Det begyndte i 1936 som en kamp mod fiduskunst. Siden har Arbejdernes Kunstforening organiseret udstillinger, foredrag, en malerskole og møder mellem kunstnere og arbejdere, Nu er det måske snart slut

I over et halvt århundrede sendte Arbejdernes Kunstforening vandreudstillinger med dansk samtidskunst ud på arbejdspladserne. Men i 2002 var det slut.
- Vi havde ikke midler til at fortsætte med at sende billeder rundt på arbejdspladserne. LO og Kulturministeriet havde smækket kassen i, forklarer foreningens nuværende formand, Erik Juul Andersen.
Det betød, at der kun var medlemmernes kontingenter tilbage, og så var det slut med den udadvendte del af foreningens arbejde.
- Det rakte ikke til at købe nye værker, og slet ikke til at få dem ud på arbejdspladser, siger Erik Juul Andersen.
Så foreningen stod overfor valget mellem at splitte den store samling dansk samtidskunst op for alle vinde ved at fordele den blandt medlemmerne. Eller bevare den i Arbejdermuseets regi.
Man valgte den sidste løsning. I alt 367 malerier og 1.444 grafik og tegninger. Og det er Erik Juul Andersen glad for.
Arbejdernes Kunstforening lever nu videre uden sin kunstsamling, men ude i horisonten trækker mørke skyer sig sammen. Foreningens fine malerskole i det gamle Bella Center er truet på eksistensen.
- Fremtiden er usikker. Vi har nogle store, flotte lokaler, og de er varslet til at stige over de næste fire år fra 20.000 til 106.000 kroner om året. Det kan vi ikke - og vi kan ikke låne, siger han lidt opgivende.
Det får ham ikke til at smide håndklædet i ringen. Arbejdernes Kunstforening består, så længe medlemmerne støtter op.
- De melder sig ikke ud, men de dør jo, og der står ikke nye medlemmer klar til at kæmpe videre. Vi skylder de gamle medlemmer at de stadig kan melde sig ind i malerskolen, mødes hver den første onsdag i måneden og deltage i den årlige kunstrejse.

En proletarsøn
Erik Juul Andersen er 59 år, far til fire piger og bor i Gladsaxe. Han er uddannet lærer - en uddannelse som ikke er blevet brugt i 25 år.
- Jeg har undervist, arbejdet på fabrik og spillet som hyggepianist på diverse restauranter - og spillet jazz, men det gi`r ikke nogen penge, griner han.
Han begyndte 1982 i AOF som konsulent for Storstrøms Amt. I 1992 blev han så kulturkonsulent, og med den stilling fulgte en plads som AOF`s repræsentant i Arbejdernes Kunstforening.
- Og når jeg nu sad der, kunne jeg jo lige så godt melde mig ind i foreningen, siger Erik Juul Andersen, som har været formand siden foråret 2004.
Hans tilknytning til arbejderbevægelsen er ikke tilfældig. For ifølge Erik Juul Andersen betød det ikke noget for klassebevidstheden i barndomshjemmet, at far var ved kommunen og mor havde dagpleje.
- Når jeg købte ind for min mor måtte jeg forbi en Irma og en købmand for at komme hen til brugsen. Og tøjet blev købt i ANVA. 'Én gang proletar, altid proletar!' har jeg tit tænkt, for de fik ikke lært at bruge penge. Det var de ikke gode til, smiler Erik Juul Andersen.
Han mener ikke, at tiden er løbet fra arbejderbevægelsens kulturelle institutioner, tværtimod.
- Der er lige så meget brug for arbejderoplysning i dag, som der var i 1924, da AOF startede. Man ville give folk nogle redskaber til at ændre deres eget liv, siger han.
Han mener, at kampen på arbejdspladsen i dag bare er bedre skjult bag smarte management-begreber. Dybest set handler det om, at den enkelte ansatte skal yde mere. Så al den snak om at arbejderen og direktøren har samme betydning giver han ikke meget for.
- Klassekampen er der jo stadig, selv om de siger at vi skal trække på samme hammel i firmaet. Henning Dyrmose fik 30 millioner kroner i afskedsgave. Det får teleoperatøren sgu ikke, griner han.

