Ret & Vrang er indbydende og tilgængeligt for den teoretisk interesserede læser og politiske aktivist. Tidsskriftet er på alle måder anbefalelses-værdigt og burde kunne blive et redskab til den teoretiske afklaring, de kommunistiske kræfter har brug for

af Bjarne Nielsen
Det er muligt krigsforbryderen Anders Fogh Rasmussens dansemus af en kone ikke gider høre mere om finanskrisen.
I så tilfælde bør hun nok ikke læse det nyeste nummer af 'Ret og vrang - tidsskrift for marxistisk teori og politik', for her er der flere dybdegående artikler om finanskrisen.
Nummerets tema er Krise, krig og barbari. Aktuelt og velvalgt. Dertil kommer yderst relevante artikler om Cuba og fascisme.
Da undertegnede åbnede kuverten og på det i øvrigt flotte omslag af Thomas Kruse så logoet 'Ret og Vrang', kom jeg til at tænke på, om det var fagbladet for Beklædningsarbejderne eller et magasin for landets strikkeklubber. Ret skal være ret, i bunden står der 'Tidsskrift for marxistisk teori og politik'.
I lederen 'Den borgerlige civilisation i krise' ridser en af bladets redaktører, Sven Tarp, tingene skarpt op.
Han konstaterer, at 'den økonomiske krise har fået følgeskab af dybe og komplekse kriser inden for miljø, klima, energi, råstoffer, fødevarer, teknologi, militær, samfundsliv, kultur, politik og ideologi.
Langt mere end blot en økonomisk krise står vi over for en civilisationskrise. Det er selve den borgerlige civilisation, der er i krise. Den er ikke længere nogen fornuftig og brugbar ramme for menneskehedens udvikling og overlevelse.
Alt dette tjener til at erindre os om, at ingen produktionsmåde og samfundsformation er evig.
Kapitalismen er trådt ind i sin aldrende, senile fase, hvor kun manglen på et overbevisende og levedygtigt alternativ trækker pinen ud og bringer os nærmere den afgrund, hvor barbariet tager over.
Kampen for en ny og højere type civilisation trænger sig på. Denne nye civilisation må nødvendigvis hedde socialismen til efternavn'.

Døende eller ej
For undertegnede var det både en præcis påpegning af verdenssituationen, samtidig med jeg fornemmer nogen teoretisk uafklarethed omkring de sidste to linier.
I Che Guevara`s bog, 'Kritiske bemærkninger til den politiske økonomi' (1), hvor han om begrebet 'den døende kapitalisme' skriver, at 'man må være forsigtig med påstande som denne. `Døende` har en klar betydning i sproget. En moden mand kan ikke undergå flere fysiologiske forandringer, men han er ikke døende. Det kapitalistiske system når sin totale modenhed med imperialismen, men ikke engang denne har i maksimal grad udnyttet sine muligheder på nuværende tidspunkt og har stor livskraft. Det er mere præcist at sige, `moden` eller udtrykke, at den når grænserne for sine udviklingsmuligheder'.
Med den argentinske økonom Jorge Beinstein (2) og Tarps 'kapitalismen var trådt ind i sin aldrende, senile, fase', lægges der op til det såkaldte anti-monopolistiske demokrati, som en mellemstation til det der 'hedder socialismen til efternavn'.
For undertegnede er det glædeligt, at man tager hul på diskussionen om `den døende` har fortsatte livsmuligheder. Om patienten er `moden` eller `senil` kan virke som nuancer, men så bør man undersøge og påpege hvad det betyder taktisk og strategisk, og får af konsekvenser for den aktuelle klassekamp.
Er det en variant af antimonopolistisk demokrati, der jo ikke peger på kapitalismen som det centrale problem, men på kapitalismens form på et givent historisk tidspunkt som problemet. Så skal kampen stå mellem kapitalismen og socialismen eller folket og monopolerne eller noget helt tredje?

