De fleste af os danskere ved, hvem Charles Darwin var, og også nogenlunde, hvad han stod for. Og de fleste af os er enige om at anerkende ham som en meget stor naturvidenskabsmand. Men dermed er det også sagt

af Kjeld Stenum
Når det gælder humane værdier og humane videnskaber, er de fleste humanistisk indstillede mennesker også enige om, at det ikke går an at argumentere om dem ud fra biologiske præmisser. Vi har kun haft fatale erfaringer med det, når nogen har forsøgt.
Der går lige linjer fra Herbert Spencers ultraliberalistiske socialdarwinisme og Friedrich Nietzsches magtfilosofi til den kolde racehygiejne med blandt andet tvangssteriliseringer, ikke mindst Danmark praktiserede selv længe efter Anden Verdenskrig, og også til nazisternes renlivede racisme, og holocaust.
Denne fortid ønsker vi ikke at se i øjnene. Indenfor de humane og sociale områder hylder vi humane værdier. Vi ønsker at tage os af hinanden, og vi føler ikke, at barske principper om konkurrence om overlevelsen lader sig forene med sådanne værdier.
Vi er bange for, at anvendelse af Darwins teorier på det sociale område uundgåeligt bliver et meget vægtigt argument for højreekstreme samfund. For at undgå konflikt belægger vi emnet med tabu og siger, at der er tale om usammenlignelige niveauer, og at det er forbudt at argumentere fra biologi til samfund.
Derfor kommunikerer biologi og humanisme ikke. Humanister får lov til at have deres humane værdier og idealer i fred. Og biologer og læger får lov til at have deres naturvidenskabelige 'saglighed' i fred.
Men er det nu en særlig klog strategi for os, som gerne vil forsvare humanistiske værdier? Nej, selvfølgelig er det ikke det. Selvfølgelig er det ikke særlig heldigt, når selv højt uddannede læger får fred til lidt irriteret at hævde, at vores stærke tradition for humane værdier har ført til, at alvorlige arvelige sygdomme, der før ville være blevet sorteret fra ad naturlig vej, nu får lov til at overleve og brede sig i vores genmasse. Og at vores genetiske sundhedstilstand som population derfor undergraves.
På den måde bruger de den autoritet, deres naturvidenskabelige ekspertise giver dem, til at tale for, at vi bør udnytte de muligheder, moderne teknologi som fosterscanning og genmanipulation giver, til racehygiejniske formål. Og vi lader vore humane værdier undergrave af, hvad der ligner naturvidenskabelig saglighed, endda uden kamp. Vi taber en umådelig vigtig værdikamp uden sværdslag.
På længere sigt giver vores angst for biologien en mere målrettet højreekstremisme frit rum til at sætte dagsordenen og til at erstatte racehygiejne med ren racisme.
Selvfølgelig ville det ikke være særlig heldigt, hvis vi indenfor det samfundsmæssige område hyldede værdier, der undergravede vores genetiske sundhed og på lidt længere sigt vores eksistens som biologisk art. Så selvfølgelig skal også vore sociale idealer kunne tåle at blive set i evolutioinsprincippets lys. Og det kan de da heldigvis også.
For det, som Darwins evolutionsprincip strengt taget sagde, er jo, at den bedst egnede overlever, ikke at det er den stærkeste, der gør det. Verden har plads til at lade andet end de stærkeste overleve. Havde den kun plads til de stærkeste rovdyr, havde den strengt taget heller ikke plads til dem, for de kan kun overleve i et miljø, hvor der også er plads til fødedyr.
At være egnet til at overleve må altid handle om at være det i forhold til et bestemt miljø. Den, der er egnet til at overleve i ét miljø, er det ikke nødvendigvis i et andet. Derfor opstiller evolutionsprincippet, som jeg var inde på i sidste uges skærveknuser, efter min mening heller ikke nogen rangorden, selv om også Darwin selv undertiden konkluderede noget i retning af sådan en rangorden. Enhver egnethed er egnethed i forhold til et bestemt miljø.
Og derfor lader racehygiejniske argumenter sig ikke gennemføre, og slet ikke racistiske. I hvert fald ikke med støtte i Darwins naturvidenskab. For vi kender ikke fremtidens miljø. Vi ved, at vores miljø uafladeligt forandres. Vi ved også, at vores egen tilstedeværelse på planeten i høj grad er medvirkende til denne forandring.
Men hvordan, kan vi ikke sige ret meget om, og da slet ikke på lidt længere sigt. I øvrigt ved vi jo også, at der også er umådelig mange andre ting, der påvirker miljøet: bakterier, skovbrande, jordskælv, vulkaner, solpletter, meteornedfald. Kun ganske få af sådanne påvirkninger kan vi forudse, og om disse ganske få forudsigelige påvirkningers konsekvenser ved vi endnu mindre.
Vi kender ikke fremtidens miljø, med andre ord, og kan derfor umuligt vide, hvilke genetiske egenskaber dette miljø vil 'efterspørge'. Det kan lægerne også umuligt vide, og deres lægevidenskabelige ekspertise giver dem ikke større kompetence til at vide noget om det end den, vi andre også har.
Nu er det så muligt, at de fleste af os vil være enige med de nørdede læger i, at nogle få udvalgte arvemæssige ting bør betragtes som sygdomme, fordi vi ikke har fantasi til at forestille os et miljø, hvor de vil være fordelagtige. Men hvorfor udrydde på forhånd hvad vi gætter på, evolutionen ikke vil lade leve? Sæt vi gætter fejl! Hvordan praktisere racisme, når vi ikke ved, hvilket miljø vores overmenneske skal leve i?
Racisme er jo forædling, og forædling er indsnævring af genmassen. Og enhver hundeejer, enhver kvægopdrætter, ja selv enhver kartoffelavler ved, hvor stor sårbarhed forædling skaber. Den sundeste population er altid den med den størst mulige genvariation.
Den bedste strategi, vi kan anlægge for vores fremtidige overlevelse som biologisk art er derfor at holde vore humane idealer højt og fortsætte med at gøre, hvad vi kan for at samle hinanden op og holde flest muligt af os i live.
Fremtidens miljø skal nok selv udvise fornøden brutalitet og sortere overlevelsesduelige fra ikke-overlevelsesduelige, og med langt større præcision end nogen videnskab nogensinde vil kunne magte. Vores humanistiske værdier sikrer, at vi møder dette miljøs udfordringer med den størst mulige genetiske fleksibilitet.