Der er ingen radikale, grundrystende fornyelser på U2`s nye album. Det er et solidt rockalbum, hvor sangene stille og roligt vokser ved hver gennemlytning

af Mikael Strandbech
'The future needs a big kiss' synger Bono på U2`s nye album 'No Line On The Horizon'.
Og man kan kun give ham ret. Men om U2`s første album i fem år vil blive modtaget med overstrømmende kærlighed i fremtiden virker mere tvivlsomt.
Musikalsk har de efterhånden ældre herrer i U2 fået hjælp af producerne Daniel Lanois, Brian Eno og Steve Lilywhite, som alle tidligere har været med til at definere U2 lydmæssig. Umiddelbart lyder det som spændende samarbejder, der har resulteret i fantastiske albums som 'October'(1981), 'Jousha Tree' (1987)og 'Achtung Baby'(1991)
På 'No Line On The Horizon' er U2`s enkle sange tilført nogle omveje og noget mystik i form af sfæriske samples, orgel og baglænsløbende lyde, der gør, at albummet nemt overhaler de to forrige albums 'All That You Can Leave Behind' og 'How to Dismantle an Atom Bomb', men samlet peger albummet dog mere bagud mod U2`s egen fortid end fremad.
Der er ingen radikale, grundrystende fornyelser, men et solidt rockalbum, hvor de i starten, næsten anonyme sange stille og roligt vokser ved hver gennemlytning.
Bono har klædeligt nedjusteret den overophedende trykkoger, bestående af idealistisk og religiøs patos, som han indimellem med fatale følger har sluppet løs på U2`s i forvejen lettere storladne sange. Der er måske ingen nye hverken tydelige eller markante linjer i horisonten for U2 musikalsk, men mindre kan også gøre det.

U2: No Line On The Horizon. Universal