Magtens strukturelle monopolisering
I denne skribents unge dage, var teori tungt og ofte med udgangspunkt i erfaringer og praksis i Sovjet og Kina. Man kendte alt til disse landes historie og teorier, men mindre til danske.
Nu er dette heldigvis en saga blot, hvilket Lotte Rørtoft-Madsens artikel om 'Magtens strukturelle monopolisering' er et glimrende eksempel på.
Artiklen er systematisk gennemgang af, hvorledes den danske overbygning i løbet af de sidste 35 år har forvandlet sig, så den fuldstændigt er tilpasset monopolernes uindskrænkede herredømme, samtidig med hun rejser det relevante spørgsmål, om disse i dag har brug for det borgerlige demokrati i samme udstrækning som tidlige.
Hun påviser hvorledes kapitalens styreformer og redskaber overføres til den offentlige sektor. Hvorledes kommunerne udvikles efter koncernprincipper og hvorledes EU medlemskabet har leveret grundstødene mod demokratiet og suveræniteten.
Hendes ærinde er en kortlægning af overbygningen, og hvorledes den indvirker på basis, samfundets økonomiske struktur, hvilket hun gør ved først at fokusere på denne. Hun gennemgår desuden afviklingen fra folkestyre til markedsdemokrati.
Efter Anden Verdenskrig tilhørte eksempelvis hver fjerde vælger en vælgerforening, medens det i dag er under fem procent. Socialdemokratiet havde i 1949 300.000 medlemmer og er i dag nede på 50.000 medlemmer trods befolkningstallet er øget betydeligt.
Et andet eksempel er `politik-journalist-industrien`. Mediernes civilsamfundsrolle er forsvundet. Det faldende antal dagblade, ejerkoncentrationen i medieverdenen og de stadig mindre varierende nyhedskriterier skaber et voldsomt demokratisk underskud.
På glimrende vis påvises hvorledes Folketinget er kørt ud på et sidespor, og der er sket en magtkoncentration og centralisering, således at Finansministeriet i dag er omdrejningspunktet for magtapparatet. Siden 90`erne har det erobret den økonomiske styring af kommuner og regioner fra det daværende indenrigsministerium, og overtaget den generelle økonomiske politik, budgetlægningen i EU, forholdet til IMF og konjunkturvurderinger med mere.
Artiklen viser den strukturelle monopolisering, der er sket af den politiske magt, og tilbageviser påstanden om 'mindre stat' i Danmark.
Men tilbage sidder læseren med to spørgsmål. Hvorledes kan Anders Fogh være 'den stærkeste statsminister i nyere tid', som artiklen postulerer, samtidig med at 'kontrollen med kapitalen er svækket' ja faktisk halveret fra 1998 til 2003 ifølge OECD?
Desuden skal man vel have med, at statsministeren i 1993 udgav sit politiske grundlag 'Fra socialstat til minimal stat'. Et dansk vælgerkorps, der afviser såvel det socialistiske perspektiv som afmontering af `velfærdsstaten`, tvang Fogh til at blive landets andet Socialdemokrati og ligge i smørhul mellem Sosserne og Dansk Folkeparti. Stærkere er han ikke.
Rørtoft-Madsens artikel er indsigtsfuld og lærerig og fortjener et nærmere studie.

Finanskrisen
Knud Andersen følger op med en fin artikel om ÔFinanskrisen`, hvor han kort gennemgår årsagerne til kapitalismens almene krise, som lederen jo har fortalt, er 'langt mere end blot en økonomisk krise' og forholdet mellem finanssektoren og realøkonomien.
Hans konklusion er, at det ikke vil være muligt for kapitalen at vende tilbage til tiden før krisen og fortsætte som sædvanlig og at situationen åbner op for arbejderbevægelsen og socialismens kræfter. Giver dem en mulighed for at overvinde den defensive rolle de har været tvunget ud i.
Dette nummer af Ret og Vrang inklusiv Andersens artikel giver fine analyser af de objektive betingelser for socialistiske fremskridt. Måtte tidsskriftet snart komme med analyse af de subjektive betingelsers situation, herunder situationen i Danmark.
Journalisten Luis Pablo Ginger interviewer den argentinske økonom Jorge Beinstein, der som en af få forudsagde den økonomiske krise, som han dog foretrækker at kalde `en civilisationskrise`, og som har været under opsejling i fire årtier.
Han spår at 'kapitalismen som helhed, som globalt system, vil få sværere ved at reproducere sig!' og at verdenskapitalismen - og følgelig også den herskende elite, befinder sig i en situation med strategisk vækkelse.
Han kommer ligeledes ind på, at der ikke nødvendigvis behøves at være et alternativ til kapitalismen for at krisen kan udvikles. 'En civilisation kan gå i forfald, uden at det automatisk betyder, at der opstår en mulighed for at overvinde det gennem et alternativt system. I værste tilfælde kan der opstå et uhyrligt alternativt system, sådan som de nordamerikanske høges globale nyfascistiske projekt har været det'.
Beinstein gennemgår derefter Latinamerikas placering i krisen med en optimistisk vinkel.
Raul Valdès Vivô, medlem af Centralkomiteen for Cubas Kommunistiske Parti, følger fornemt op med artiklen 'Krise uden udvej for kapitalismen'. Han skriver, at 'det drejer sig om dette systems samlede og endelige krise', hvilket undertegnede godt vil betvivle. Fordi kapitalismen objektivt har udlevet sig, mangler den subjektive faktor fortsat at bevæge sig kvalitativt, måske med Latinamerika som undtagelsen.
Artiklen er dog god og dokumenterer fint Keynes læres fallit.

