31 May 2025  

KBH: Let skyet, 10 °C

Water Vision - Her må du lege med vandet

Water Vision - Her må du lege med vandet

Lørdag, 07. marts, 2009, 00:00:00

Det er ikke hver dag at udstillingsgæster bliver bedt om at smide sko og sokker, men det gør de i Viborg

'Water Vision' sætter fokus på det mishandlede drikkevand, der betragtes som en selvfølge, men som langt fra er det.
Udstillingen er bygget op som en labyrint, hvor de besøgende møder vand på mange måder. Ved at påvirke forskellige installationer og sensorer skaber man sin egen oplevelse med vand.

Water Vision - Viborg Stiftsmuseum, frem til 21. juni. Læs mere på www.viborgstiftsmuseum.dk


Stå på hovedet i oldtiden
Nationalmuseet har skabt en ny måde at sætte sig ind i Danmarks historie fra jægerstenalderen til vikingetiden.
Med et klik på musen får man adgang til at vride og vende nationale klenodier som solvognen, Gundestrup-karet, Jellingebæret og Guldhornene 360 grader rundt. Man kan også se fortidens design inden for hårnet, dragter og skørter, og studere tekstilernes farver, mønstre og dekorationer.
Læs mere på www.oldtiden.natmus.dk


Humlen ved Carlsberg
En ny hjemmeside fortæller historien om en af Danmarks mest berømte arbejdspladser: Carlsberg i Valby. I 160 år vandrede en strøm af bryggeriarbejdere, ølkuske, chauffører, brygmestre, funktionærere og direktører gennem elefant-porten, og den tid kan nu genopleves.
Arbejdermuseet har fået udviklet en ny teknik, som gør det muligt at opleve bryggeriet, som om det stadig fungerede. Blandt andet kan medarbejdernes personlige fortællinger blandes med film, fotos, tegninger, artikler og teknik.
www.humlenvedcarlsberg.dk


Fortiden i fuldt flor
Gottorp Slot i Sydslesvig var i det 17.århundrede et af Nordeuropas førende kulturelle kraftcentre. Frederik III (1597-1659), der var hertug af Slesvig og Gottorp, lod i de ti sidste år af sit liv blomstermaleren Hans Simon Holtzbecker fra Hamburg afbilde 1.200 planter fra slottets rige have med så sirlig penselføring, at botanikere har kunnet identificere planterne.
Værket, Gottorfer Codex, havnede i 1749 som krigsbytte i Den Kongelige Kobberstiksamling. De mange løsblade, der er malet på kalveskind med vandfarver, har lidt voldsomt under tidens tand, så nu er Statens Museum for Kunst gået sammen med Gottorp Slot om at restaurere det. Hvordan det foregår kan museets gæster opleve ganske gratis.
Gottorfer Codex, Statens Museum for Kunst, frem til 14. juni.


Landet rundt med stand-up
Funny Business Inc. (FBI) sender de tre unge stand-up`ere Martin Høgsted, Morten Wichmann og Rasmus Olsen land og rige på Klubtour i marts 2009. De blev nr. et, to og tre ved DM i stand-up 2008.
FBI sender et hold komikere rundt hver måned, og Klubtour regnes for en seriøs udfordring, selv for branchens garvede udøvere, på grund af den tætte kontakt med publikum på landets intime scener.
Læs turnéplanen på www.fbi.dk


Man gjorde en engel fortræd
En mor og en søn mødes efter lang tids adskillelse. Hun vil have sin lille søde dreng tilbage. Han vil hverken vide af hende eller af sin barndom. Nu starter en desperat kamp for at hive ham ud af narkomaniens helvede, men kan man tvinge nogen til at leve?
Engel i Helvede tager fat på et af tidens store tabuer. Om løgnene, kriminaliteten og de sygdomme, der er stofslaveriets sikre følgesvende. Og om en mors rædsel ved at se sit barn destruere sig selv.
Engel i Helvede, Svalegangen Århus, frem til 14. marts. Manuskript: Lotte Faarup. Instruktion: Kim Dambæk.

Kan du lide, hvad du læser?

Hjælp Arbejderen med fortsat at levere gedigen
rød journalistik:

Abonnér

eller giv et bidrag via


87278


07. mar. 2009 - 00:00   30. aug. 2012 - 22:11

Kultur