28 May 2025  

KBH: Let skyet, 10 °C

Den unge og svære kærlighed

Den unge og svære kærlighed

Fredag, 13. marts, 2009, 00:00:00

Har man oplevet kærligheden, har man levet kærligheden, har man følt den med hele sin krop og sjæl, hvis ikke man har oplevet ulykkelig kærlighed?

af Luise Rütting Schweiz
'Når vi oplever ulykkelig kærlighed går vi igennem en smertefuld og bevægende periode. Men den er værdifuld, fordi følelserne i sig selv er værdifulde. Jeg vil næsten sige, at man bliver et fattigt menneske, hvis man går igennem livet uden at have oplevet en ulykkelig forelskelse.' Nils Malmros (2007)
Den århusianske instruktør og læge, Nils Malmros, fortsætter i 'Kærestesorger' sin selvbiografiske fortælling.
Filmen er ikke en direkte fortsættelse af 'Kundskabens træ', men er hans livs fortsættelse - denne gang i rammerne af Viborg Katedralskole, hvor filmen er optaget over tre år.
Det har krævet et højt budget på 27 millioner kroner, men sikrer at de unge skuespilleres fysiske udvikling er naturlig.

Følelsernes splitsekund
Det tager 121 minutter at opleve disse tre gymnasie år i starten af 60'erne.
Hovedpersonen Jonas, er begavet, om end ikke voldsom ambitiøs og falder for den jomfruelige og gammelkloge Agnete allerede i 1.G.
Og som det er i den alder for mange, så er interessen vekslende i de spæde unge hjerter. Følelserne eksploderer på et splitsekund, når andre begynder at være interesserede og den første oplevelse af jalousi breder sig i det unge sind - lige så hurtigt fortrydes det igen, når følelsen af mistet frihed breder sig.
Sideløbende udspiller sig løsrivelsen af forældre, forståelsen og afmagten over, at disse ikke er almægtige, men også har fejl og mangler og dummer sig. Skolelivet med eksaminer, venner, fjender, kinddans og hormoneksplosioner - som Birger, klassens klovn, formulerer det så godt - det frække, det tager kun et minut - har jeg hørt.

Vigtige år
121 minutter er ikke lang tid til at skildre disse vigtige år i vores udvikling.
I 'Kærestesorger' kan de dog ind i mellem synes for lange. Specielt 1.G er præget af de unge skuespilleres manglende erfaring og replikkerne opleves ind i mellem som noget forcerede. Som årene går, modnes erfaring og talent og Thomas Ernst (Jonas) og Simone Tang (Agnete) slutter af med at være troværdige.
De 'voksne' i filmen spilles af Søren Pilmark (Agnetes far), Ida Dwinger, Kristian Halken (Jonas' far), Andrea Vagn Jensen, Finn Nørbygaard med flere.
De to fædre har nogle af de mere fremtrædende roller i filmen, og gør det med glans.

Tungsindig historie
Den portræthistorie, som Malmros forsøger at levere, løfter sig dog desværre aldrig op over tungsindigheden.
Historien forbliver stiv og formår aldrig helt at komme under huden på tilskueren. Den tager ikke fat, ryster ikke og suger os ikke ind i filmens univers, men lader os stå tilbage med følelsen af, at man kun har fået lov til at kradse i overfladen.
Malmros har selv udtalt om filmen tilbage i 2007: 'Jeg er helt på det rene med, at denne film aldrig kan blive så dyb som Kundskabens Træ. Men det er stadig en vigtig historie at fortælle, fordi det er en eviggyldig beskrivelse af den mest sårbare og følsomme periode i et menneskes liv.'

Kærestesorger. Instruktion: Nils Malmros. Premiere i dag.

Kan du lide, hvad du læser?

Hjælp Arbejderen med fortsat at levere gedigen
rød journalistik:

Abonnér

eller giv et bidrag via


87278


13. mar. 2009 - 00:00   30. aug. 2012 - 22:11

Kultur