Kampen for socialismen
Tidsskriftet har desuden en kort artikel af Fidel Castro om ødelæggelsen af miljøet og en fremragende artikel af Rabelo, formanden for Brasiliens Kommunistiske Parti, om kampen for socialismen.
Han argumenterer for, at man er gået fra fasen med forsvar for kommunismens identitet og principper, til en voksende kamp for det socialistiske alternativ. Også Rabelo argumenterer for, at overgangen til socialismen objektivt kan udvikle sig i etaper med egne lovmæssigheder.
Centralt i kampen er et civilisatorisk program for overgangen til socialismen og 'forsvaret for en ny type stat, som i sit væsen er demokratisk'.
Efter et par korte artikler om Mellemøsten, gennemgår den gamle modstandsmand Frede Klitgård nøje, hvorledes skiftende danske regeringer siden Anden Verdenskrig har krænket internationale beslutninger og aftaler, de formelt har tilsluttet sig. Artiklen er agitatorisk god. Undertegnede kunne dog godt tænke sig en mere præcis og nutidig definition af fascisme. Der må være sket noget siden Dimitrov!
Formanden for Cubaforeningen Sven-Erik Simonsen og Helle Bruun tager i en dejlig polemisk jubilæumsartikel fat på situationen på Cuba. De kommer fint rundt om begreberne `Enhed`, `Rettelseskampagne`, `Arbejderparlamentet` og `ALBA`.
Pladsen tillader det ikke, men jeg kunne godt tænke mig, man så lidt mere kritisk på partiets historie. Det forekommer mig, at det gamle kommunist parti svigtede under revolutionen og man således skabte revolutionen uden en udbygget arbejderklasse og dets `fortropsparti`. Hvorledes er forholdet mellem en national - og anti-imperialistisk revolution og en socialistisk?
Et sted skriver forfatterne, at 'Cubas demokrati, kendt som Folkemagten, er bygget op uden deltagelse af politiske partier overhovedet. Her deltager Cubas Kommunistiske Parti heller ikke. Demokratiet i Cuba er frigjort fra partier'.
Det vil sige, at demokratiet er frigjort fra de bedste, mest bevidste og skolede kammerater? Mon dog.
Artiklen giver anledning til min største anke mod tidsskriftet. Der mangler sider med debat og spørgsmål. Mange af artiklerne er velegnede til såvel studier som debat. Ideen med revolutionær teori er som sagt, at bane vejen for revolutionær handling.
Bladet er indbydende og tilgængeligt for den teoretisk interesserede læser og politiske aktivist, har vidunderlige illustrationer af Kruse og en god grafik og layout. En stor ros skal lyde til illustratoren Thomas Kruse. Det løfter bladet.
Tidsskriftet er på alle måder anbefalelsesværdigt og burde kunne blive er redskab til den teoretiske afklaring de kommunistiske kræfter har brug for.

Ret & Vrang - Tidsskrift for marxistisk teori og politik. Nr. 48, marts 2009. 62 sider i A4-format. Pris i abonnement: 200 kroner for tre numre. Enkeltnumre: 75 kroner. Udgives af Foreningen til udgivelse af Ret & Vrang. Ansvarshavende redaktør: Sven Tarp.

NOTER:
1)Arbejderen den 28. nov. 2006
2)Ret og Vrang nr. 45. 2008

Tegn abonnement
Ret & Vrang udkommer tre gange i 2009. Pris 200 kroner.
Du tegner abonnement ved:
- at indbetale 200 kr. på gironummer 1-244-4052 (husk at angive navn og adresse)
- at maile til retogvrang@gmail.com
- at skrive til Tidsskriftet Ret & Vrang, c/o Inge Søborg, Bymuren 133, 4.th, 2650 Hvidovre.
www.ret-og-vrang.dk