Det er i år 200-året for én af de nye videnskabers allerstørste, nemlig Charles Darwin, og samtidig 150-året for udgivelsen af hans hovedværk, bogen Arternes Oprindelse. Det er der mange medier, der fejrer her i Danmark. For vi danskere kan godt lide Darwin

af Kjeld Stenum
Nogle siger, det er fordi vi i Danmark siden Grundtvig har tradition for at holde videnskab for sig og religion for sig. Vi putter dem bare ind i hver sin verden, så konfronteres de aldrig og kan derfor heller ikke komme til at modsige hinanden, ligesom Jesus søgte at undgå konfrontationen med den romerske besættelsesmagt ved at hævde, at det rige, han talte om, var af en anden verden.
Andre steder er Darwin særdeles forhadt, blandt andet i store dele af USA. Darwins teori om evolution i stedet for skabelse virker nemlig meget provokerende på mange med religiøs verdensforståelse. Darwin var dog selv religiøs og forstod ikke, hans videnskab provokerede.
Der er dog også en del religiøse mennesker, der accepterer evolutionshistorien. Blandt andet er de nyreligiøse teorier om intelligent design fuldt forenelige med den biologiske udviklingshistorie, som jo af alle videnskaber fra molekylær-biologi og genforskning til fossil-geologien er så veldokumenteret, at de fleste af os har svært ved at tage alvorligt, at nogen kan betvivle den.
Intelligent design er kort fortalt teorien om, at udviklingen bevæger sig mod højere og højere orden, og at det kunne den ikke gøre, medmindre en overordnet intelligens (en Vorherre) styrede den mod denne højere orden. Hvorfor skulle den ellers udvise denne målrettethed?
Spørgsmålet er efter min mening også, om ikke Darwin selv fortolkede sin teori på cirka denne måde. Man kan let finde belæg for at fortolke Darwin derhen, at han anså udviklingen for at være en art trappestige, hvor mennesket var det allerøverste trin. Alligevel fortsætter han med at provokere religiøse mennesker. Hvordan kan det være?
Er det så vigtigt, om det er som skaber eller som udviklingens styrende hånd, Vorherre er nødvendig? Nej vel, det er ikke nemt at se, at det skulle betyde noget særligt.
Hvad provokerende er der dog i, at vores allernærmeste slægtning i dyreverdenen skulle være chimpanserne, og at vi er tættere beslægtet med disse aber, end de er det med for eksempel gorillaerne og orangutangerne? At vi skulle være aber og ikke på nogen måde 'andet' eller 'mere' end aber, med andre ord?
Det provokerende er nok, at vi - og især de religiøse iblandt os - helst vil opfatte os selv som andet og mere. Vi er i Guds billede. Og at Darwins evolutionsprincip siger, at det er vi ikke. I hvert fald ikke sådan som jeg læser Darwin. Evolutionsprincippet siger jo, at den bedst tilpassede altid overlever. Ikke at den højest udviklede overlever. At være bedst tilpasset er altid at være bedst tilpasset et bestemt miljø.
I et miljø som på Mars ville vi mennesker med al vores teknologiske know-how have særdeles få chancer for at overleve på sigt, mens de små 'primitive' bjørnedyr havde betydeligt lysere udsigter. Ingen vil jo tage dette som et argument for, at bjørnedyret repræsenterer et højere udviklingstrin end mennesket. Det er blot bedre tilpasset til for eksempel netop Mars-miljøet.
Vi mennesker er kun succes på den sjettedel af jordkloden, som ligger over havets overflade, og oven i købet kun denne sjettedels mest menneskevenlige egne. Og dette beviser på ingen måde, at vi skulle repræsentere noget specielt højt udviklingstrin.
For hvad mener man med 'højt', når man taler om udviklingstrin? Mener man 'særlig tilpasningsdygtigt til mange miljøer'?
Jamen i så fald var bjørnedyret vitterligt højere udviklet end mennesket, for bjørnedyret kan overleve de mest ekstreme forhold, den grønlandske indlandsis, ja selv det ydre rum. Vi mennesker kan ikke engang klare os særlig godt på de fem sjettedele af vores klode, som er dækket af hav, for ikke at tale om lufthavet, hvor fugle, insekter og flagermus klarer sig langt bedre.
Men bjørnedyret, som klarer sig omtrent alle disse steder, er jo et primitivt smådyr, nærmest på niveau med bakterier eller alger, hvor vi mennesker repræsenterer langt større kompleksitet. Hvilket straks får os til at spørge, om man mon mener 'komplekst' i betydningen 'sammensat', når man siger 'højt udviklet'?
Men så skulle det fuldkomne kaos jo være enhver verdensordens allerhøjeste udtryk, for intet er så sammensat som kaos.
Og netop dette er, hvad mange anklager Darwins evolutionsprincip for: At den gør kaotisk tilfældighed og ikke bevægelse mod højere orden til det bærende livsprincip. Kaos er udtryk for netop det, de religiøst søgende ikke ønsker, ikke for deres ideal om højere orden.
Jeg mener for det første, at de har fuldstændig ret i, at Darwins lære ophøjede kaotisk tilfældighed til bærende livsprincip. For det andet mener jeg, at det gør Darwins lære fuldstændig ret i.
De mutationer eller springvis forandringer af arvemasse, som jo er årsag til, at livsprocessen udvikler sig og ikke bare gentager sig selv, er netop kaotisk tilfældige forandringer, hvoraf de allerfleste er 'vildskud' og forgår igen i overlevelseskampen, mens kun ganske ganske få er overlevelsesduelige.
Var der ingen mutationer, gentog livsprocesserne sig selv i en lukket cirkel, og der ville heller ingen evolution være. Men der er mutationer. De lange molekylkæder, som livsorganismernes gendannelse er knyttet til, gendanner aldrig sig selv med fuldkommen forudsigelighed. Miljøet er aldrig helt ens, og molekylkædernes opførsel i gendannelsesprocessen er aldrig helt forudsigelig. Begge dele skyldes dybest set den atomare kvanteusikkerhed.
Uden denne usikkerhed ville alle processer i verden bevæge sig i lukkede cirkler. Hvilket ville udgøre netop den fuldkommen forudsigelige orden og tryghed, mange religiøst søgende efterspørger. Der ville bare ikke have været nogen hverken til at forudsige eller efterspørge. Fordi den tilfældighed, der fører til livsprocessers udvikling, ja til selve livets opståen, ikke ville forekomme.