de, der bestemte hvad kunstforeningen skulle tilbyde sine medlemmer, ikke meget for eksperimentel kunst. Man leder således - bortset fra Henry Heerup - forgæves efter værker i samlingen af dansk kunsthistories mest betydningsfulde gruppe: COBRA
Gruppens malere, der bestod af avantgardister fra København, Bruxelles og Amsterdam, blev anset for at være en tand for vild. Så arbejderklassen måtte undvære kunstnere som Asger Jorn, Ejler Bille, Else Alfelt, Sonja Ferlov Mancoba og Carl-Henning Pedersen.
En af årsagerne var indflydelsen fra en af kunstforeningens ildsjæle, Aksel Jørgensen, professor ved Statens Kunstakademi. Han troede på, at en kunst bygget på orden og harmoni ville fremme en socialistisk livsanskuelse.
De spontane malere blev dog ikke skubbet helt ud i kulden. Man tilbød således medlemmerne guidede omvisninger på deres udstillinger.

Den rigtige kunst
I det hele taget havde Arbejdernes Kunstforening travlt med at holde tungen lige i munden i sin opfattelse af kunst. For eksempel fik foreningen drøje hug, da den jordede populærkulturen og det banale som udtryksform.
Kunstnere som Asger Jorn og Henry Heerup forsvarede i slutningen af fyrrerne begge dele i et opgør mod den herskende klasses smagsdommeri. Det var et område, der vedblev at skabe konflikt.
Allerede ti år tidligere havde samfundsrevseren, journalisten og kunstkritikeren Rudolf Broby Johansen forsvaret folks ret til at købe, hvad de havde lyst til. De skulle bare ikke give mere end 15 kroner per kvadratmeter, hvilket efter Broby Johansens opfattelse var værdien af den slags arbejde.
Bag hele konflikten mellem kunst som kampmiddel eller sofahygge, som klassetilhør eller individuel frihed, lå det pædagogiske grundlag for Arbejderens Kunstforening. Tanken om at 'højne' arbejdernes bevidsthed var på mange måder oppe i tiden.
Men mange arbejdere var på vagt over for formynderi og alle tendenser, der signaliserede tvangsfodring med elitens smag. Derfor fortsatte balancegangen langt op i tresserne og halvfjerdserne.
En af de kunstnergrupper, der fandt vej til Arbejdernes Kunstforenings samling, er Corner. Dens traditionelle nære forhold til den danske natur og til danskerens jævne hverdagsliv er rigt repræsenteret på udstillingen.
Endelig i halvfjerdserne og firserne begyndte en ny indkøbs- og udstillingspolitik at slå igennem. Det skete især med et omfattende køb af værker fra den ekspressive kunstnergruppe Violet Sol.
Særudstillingen 'Kunst for Folket' er på godt og ondt et tværsnit af det socialdemokratiske samfunds- og livssyn, med sin beherskede optimisme og en god del snobben opad for den etablerede kunstverden. Alene det gør udstillingen værd at se.

Kunst til Folket. Særudstilling om Arbejdernes Kunstforenings samling af malerier og grafik. Arbejdermuseet, Rømersgade 22, København. Kan ses frem til 10. maj.