Oplysning i klemme
Erik Juul Andersen er folkeoplysning med næb og kløer, og han erkender blankt, at forskellene mellem de forskellige forbund udviskes.
- Oplysningsforbundene er som på så mange andre områder i klemme, når det gælder deres udbud af kurser, fordi markedet styrer mere og mere, forklarer han.
Det mener han stiller oplysningsforbund og aftenskole i en vanskelig situation
- Du kan godt holde fanen højt og lave kurser, der opdrager arbejderne og lærer dem de rigtige tanker. Men så kan du ikke overleve som butik, for det kræver en helt anden omsætning, siger han.
Det betyder dog ikke, at AOF`s rolle som arbejderbevægelsens oplysningsforbund er udspillet.
- AOF er stadig sat i verden for at lave studiekredse og kurser af alskens slags. Det bærende element er stadig, at deltagerne bestemmer, hvad de vil lære, af hvem de vil lære det og hvilken politisk orientering forbundet har.
Han erkender dog samtidig, at det kan være svært at se den politiske forskel på et engelsk-kursus. Og at mange skoleledere nok helt var det lille bogstav 'A' foruden.
- Vi ville da komme bredere ud, hvis vi hed 'OF', så butikken kunne vokse, for vilkårene er blevet dårligere. Det første Fogh-regeringen gjorde i 2001 var at fordoble deltagerbetalingen fra en til to tredjedele af kursusprisen, siger Erik Juul Andersen.
Det var en manøvre han har noget svært ved at se fornuften i. Kommunens bidrag må nemlig kun gå til løn. Og så ser regnestykket helt anderledes ud.
- Aftenskolelærere betaler jo skat som alle andre, og mange af dem betaler mere end en tredjedel af den sidst tjente krone. Så den støtte det offentlige giver til folkeoplysningen med den ene hånd, rager de til sig med den anden.
Han mener heller ikke det er rimeligt, at regeringen helt overser værdien af skolernes mentalhygiejniske virkninger.
- Mange af vor malerskoles elever er pensionister. De har et sted at komme hver mandag og tirsdag kl. 10-14, og det holder dem i gang. Det sparer penge til læger og medicin, understreger Erik Juul Andersen.

Fra 1. maj til mig først
Erik Juul Andersen er især bekymret over den borgerliggørelse, der er sket af den enkelte.
- Det hedder ikke længere 'Første Maj'. Nu hedder det 'Mig Først'. Den øgede egoistiske indstilling smitter både af på, hvordan folk stemmer, men også på hvordan de gebærder sig.
Det tror han ikke på, at den økonomiske krise vil ændre på bare uden videre.
- Når du først en gang er vænnet til at tænke på dig selv først, så er det ingen naturlov, at folk siger at så må de hellere gå ind i noget fællesskab.
For det handler i sidste ende om kerneværdier - om det menneskesyn, der ligger bag og hvad vi forventer os fra folk.
- Kernen i socialismen er, at her vil folk hinanden det godt. Det betyder et menneskesyn, der siger at man så også tror godt om hinanden, siger Erik Juul Andersen, mens han tegner en lille og en større cirkel om hinanden med fingrene.
- Det har virkning på de handlinger man gør, så der skal være overensstemmelse mellem dine kerneværdier og det, du foretager dig i forhold til dit menneskesyn.
Erik Juul Andersen tegner med fingrene en tredje ydre ring, og fortsætter:
- De liberalistiske kerneværdier er modsat. Alle kæmper mod alle, og Fanden tager den sidste. Ergo er folk ude på at snyde dig og vil dig det dårligt. Der er ikke noget overraskende i de handlinger, der udspringer af sådan et menneskesyn.
Det er her kunsten kommer ind, for den kan opfange uoverensstemmelserne og pege på den manglende balance.
- Hvis du er socialist og snyder på vægten, er konflikten til at tage og følge på, mens ingen undrer sig over, at Dyremose hiver de mange millioner hjem til sig selv.

