Den tyske forfatter Siegfried Lenz er indbegrebet af 60 års tysk selvoplevet historie. For nylig var han i Danmark for at fortælle om sit liv og sit forfatterskab

af Jens Fransen
Stemmen truer med at svigte, hørelsen virker noget nedsat - eller er det et show? Ryggen kroget og stokken må tages i brug, når Siegfried Lenz bevæger sig.
Scenen er Diamanten i København, hvor Goethe-instituttet i samarbejde med blandt andet den tyske ambassade har arrangeret en række kulturpolitiske arrangementer i anledning af Forbundsrepublikken Tysklands 60-års jubilæum samt 20-års dagen for Berlinmurens fald.
Glædeligt, at der er totalt udsolgt, når en af Tysklands største og kendteste forfattere igen har fundet vej til Danmark. Og Diamantens Dronningesal er en ideel ramme for slige kulturindslag.
Forfatteren Siegfried Lenz er født 1926 i Lyck i Østpreussen - i den nuværende polske del. Og netop denne opvækst samt udviklingen gennem de mange år har udstyret ham med så megen erfaring og livsvisdom, som han gennem halvanden time fik lejlighed til at indvie tilhørerne i. Over 60 års tysk selvoplevet historie.
Som interviewer var valgt Lykke Friis, nuværende prorektor på Københavns Universitet og med en fortid som EU-ekspert for Dansk Industri med alt hvad dette indebar. Hendes absolutte force er, at hun mestrer det tyske sprog. Derved kunne hun give ikke-tyskkyndige få - men velvalgte og præcise småresumeer af samtalen med Lenz. Af og til satte hun sig lidt i en art privat familierolle, hvor hun agerede datter eller barnebarn af Lenz og virkede lidt for pigeagtig.

Indkaldt som søkadet
Egentlig ville Siegfried Lenz have været lærer. Et af de vigtigste jobs også efter hans mening. Man kan lære alt.
Omstændighederne ville noget andet, for som næsten alle andre jævnaldrende unge blev også Lenz indkaldt i krigens sidste år. Han deltog som søkadet i evakueringen af civile fra Pillau i Østpreussen og var i den forbindelse undervejs, da Wilhelm Gustloff blev sænket i Østersøen 30. januar 1945.
Stedet og minderne om forliset sidder stadig dybt i Lenz. Ud fra forskellige biografier om Lenz fremgår det, at han deserterede og gemte sig i Danmark i tiden omkring kapitulationen. Herfra gik turen videre til en engelsk krigsfangelejr i Witzwort ved Husum. Englænderne opdagede, at Lenz kunne engelsk og brugte ham ret hurtigt som tolk.
Efter lejren flyttede Lenz til Hamburg, hvor han blandt andet studerede litteraturhistorie og filosofi. De første efterkrigsår var svære. Lenz lærte at begå sig på det sorte marked. Kunne man købe cigaretter billigt og sælge dem dyrt, blev der råd også til andet. Sideløbende med studiet var Lenz ansat på det af englænderne oprettede dagblad 'Die Welt'.
Det er i samme avis hans debut som forfatter 'Es waren Habichte in der Luft' ('Der var høge i luften') udsendtes som føljeton. Når Lenz senere har læst denne bog, må han på den ene side undres over at have skrevet den. På den anden side siger han, at dette var hvad han i sin relativt unge alder havde i erfaringskufferten. Siden er der kommet så meget mere. Og det er vel typisk for de fleste.

Kærlighed og livshistorie
Politisk har Siegfried Lenz altid ligget tæt op ad Socialdemokratiet, SPD. Gennem en del år optrådte de tre kendte Böll, Lenz og Grass som partiets støtter. Og en af de mærkesager fra efterkrigstiden, Lenz er mest stolt af, er Willy Brandts udsoningspolitik over for folkene i Østeuropa. Med knæfaldet i Warszawa som det stærkeste og kendteste symbol.
Som læser kan man ikke komme uden om nogle af hans kendteste bøger. 'Tysktime' - en bog om maleren Emil Nolde, der under nazitiden får maleforbud og må slås med systemet, der gennem landbetjenten 'kun gør sin pligt'. Bogen skildrer skismaet mellem magten og kunsten.
Og dengang som nu kan kunsten misbruges. Tysktime er filmatiseret ligesom 'Heimatmuseum' - Hjemstavnsmuseet, der beskriver flugten og senere fordrivelsen af tyskere fra østområderne.
I Lenz`seneste novelle 'Et minuts stilhed' vender han tilbage til lærerjobbet og provinslivet. Det er samtidig hans første bog, hvor også kærligheden er en vigtig ledetråd. Som han siger - der skulle jo lidt livshistorie, lidt erfaring til at skrive om noget sådant.

Slusepasser
For Lenz har Danmark gennem mange år spillet en stor rolle. I 26 år ejede han et sommerhus på Als. Han foregiver ikke at kunne tale dansk. Meget forstår han, og en del savner han, nu hvor sommerboligen ligger i Slesvig.
Gennem årene har Lenz modtaget talrige priser. En af de vigtigste er for ham udnævnelsen til 'Slusepasser' i Hamburg. Et hverv, der er udgået. Men på døren hænger skiltet 'Her bor en slusepasser'.
Lenz aftenen gik på hæld. Ind imellem Lenz egne ord optrådte Thomas Levin med oplæsning fra 'Et minuts stilhed' og 'Tysktime'.
Inden Lenz fik lov at gå til ro, måtte han dog signere bøger. Også for undertegnede og måske også for enkelte andre pressefolk. DR var der, - men ellers var det ikke det arrangement pressen lagde kræfter i. På Rådhuspladsen var der X-Factor koncert.