Bådteatret ligger og gynger så smukt i Nyhavn på denne martsaften, hvor forår og vinter tager livtag og brydes. Under dæk sker der kvalitativ forandring
af Helle Bruun
Bådteatret har søsat sin anden forestilling under temaet alkoholisme, og leverer atter et forrygende stykke animationsteater om emnet. Denne gang med manuskript af Gerz Feigenberg, skrevet på baggrund egne erfaringer.
'De fire ryttere' symboliserer undergang og død. Det er noget bibelsk. Stykket handler om det lystige, lejlighedsvise, uskyldige, hæmnings-brydende og nærheds-skabende drikkeris forvandling til sin egen modsætning. Fra fest og glæde i muntert lag med andre folk. Over flere og mere hæmningsløse udskejelser med aggression og vold, glemsel og svigt. Til nærmest konstant fylden på og tiltagende opgivelse, afstand, ensomhed og isolation. Fanget!
Med dukker og mennesker, sløret gennemsigtige forhæng, flasker, sange, musik med mere illustreres alkoholismens vilkår. Alkoholikerens virkelighed, og de andres. Afhængighedens onde cirkel og konsekvens. Egocentreret selvdestruktion og negligering af andre. Tågede erindringsglimt, farvede af rusen de oplevedes i. Benægtelsens nådige sortering i virkeligheden, som gør det muligt at 'leve' videre, trods alt.
Overgreb
Der er babyen med sin sutteflaske, sammen med moren med sin sprutteflaske. Den bitte unge rækker ud, men mor er der ikke. Jo fysisk, men ikke nærværende. Efter en stund putter babyen sin flaske i en lille kuffert, lukker den - og går.
Vi møder det større barn med noget på hjerte fra skoledagen. Som løber, løber, løber hjem for at fortælle. Men far er der ikke? Jo vist! Men totalt indviklet i sig selv og sin egen sentimentalitet, ude af stand til at lytte og høre, endsige forholde sig til. - Og barnet må tage sig af ham i stedet, opgi` sig og sit, dysse ham til ro, lade ham falde hen og i søvn. Så hun kan gå.
Vi ser et stilfærdigt overgreb: Fuld sovende kvinde og tre fulde mænd. Krybdyrhjernen i aktion. Behovstilfredsstillelse. Voldtægt uden kamp.
Vi lægger ører til en vildt energisk, fagligt entusiastisk opremsning af umådeholdent, langvarigt drikkeris skadelige virkninger på menneskers krop og sjæl.
Med meget mere!
Det er genialt at lave dukketeater om alkoholisme. Det groteske univers får gode kår. Man kan gøre hvad man vil med dukker. Lade dem falde sammen, smide dem i bunker - og ud. Lade deres stivnede fjæs tale for sig selv. Det er krævende at være levende, agerende menneske iblandt dukkerne. Og dukkefører. Men Bådteatrets ensemble klarer det hele rigtig, rigtig godt.
Lærestykke
Genkendelse og gætteri siger mig, at en god del af publikum denne aften er alkoholikere, og mange nok berørt af, eller overvejer egen eller andres situation. Stemningen bærer præg af stille opmærksomhed, smerte og gys. - Der er ikke meget at grine af eller råbe hurra for, men klappet bliver der alligevel, da det siver ind at stykket er slut.
Nogen egentlig forløsning får vi ikke. Men et slags lærestykke i hvordan det er, iblandet lidt håb og antydning af mulige udveje.
Af programmet fremgår det, at manuskriptforfatteren har erfaret alkoholismen på egen krop, kæmpet forgæves imod den alene, men været i afvænning og er blevet ædru dér.
Så vidt vides er der omkring 300.000 alkoholikere i Danmark, foruden alle mulige andre afhængige. I ringe omkring af pårørende, venner med flere rammer problemet hundredetusinder flere. Emnet er tabubelagt. Omgærdet med uvidenhed. Ingen kan hamle op med det selv. Et lille mindretal søger, bliver hjulpet til, får behandling og/eller anden hjælp. De fleste lever med det, og dør af det. Alene derfor, og fordi det ikke behøver at være sådan, er det et vigtigt tema.
Bådteatrets første stykke om alkoholisme' På bunden', fokuserede på alkoholikerens totale deroute og skrøbelige vej op. 'De fire ryttere' inddrager også alkoholikerens nærmeste og andre. I et kommende stykke indenfor dette tema kunne jeg ønske mig noget om afhængighed og samfund. Med fokus på den afsindige udvikling af alverdens afhængigheder i Danmark. Noget om årsager og selve samfundets tilstand. Og det som så mange savner, mangler og søger erstatning for.
De fire ryttere. Iscenesættelse: Rolf Heim. Manuskript: Gerz Feigenberg. Scenografi: Rolf&Rolf. Spiller på Bådteatret i Nyhavn frem til 4. april 09. Man.-fre. kl. 20, lørd.kl.17.
Kan du lide, hvad du læser?
Hjælp Arbejderen med fortsat at levere gedigen
rød journalistik:
eller giv et bidrag via

87278