Jeg har sat mig for at genlæse ¤¤Løgneren¤¤ hver gang den 13. marts falder på en fredag. Det er en klassiker, der fortjener at blive genlæst. Hver gang opdager læseren nye facetter, og dette kende-tegner de helt store romaner

af Jens Fransen

'Trettende marts. Det er tåget.
Natanael, jeg har fået lyst til at fortælle dig noget. Lidt løst og fast. Eller jeg har blot brug for en at tale lidt med. Meget har jeg jo ikke at fortælle.
Det er trettende marts, Natanael. Og fredag.'
Således begynder en af dansk litteraturs absolutte klassikere, Løgneren, der udkom første gang i 1950.
Jeg har sat mig for at genlæse dette værk, hver gang 13. marts falder på en fredag. Og i år falder fredagen oven i købet i 100 året for forfatterens fødsel. Så rammen er perfekt.
Martin A. Hansen blev født den 20. august 1909 og døde i 1955.
Romanen, der er kanoniseret, er - eller måske har været - pligtlæsning for utallige unge. I en del tilfælde med svingende interesse. Michael Falch blev således sat til at læse bogen i 1.G og udtalte højlydt efterfølgende, at sjældent havde han læst sådan noget lort.
Og helt forkert er det måske ikke. Er man for ung, er det en dødssejler. Og har man ikke en lærer, der forstår at formidle budskabet, er det en stillestående negativ oplevelse. Men dette gælder for mange af de store danske klassikere. Jeg har hørt kolleger ytre, at Hans Kirks
Fiskerne burde have været brændt.

Filosofiske monologer
Handlingsmæssigt fylder Løgneren ikke meget. Eller bedre. En spændingsroman er det ikke i gængs forstand.
Sprogligt og åndeligt indholdsmæssigt er det til gengæld fremragende. Bogen indeholder et væld af implicitte og tankevækkende bemærkninger, replikker og sproglige underfundigheder.
Alene hovedpersonens navn Johannes Vig er velvalgt. Også dennes filosofiske monologer, når han sidder alene i skolestuen og filosoferer. Forundringstime, som han selv udtrykker det. Alle disse små hentydninger af filosofisk art sammenkædet med et utrolig mættet sprog gør bogen til noget særligt.
Læreren på den lille ø ligner på en række punkter Martin A. selv. Også han var med et moderne pædagogisk udtryk en autentisk lærer. En lærer, der går op i eleverne. En lærer, der med enkle midler forstår at fange elevernes opmærksomhed.
Men man oplever også en lærer, der ikke føler, han slår til. En lærer, der prøver at dulme problemerne med alkohol, tobak og for M.A. Hansens vedkommende et stort forbrug af piller.
Selv på Sandø oplever man klassesamfundet. Der er de velhavende med Frederik på Næsgården, som repræsentant for magthaverne og overklasse. Og der er Anders, arbejdsløs og med sønnen Kaj, der er syg af tuberkulose.
Grundtonen er trist og dyster, som selv det gryende forår ikke formår at fortrænge. Der er for mange uløste konflikter, som lurer under overfladen. Og her spiller Løgneren med. Tre dage, der måske, måske ikke kom til at ændre Johannes` tilværelse. Tre dage med en splittet personlighed, der ikke passer ind i det moderne hektiske samfund. Hverken dengang eller nu.

Skrevet som radioroman
Forud for romanen havde M.A. Hansen skrevet et par novelleudkast med titlen 'Isen bryder' - indholdsmæssigt omkring samme ramme som i romanen. Men det var først flere år senere - i februar 1949 han på opfordring af radioen påbegyndte romanen.
Selve opgaven viste sig at være en noget stor mundfuld. I april rejste han til Norge, og først i oktober kom han endelig i gang. For at få fred til skriveriet lånte han et hus i Odsherred af en af de kendte malere, Sigurd Swane.
Som radioroman blev den oplæst første gang i januar 1950 - men romanen var imidlertid ikke færdig. Sidste kapitel blev skrevet i marts måned, så det har været lidt af en satsning fra såvel forfatteren som radioen.
Samtidig med oplæsningen blev manuskriptet bragt som føljeton i Berlingske Aften Avis. Og endelig i bogform i eftersommeren 1950.

Modtaget med jubelroser
Anmelderne var enige. Uanset politisk tilhørsforhold blev bogen modtaget med jubelroser.
I Land og Folk skrev Sven Møller Kristensen under overskriften 'Fanden og hans lavendler' at 'det er djævelsk godt gjort'.
Denne titel henviser dels til Johannes Vigs personlige og moralske opgør med djævelen i kirken. Dels romanens gammeldags, indelukkede interiør. Lugten af lavendler er velvalgt.
At Johannes Vig er reaktionær bliver også nævnt. Og ja. Det er han - men ikke på en negativ måde. Som M.A. Hansen har Johannes det med at blive hængende i fortiden, har svært ved at se fremskridtets betydning.
Og som Johannes var Martin A. Hansen en splittet person. Splittet mellem religion, historie og samfundsudvikling. Valget var for ham en næsten umulighed.

Forfatteren vanskelig at sætte i bås
I 1970 blev Løgneren filmatiseret.
På mange måder er filmen tro mod romanen, men som altid, når det er to så forskellige medier og udtryks-former, har instruktøren, Knud Leif Thomsen, valgt sine egne tolkninger. Ved filmens fremkomst gav dette anledning til en del kritik og diskussion.
Som Johannes Vig havde forfatteren et turbulent kort liv. Han er vanskelig at sætte i bås, og ikke alt i forfatterskabet var lige vellykket. Men Løgneren er og forbliver en klassiker, der fortjener at blive genlæst. Hver gang opdager læseren nye facetter, og dette kendetegner de helt store romaner.
100 året vil og skal nok blive fejret. Jeg vender tilbage i dagene omkring.