Den afmagt, vi indfødte danskere måske som et lille folk føler overfor det udenrigspolitiske, føler palæstinenseren som repræsentant for et endnu mindre folk dobbelt. Men i modsætning til os er det altså afmagt overfor den politik, der direkte bestemmer hans eller hendes daglige verden

af Kjeld Stenum
Min frisør er palæstinenser. Når vi snakker politik - og det gør vi ofte, da vi interesserer os en del for hinandens holdninger - så siger han altid 'vi', når han udtaler sig. 'Vi mener', eller 'vi håber'. Hvem dette 'vi' helt nøjagtigt omfatter ved jeg ikke. Men det er vel sådan en diffus mellemting mellem ham og hans familie og hele det palæstinensiske folk.
Sidst, jeg var oppe at blive klippet, spurgte jeg for at få en snak i gang, om det var en god præsident, de havde fået valgt sig derovre i USA. Sådan som jeg nu kunne hitte på at spørge en makker på mit arbejde. 'Er han en god mand, ham Obama?' Ligesom man spørger: 'Lovede de regn i vejrudsigten i morges?'
Vi danskere er tilbøjelige til at dele politik op i indenrigspolitik og udenrigspolitik, hvor vi opfatter det indenrigspolitiske som det, der egentlig vedrører vore liv, mens udenrigspolitik er noget mere eksotisk noget, som man kan have som en særlig interesse eller hobby. Vi går for eksempel meget op i, at vi lever i en retsstat og bliver - helt berettiget - virkelig oprørte over at få vores indenrigspolitiske retsbevidsthed krænket.
Men vi accepterer i meget højere grad - helt uberettiget - retsløshed i udenrigspolitiske sager, netop fordi vi skubber det ud i en sfære, hvor det egentlig ikke berører os personligt. Reelt er vi jo for små til at gøre nogen forskel der, tænker vi. Og det er jo alligevel begrænset, hvad det betyder for vores dagligdag.
Vi accepterer et Guantánamo, vi accepterer sågar, at vi sender vore egne soldater ud at kriges i fjerne egne, uden at vi tager det med retfærdigheden personligt, sådan som vi gør det, for eksempel når vores politi ikke tager vare på deres opgaver og enten bliver væk, når de skulle komme, eller laver indsats, hvor de burde holde sig borte. Sådan er det ikke, når man kommer fra Palæstina.
'Vi håber på det,' var min frisørs velovervejede meget alvorlige svar på mit spørgsmål. Jeg kunne godt høre, at han ikke ligefrem opfattede det som et alternativ til vejrudsigten at snakke om Obama. Med sit 'vi' fik han mig til at se sin gamle syge mor og sine søskende, som han før har fortalt om.
De lever dernede på Vestbredden, og for dem er det direkte et spørgsmål om daglig velfærd helt ned til rent vand og muligheden for at tjene penge til at leve af, om Obamas regering vil lægge større pres på den israelske stat for at stoppe salami-udstykningen af de fattige rester af det, der i sin tid blev udråbt til at være begyndelsen til et palæstinensisk hjemland!
'Vi håber naturligvis det bedste,' gentog han, 'men vi regner ikke med noget!' Nu så jeg hele hans desillusionerede families historie, deres seneste mange år, hvor de havde set et utal af amerikanske regeringer komme og gå, og engang imellem havde sat forhåbninger til løfter, tegn på tøbrud og større amerikansk forståelse, men gang på gang havde måttet lade sig skuffe og nu ikke længere orkede at høre søde ord fra stigende stjerner.
Jeg blev lidt tavs, lidt flov over måden, hvorpå jeg havde indledt samtalen.
I en palæstinensers forestillingsverden eksisterer skellet mellem indenrigspolitisk og udenrigspolitisk knapt nok, mere end et halvt århundrede uden fædreland har gjort indenrigspolitikken udenrigspolitisk. Det er udenrigspolitikken, man engagerer sig i personligt, for den vedrører én meget direkte.
Den afmagt, vi indfødte danskere måske som et lille folk føler overfor det udenrigspolitiske, føler palæstinenseren som repræsentant for et endnu mindre folk dobbelt. Men i modsætning til os er det altså afmagt overfor den politik, der direkte bestemmer hans eller hendes daglige verden.
Afmagt overfor ens egne undertrykkere berører ethvert menneske, som er udsat for det, meget voldsomt. Og det skal jeg tænke over, hver gang samtalen med min frisør nærmer sig politiske emner.
Jeg falder bestemt ikke kritikløst for mediernes billede af Obama som den rene og uplettede verdensfrelser, men det er trods alt noget udenrigspolitisk. Jeg forventer mig ikke så meget af ham Obama, men det engagerer mig egentlig heller ikke så meget. Ikke sådan personligt. Sådan er det ikke med min frisør.
Bare det at snakke om den ny præsident i USA sætter voldsomme ting i gang i ham, jeg kan mærke det bare på den ting, at saksen begynder at klippe dobbelt så hurtigt. Man kan hurtigt opføre sig afstumpet. Undskyld, frisør!
Vi snakkede lidt om plusser og minusser ved ham Obama, om der var noget at hænge et håb op på. Frisøren nævnte, at Obama jo har lovet at afslutte krigen i Irak, og at han godt ville se, om det blev til noget.
Jeg sagde, at man måtte jo da også give Obama, at han tilsyneladende var i gang med at lukke Guantanamo, og at hans udenrigsminister temmelig direkte havde kritiseret Israel.
Til det sidste sagde han, at kritik er kun ord, og den amerikanske Israel-lobby er stærk. 'Vi har hørt sådan noget så tit!' sagde han. Ja, og han havde jo heller slet ikke lovet at afslutte krigen i Afghanistan, lagde jeg så til, efter det, jeg havde hørt var det nærmest tværtimod.
'Der bliver ikke fred i Afghanistan, hvis ikke de vil snakke med Taleban,' sagde frisøren, 'det er mere end en tredjedel af befolkningen. Det handler ikke bare om et par banditter på grænsen til Pakistan.'
Jeg sagde, at efter hvad jeg kunne huske og havde læst om Afghanistan, havde ingen stormagter nogensinde vundet ved at føre krig i Afghanistan.
Jeg tænkte på, det er ikke mere end et års tid siden, da sagde alle, vores statsminister, vores udenrigsminister, alle de kloge kommentatorer i radioen og på tv, alle sagde, at det kunne godt være, krigen i Irak var blevet en fiasko, men i Afghanistan var det helt helt anderledes, og man kunne slet ikke sammenligne.
I dag begynder flere og flere at indse fiaskoen i Afghanistan.
Men jeg nåede ikke at komme ind på det. Som sagt går klipningen gevaldig meget hurtigere, når vi kommer til at snakke politik. Den er så kort, den tid, hvor jeg har chancen for at se udenrigspolitikken indefra.