teaterforestillinger har kvinden i centrum (og derfor også manden i baggrunden). I et fremtidsscenario på Kaleidoskop er Y-kromosomet ligefrem uddødt på grund af virus

af Nick Bruun
I øjeblikket kan man se fire teaterforestillinger i København, hvor kvinden er i centrum.
På Betty Nansen Teatret vises det klassiske Schiller-drama Maria Stuart. Mammut-teatret viser skuespilleren Nicolas Bros urpremiere på stykket Slutstrand. Camp X fortæller i Hush Little Baby historien om fillipiner-kvindernes au pair-tilværelse i Danmark og Gladsaxe spiller den klassiske Dario Fo i nye klæder i De betaler ikke! Vi betaler ikke!, også med kvinderne i de styrende roller. (De to sidste blev anmeldt den 3. marts her i avisen).

Intet Y-kromosom
På Kaleidoskop på Nørrebrogade sker der sære ting på scenen. Nicolas Bro har skrevet et fremtidsscenario, hvor Y-kromosomet er uddødt på grund af virus.
Kvinderne har overlevet men på lånt og uddøende tid. Hunkønnet er blevet eneherskende og derfor er nye normer og moraletikker blevet takt og tone. Bro lader kvindesamfundet være underlagt et følelsesregelsæt og de kvindelige dyder udmønter sig i et følelseskodeks der overtrumfer tanke og tro. Følelsen er ret og magt.
Tanken er tankevækkende - tænk hvis... Og skræmmende som ind i helvede: vi er der ikke og vi er ikke med - os mænd. Uha-uha.

Magt og magtesløshed
Maria Stuart er den klassiske historie - også klassisk i dansk forstand, da mange skuespillerinder på dansk jord har prøvet kræfter her - om den dominerende kvinde der er truet af den/en oplagt rivalinde udi magten og dominansen.
Stykket er iscenesat af Katrine Wiedemann, berømmet for sine sanselige og overraskende forestillinger op gennem 1990`erne og frem til nu.
Dronningen tilbedt af undersåtter - på grund af sin magt, ikke skønheden eller andet. Rivalinden tilbedt på grund af sine skønheder og andet. Magt og magtesløshed. Den klassiske historie bliver fortalt! næsten klassisk. Enkelte hip og grimasseren bringer 2009 ind i billedet, men det er vist det.

Overrasket og ikke overrasket
Nicolas Bro bringer nyt på scenen i gamle kostumer. Først virker sproget, i den unge teaterskuespiller, meget teatralsk og gammelt. Og kunstlet. Men historien er original og dramatikeren er skuespiller (af bedste slags).
Tekst, sprog og ord er helt klart Nicolas Bros metier, glæde og erhverv. Og her tyres du som tilskuer udi nyskreven Shakespeare a`la Nørrebro 2009. Og det er faktisk modigt og ok.
Vi løftes op i en anden verden, og et andet tempi - vi, os tilskuere, kan - på grund af stykkets form og indhold - vandre ud af 'tænk-hvis'-stien og tænke: 'tænk-hvis'. Det er flot, sjovt og godt.
I Maria Stuart er det desværre den anden vej: 'vi ved hvad der sker, bli`r vi mon overrasket?' og nej, det gør vi ikke.
Ditte Gråbøl gør sit til at gøre sin figur nærværende og skæv/interessant, men hun kæmper en hård kamp. Hvis ikke man har set/hørt historien om Maria Stuart og Elisabeth, kan man se den her.

Noget på spil
I stykket Slutstrand, er der virkelig noget på spil. Da kvinderne er de eneste tilbage, bestræber Bro sig på at vise alle facetterne:
Vi ser den feminint handlekraftige Nico (Ellen Hillingsøe), den kønskifte-fra-mand-til kvinde-opererede-og derfor-reddede Kim (Elsebeth Stentoft), der har tanken/logikken og det stringente i front som alkymist: men - guldet kan ikke skabes på laboratorium og findes ikke mere.
Den maskulint formede sikkerheds-kvinde Alex (Anne Vester Høyer, identisk med hendes rolle i Hedwig and the angry Inch ) søger at kompensere uden held. Tina Gylling Mortensen overstråler dem alle i rollen som Bo(-lette). Nærvær, insisteren og buldrende overskud i sin formidling af den livsangste kvinde, der skal have mor (Matriarken) til at sove ind bag broderet-pude, for at slippe sine kræfter/Kraftværk løs. Hun er en fantastisk fascinerende fornøjelse at skue i dette 'Tænk-hvis'-samfundsdrama.

Lurepasser ikke
I Gladsaxe så vi kvinder af 70`er italiensk (Lisbeth Dahl især) støbning, give den gas med sprog, mimik og stor kreativitet. Hvordan skjuler man, at man på instinkt har stjålet hvad man syntes tilkom en selv, for den moralsk forstoppede ægtemand? Man improviserer 'the-Dario-Fo-way'.
På Camp X får vi, som det eneste stykke af de fire, et blik ind i kvinder af 2009: emigrant-arbejder-kvinder af i dag. Fillippinere der arbejder med at passe børn og hjem, for at give egne efterladte børn og hjem bedre vilkår. Globalisering anno 2009. Det er kvindernes omsorg og empati der globaliseres, når de filippinske kvinder skal passe vores børn eller vores ældre. Kvindernes omsorg og empati er grænseløs og globalisering er mange ting.
De fire københavnske teatre lurepasser ikke. De går ud og gør det godt. Teatre uden satsning har ikke berettigelse. Og de satser og tør. Selvfølgelig gør de det - de er erfarne (professionelle i denne sammenhæng klinger forkert). Alle fire giver en på opleveren. Fire er meget, men en er til at have med at gøre, så giv dig selv en teatertur og vælg.

Slutstrand af Nicolas Bro. Instruktion Christoffer Berdal, Scenograf: Mia Steensgaard. Spiller på Mammutteatret på Kaleidoskop frem til den 4. april.
Maria Stuart af Schiller. Instruktion: Katrine Wiedemann. Scenografi: Maja Ravn. Spiller på Betty Nansen Teatret frem til den 4. april