30 af de største danske hits fra 80`erne bliver blæst ud i hovedet på os under forestillingen ¤¤Elsk mig i nat¤¤. Man får lyst til at synge hele vejen hjem
af Hanne Ryborg
Østre Gasværk danner med avanceret scenografi flot ramme om en skøn musikalsk teateroplevelse med opsætningen af den nye originale musical 'Elsk mig i nat'.
30 af de største danske hits fra 80`erne bliver blæst ud i hovedet på os under forestillingen forrygende akkompagneret af et fem mand stort orkester. Sangene sætter sig fast nu som de satte sig fast i 80`erne.
Musicalen handler om teenage-bandet `Up Front` som nu er blevet voksne, og som mødes på kur- og wellness herregården 'Lykkebogård' til en overraskende bitter-sød weekend. Den kvindelige forsanger Sui, spillet af den velsyngende Szhirley, forlod dengang bandet uden varsel for at forfølge en karriere i USA. Det efterlod især de mandlige bandmedlemmer Frederik (Jimmy Jørgensen) og Otto (Troels Thorsen) i stor frustration. Gensynet er præget af gammelt nag og et vist forbehold.
Stille før storm
Sui har sin teenagedatter Maja (Marie Nedergaard) med sig - og med sig har hun også to hemmeligheder, som i løbet af weekenden skal se dagens lys.
Den ene hemmelighed ligger lige for: Et af bandmedlemmerne er Majas far - og hverken han eller Maja kender til hinandens eksistens.
Den anden hemmelighed kommer mere overraskende, hvilket giver forestillingen både bid og dybde og gør, at det ikke bare er den rene 'feel-good' oplevelse. Man gribes om hjertet, og pludselig er man berørt. Det er ikke tilfældigt, at det er netop nu, at Sui kalder til samling i bandet og lader Maja lære sin far at kende.
Skuespillerne, sangerne og danserne - alle som én - gør et top-godt stykke arbejde - de underholder, de får os til at grine, de får os til at feste og de får os til at græde!og synge hele vejen hjem.
Elsk mig i nat af Ina Bruhn og Ida Maria Rydén efter ide af Jesper Winge Leisner. Iscenesættelse: Kenneth Kreutzmann. Scenograf: Rikke Juellund. Kapelmester: Joakim Pedersen. Spiller på Gasværket i København indtil 23. maj.
Kan du lide, hvad du læser?
Hjælp Arbejderen med fortsat at levere gedigen
rød journalistik:
eller giv et bidrag via

87278