Vil vi overhovedet forholde os konstruktivt til problemet, kræver det, at vi gør op med vores helliggørelse af privatkapital, som samfund og som enkeltpersoner

af Kjeld Stenum
I efterhånden flere årtier har seriøse økonomer fortalt os, at vi i de fleste vestlige økonomier er på vej ind i et alvorligt demografisk problem: De ældre bliver ældre og ældre, og fødselstallet stagnerer eller falder. Derfor vokser den uproduktive ældre del af befolkningen mere og mere faretruende i forhold til den yngre produktive del. Og på et tidspunkt vil presset på de unge produktive uundgåeligt blive kritisk stort, hvis vi fortsat vil leve i humanistiske samfund.
Det er jo ikke en given ting, at vi vil det. Under andre kulturelle vilkår har ældre mennesker mere eller mindre frivilligt valgt døden, når de faldt de unge til for stor last. Og vore politikeres svar på problemet har da også udelukkende gået på en mere eller mindre tilsløret afvikling af vore samfunds humanistiske traditioner. De udslidte skal med pisk og gulerod tvinges og lokkes til at ofre et par blodsdråber mere, end de egentlig kan, og forsørgelsen af dem, der ikke ofrer, skal forringes og beskæres uden anden grænse end den, deres bortdøen sætter.
Eller den retning har svaret taget hos de politikere, der i det hele taget har været modige nok til at forsøge at forholde sig konstruktivt til problemet. Men det har også kostet stemmer, for de ældre og uproduktive er jo netop mange og bliver flere, og deres stemmeret har ingen trods alt endnu vovet at anfægte. Men bare rolig, dertil skal vi nok nå også!
På venstrefløjen, hvor mange af os jo har lært lidt marxistisk økonomi, har vi været utilbøjelige til at anerkende ældrebyrden som et reelt problem. Karl Marx har lært os, at det er økonomierne selv, der producerer de demografiske forhold.
Problemer i befolkningsstrukturen skyldes modsigelser i økonomien. Så hvis vi vil undgå problemer som ældrebyrde, må vi lave om på samfundets økonomiske struktur, så den selvmodsigende udvikling kan undgås.
Vi må have et system, der giver de unge og fødedygtige familier plads nok til at producere de børn, samfundet har brug for, i stedet for at lade dem rende tungen ud af halsen for overhovedet at kunne hænge på i vores hæsblæsende produktionsræs. Og det kræver, at vi som samfundsborgere får magt til at krænke, ja ligefrem tilsidesætte den private ejendomsret, der gør produktionen til et ræs uden sammenhæng med behovene i samfundet. Det kræver socialisme og demokratisk planøkonomi, med andre ord.
Men kan man bare sådan lægge armene over kors og melde sig ud, hvis man ikke kan få det lige på den måde, man ønsker? Er det ikke en lidt letkøbt læggen ansvaret fra sig?
Nu har vi jo ikke det socialistiske drømmeland, og ikke engang et flertal, der ønsker sig det. Hvad vi har, er et yderst reelt demografisk problem, som jo rent faktisk er produceret, og som jo rent faktisk vil kræve en løsning, uanset om flertallet i befolkningen eller i nødsfald militær magt bevarer vores kapitalistiske økonomi, eller det under skulle ske, at vi fik socialisme i morgen.
Og hvad kan den her vidunderlige socialistiske planøkonomi, når det kommer til stykket? Se nu til det socialistiske Kina. I årtier har man planlagt og - under stærk vestlig kritik - gennemført en hårdhændet befolkningsbegrænsning, hvor hver familie kun måtte få eet barn, hvis ikke de ville pådrage sig bødestraffe.
Denne politik har man gennemført, selv om landet i mange år havde en eksplosiv økonomisk vækst. Selv med denne meget stramme befolkningspolitik står Kina i den igangværende finanskrise i den situation, at de millioner af mere og mindre legale migrantarbejdere, som er kommet til Kinas storbyer fra de fjernere og fattigere landdistrikter, bliver sagt op og mister deres elendige arbejde fra den ene dag til den anden.
Hvorfra skal ressourcerne til at tage sig af Kinas gamle komme, når den socialistiske planøkonomi end ikke magter at give den allerede stærkt børnebegrænsede arbejdsduelige generation arbejde?
Nu kan man diskutere meget, om Kina er et eksempel på, hvad vi forstår ved socialistisk demokratisk planøkonomi. Og det bør man også. Personligt tror jeg, at tilstrækkeligt grundige analyser og diskussioner vil få de fleste af os til at blive overbeviste om, at det er Kina ikke, i hvert fald ikke mere.
For lidt demokrati og for megen falden på halen for international og national privatkapitalisme har udviklet Kina til noget, der mere ligner korporativ fascisme end en arbejder- og bondestat. Og i dag er Kina så meget viklet ind i, ja endda drivende i udviklingen af den internationale kapitalismes mest reaktionære former (illegale arbejdere helt i lommen på deres arbejdsgivere), at den yderst kapitalistisk producerede internationale finanskrise også hjemsøger 'røde' Kina med meget stor gennemslagskraft.
Finanskrise, ja. Ældrebyrde. Socialisme. Sagen er vel, at det underskud af produktive unge, som vores vestlige åbenlyst kapitalistiske økonomi har produceret, er produceret omtrent på samme måde, og måske reelt også med omtrent samme økonomiske begrundelser som kinesernes mere håndfaste børnebegrænsning:
Korttænkende moderne profitøkonomi levner ikke unge fødedygtige familier plads til at tage sig af problemet med en afbalanceret befolkningssammensætning. De skal arbejde og end ikke føde det antal børn, en smertefri afvikling af ældrebyrden ville kræve.
Der står vi så i dag, fordi vi har tolereret kapitalisme så længe, som vi har, okay! Og problemet skal løses, uanset hvad vi kalder vores økonomiske system! Okay! Men sagens kerne er, at vores kapitalistiske produktion i dag hverken vil vide af sine unge eller gamle.
I USA alene blev i februar alene mere end en halv million flere uden job. Vi kommer absolut ikke nogen løsning nærmere ved at fortsætte med at tolerere den kapitalisme, der ud over at udvikle ældrebyrde i dag også i hobetal sender de produktive unge, som skulle bære byrden, hjem fra arbejdsmarkedet, så de ingen mulighed har for at bære noget som helst. Tværtimod.
Vil vi overhovedet forholde os konstruktivt til problemet, kræver det, at vi gør op med vores helliggørelse af privatkapital, som samfund og som enkeltpersoner.