Ældrecenteret, hvor min mor bor, har i de senere år vokset sig stort, som ældrecentre gør mange steder i provinsen, måske især i vort lands barskere vestlige egne, hvor mange lokalsamfund mere og mere er blevet til pensionistghettoer

af Kjeld Stenum
Derfor er der også mange ansatte og komplicerede vagtplaner. Plejerne plejer mange forskellige ældre, de ældre har mange forskellige plejere, hvilket kan være svært for både plejere og gamle. På sygehusene, hvor man jo også af og til kommer som ældre, er det det samme, bare meget værre.
Samtidig er sygehusvæsnet så centraliseret og specialiseret, og Jylland så stort, at een og samme lidelse kan medføre en del køreri mellem de forskellige regionale sygehuse, med hver deres ekspertise i eet særligt aspekt af én og samme lidelse.
Således har min mor fået en sygdom, som har medført en del køreri mellem ældrecenteret og dels det lokale sygehus i Holstebro, dels de store specialiserede centre i Århus og Aalborg. Da det åbenbart er uhyre kompliceret selv i disse it-tider at udveksle patientjournaler mellem de enkelte hospitalers, sker det, at vigtig information fra et andet hospital ikke er nået frem, eller at patienter indkaldes til fjerne hospitaler for at få taget prøver, der strengt taget lige så godt kunne være taget lokalt.
Endelig sker det, at de meget specialiserede centres kapacitet efter en indlæggelse pludselig beslaglægges af et akut tilfælde, og den lige indlagte så bliver sendt hjem igen uden at blive behandlet. En del overflødigt køreri, som er meget belastende for den, der måske er for alderssvækket til at gå, har behov for hyppige toiletbesøg og så videre.
Efter at have været igennem alle disse komplikationer havde min mor så omsider fået den behandling i Aalborg, som de forskellige specialister ad de komplicerede kanaler, specialister åbenbart er henvist til at benytte, var kommet frem til var den mest relevante for hende. Dagen efter, hun var blevet opereret, tog jeg fri og rejste over for at besøge hende. Jeg ankom fra København, kort før stuegangen nåede ned til hende, og hun fortalte, at hun i hvert fald ikke skulle hjemsendes den dag, og det var hun glad for, for hun havde det ikke så godt i hovedet, hvor hun var blevet opereret.
Men da lægen kom, fik vi at vide, at lægerne havde besluttet, at operationen var gået så godt, og min mor havde det så godt, at hun skulle sendes hjem med det samme. Min mors smerter, som vi spagt forsøgte at ytre noget om, var ikke andet, end hvad man måtte forvente, og alle undersøgelser viste, at patienter kom sig hurtigere og bedre hjemme end på hospitalerne.
Jeg ved det ikke, men det handlede måske også om, at sygehuset var presset på kapaciteten, min mor havde én gang prøvet det med forgæves indkaldelse på grund af et andet, mere akut tilfælde.
Men hjemsendelsen skulle ske stort set med det samme. Så straks lægen var ude, måtte jeg hu-hej i gang med at få styr på min mors ting, for sygeplejersken var allerede på vej ud for at bestille transport. Man er jo ved at være lidt vant til hu-hej-situationer i vores moderne verden, så det gik egentlig meget fint, syntes jeg.
Lige indtil jeg kom til det med hendes kørestol. Den var der ikke. Hverken på sygestuen, på toilettet eller udenfor på gangen. En kørestol forputter sig ikke bare. Min mor var sikker på, at hun var kommet i kørestol. Så jeg røg ned på sygeplejerskernes kontor for at få at vide, hvor de havde gjort af den.
Jamen de vidste da ikke noget om nogen kørestol, havde min mor været i kørestol? Så skulle hun jo ikke have liggende hjemtransport. Var jeg sikker på det med den kørestol? Ja, vist var jeg sikker, men jeg ringede alligevel til min søster for at tjekke, min mor kan være lidt forvirret.
Men min søster bekræftede, at min mor havde haft sin røde kørestol med, så vidt hun da vidste, men jeg måtte hellere ringe til ældrecenteret.
Jeg tror, det var der, det opstod. Det med, at det var den røde kørestol, hun havde med. I hvert fald spurgte jeg ikke nøjere om det, da jeg ringede til ældrecenteret.
Men de bekræftede, at hun havde været i kørestol, så de ville også have hende tilbage i kørestol. Så blev hjemtransporten stillet i bero, og eftersøgningen efter en iøjnefaldende rød kørestol gik i gang. Den var ingen steder. Der var både sygeplejersker og portører på sagen.
Jeg var nede i forhallen, fordi én fortalte mig, der ofte stod tomme kørestole der. Der var ingen. Damen i informationen blev voldsomt indigneret over at høre, at en kørestol var forsvundet, og var så sød at ringe rundt og sætte himmel og jord i bevægelse for den her røde kørestol. Nul resultat.
På vej tilbage til afdelingen i elevatoren kom jeg til at tænke på, at det ikke var altid, min mor havde været i sin røde kørestol, når jeg besøgte hende på ældrecenteret, somme tider var det én af de kommunale kørestole, som centeret råder over. Så jeg ringede til ældrecenteret igen.
Der vidste ingen meget om, hvordan min mors kørestol havde set ud; det eneste, man var temmelig enige om, var imidlertid, at det ikke havde været den røde. Den havde muligvis været grå, muligvis sort, men der havde stået Skive Kommune på den, det var det eneste nogenlunde sikre.
Nu fik jeg jo hede ører. Men der var ingen vej udenom, jeg måtte have fat i sygeplejerskerne og tilstå min brøde. De var nu mægtig søde, hende, der stod for hjemtransporten, havde kun et lillebitte glimt af frustration i øjnene. Turen om igen, ny eftersøgning! Der var ved at gå temmelig meget af deres knapt tilmålte tid med det her, jeg havde det ikke godt.
En halv time senere kom en sygeplejerske trækkende med en kørestol, hun påstod var min mors. Hun ville helst ikke fortælle, hvor hun havde fundet den. Men det var så i et hjørne helt ovre på den medicinske afdeling, hun var tilfældigt gået forbi og havde så for en sikkerheds skyld lige studeret den lidt grundigere. Og så havde hun fundet min mors navn på den, så der var jo ikke så meget at være i tvivl om.
Grunden til, at hun havde kigget nøjere på den, var dens iøjnefaldende farve. Den var umiskendeligt rød.