30 May 2025  

KBH: Let skyet, 10 °C

Denis Johnson: Træet af røg

Denis Johnson: Træet af røg

Torsdag, 12. marts, 2009, 00:00:00

Johnsons fantastiske bog handler om Vietnam, men kunne ligeså godt handle om Irak og Afghanistan. Den har mange temaer, men er grundlæggende et anklageskrift mod krig i almindelighed

af Bjarne Nielsen
Den amerikanske forfatter Denis Johnson har arbejdet med bogen, 'Træet af røg' i 25 år! Det udløste retfærdigvis også den prestigefyldte National Book Ward i 2007.
Bogen er ingen nem roman, men stiller krav til læseren, der så belønnes med en utrolig spændende, humoristisk, grotesk og grusom historie.
Bogens persongalleri af amerikanere og vietnamesere er enormt, men bygget op om en halv snes personer og især to William`er. Den menige William Houston jr. og den uerfarne CIA-agent William `Skip` Sands.
Skip bliver relativt hurtigt hovedpersonen, svag og i skyggen af sin legendariske og mystiske onkel, oberst Francis X. Sands. En levende legende, der efter en heroisk indsat i krigen havde held med at flygte fra en japansk fangelejr og siden havde opereret skjult, var vægtløfter, bokser, football-spiller, pilot og spion samt en fordrukken enspænder og snakkegøj.
Skip fornemmer kun svagt, hvad hans reelle funktion er, og har svært ved at gennemskue de egentlige motiver for CIA`s engagement i krigen. Efter en meningsløs udstationering i den fillippinske jungle, forflyttes han til den vietnamesiske, hvorfra han afventer ordrer fra højere sted, samtidig med at han lever i et stort hus under et alias og forelsker sig i sygeplejersken Kathy, hvis mand er kidnappet og muligvis dræbt.
Tiden går og isolationen i junglen bevirker, at alt bliver mere surrealistisk. Hvad der er fakta og hvad er bedrag sløres uafbrudt.
Efterretningstjenestens ledes af Skip`s onkel, uden at nogen ved, hvad han har af mandat. Eller hvad der er officielt og hvad der er personligt, fordi han som oberst Kurtz i `Dommedag nu` har sit specielle syn på hvad krigsførelse er.
Alle midler er o.k., hvis det bidrager til sejren. Måske en henvisning til Irak? Især omkring obersten oplever undertegnede, at form og indhold går op i en højere enhed.
Skip fortsætter uantastet med at indsamle informationer, katalogisere onklens efterretningskartotek, der som omgivelserne virker kaotisk, uvirkeligt og håbløst. Der er som i alle krige tale om massedød, lemlæstelser, forråelse og brutalitet.
Det lykkes Johnson at fremtvinge billedet på en håbløs krig, der tjente dunkle formål og smadrede liv og moral.
Johnsons fantastiske bog handler om Vietnam, men kunne ligeså godt handle om Irak og Afghanistan. Den har mange temaer, men er grundlæggende et anklageskrift mod krig i almindelighed, for som Skip siger i 1983, inden det kikser for ham, 'dette her er ikke en krig. Det er en sygdom. En pest'.
Der er nok nogle der mener, vi har fået vores Vietnamdosis, men som Cimino`s 'Deer Hunter' og Coppolas 'Dommedag nu' eller Mailers 'De nøgne og de døde' om Anden Verdenskrig, gør 'Træet af røg' et uudsletteligt indtryk og har absolut aktualitet i denne fase af imperialismens tidsalder.
Man kan nogle steder godt mærke, at bogen er skrevet over en årrække, da indlagte historier har novellepræg, hvilket dog ikke er noget problem, måske endda en styrke, da kriges kaos derved afspejles.
Oversætteren Arne Herløv Petersen fortjener ros.

Denis Johnson: Træet af røg. 752 sider. 399 kr. Lindhardt og Ringhof.


Denis Johnson
Er født i 1949 og bor i Texas, lever som skribent og reporter.
Siden debuten i 1983 med 'Engle' har han skrevet en række digtsamlinger, skuespil, romaner og ikke min 'Jesus son', der er en samling af historier med inspiration i forfatterens eget tidligere stofmisbrug.
Johnson har vundet adskillige priser for sit forfatterskab.

Kan du lide, hvad du læser?

Hjælp Arbejderen med fortsat at levere gedigen
rød journalistik:

Abonnér

eller giv et bidrag via


87278


12. mar. 2009 - 00:00   30. aug. 2012 - 22:11

Kultur