Tillid og kontrol
En tilsvarende konflikt giver ifølge Erik Juul Andersen nyliberalismens krav om 'noget for noget' - en vogn, som også dele af venstrefløjen er hoppet på.
- Det bliver et problem, når tilliden til, at det enkelte menneske gør hvad det kan til gavn for samfundet, forsvinder. I det øjeblik den tillid er væk, så laver man nogle handlinger med intern kontrol, hvor du som arbejdsløs skal gennem mærkelige ting.
Og det kan han mærke i sit job som kulturkonsulent i AOF, hvor man har taget teatret til hjælp i folkeoplysningen. Men regeringens stramning af rådighedsreglerne har også gjort den opgave vanskelig.
- De skuespillere, som vi bruger, er alle sammen arbejdsløse i perioder. Hvad de ikke bliver udsat for! 'Nåh, du kan nok ikke leve af det der skuespilleri. Kunne du ikke tænke dig at gøre rent på en Århusbåd, for det har vi lige'...
Det er også blevet sværere at finde undervisere til aftenskolerne.
- De skal være aktivt jobsøgende for at få supplerende dagpenge, fordi vi kan jo ikke hyre en lærer i trækbasun fuldtids et helt år. De må finde noget andet, og hvis de så får et fuldtidsjob, så står vi og mangler underviserne, forklarer Erik Juul Andersen.

Kunsten i kampen
Som kulturinstitution insisterer AOF på at skabe debat. Erik Juul Andersen mener, at arbejderklassen er blevet lullet ind i, at der ikke er nogen kamp.
- Efter min mening er der en kamp, og vi kæmper den så på de skrå brædder. Vi bruger nogle rigtig gode professionelle skuespillere, så vi kan sætte nogle temaer til debat.
- Jeg bruger kunsten som virkemiddel i en social kamp, som jeg synes skal kæmpes og som der er endnu mere brug for nu, siger Erik Juul Andersen. Som eksempel giver han sidste års debat om forholdene i ældreplejen.
- En overgang kunne man ikke åbne en avis uden at der stod, hvor dårligt de gamle havde det. Men ingen fokuserede på de ansattes dilemma mellem klienterne, de pårørende og den kommunale arbejdsgiver.
- Det er altid de negative historier, der bliver fortalt, så vi ville godt fortælle en anden historie. Stykket har spillet mere end 100 gange både på arbejdspladser og gennem vore AOF-afdelinger, der laver debat-arrangementer og med en arbejdspsykolog, som tog debatten bagefter.
Tidligere har AOF vist stykket 'Det splintrede timeglas', der handler om selvmordets tabuer. En anden succes var 'De små marginaler' om mennesker, der har svært ved at komme ind på arbejdsmarkedet.
- Vores næste produktion handler om ulighed - den sociale ulighed er temaet. Stykket har premiere i september og kører indtil 1. november. Der bliver debat bagefter, for vi har lagt det i forbindelse med den kommunale valgkamp. Så kan folk diskutere lokalt, hvorfor det står så dårligt til i mange kommuner, fortæller Erik Juul Andersen.
Det bliver også til genopførelsen af forestillingen 'Det røde felt' om stress i forbindelse med den kommunale valgkamp.
- Det ser på, hvordan folk bliver stressede og at det koster mange milliarder i tabt arbejdsfortjeneste. Rent forretningsmæssigt kan det jo ikke betale sig at stresse folk så meget, ler Erik Juul Andersen ironisk.
- Der er 30.000 mennesker der er sygemeldte hver dag med stress. Derfor hiver vi fat i det også rent menneskeligt.

Kunst til folket
Arbejdermuseets udstilling af et udvalg fra den overdragede kunstsamlingen har fået titlen 'Kunst til folket 1936-2009'. I forbindelse med udstillingen er der blevet udgivet en fornem bog om Arbejdernes Kunstforenings historie og pædagogiske indsats.
Erik Juul Andersen synes, at både udstillingen og bogen med dens mange gengivelser af malerier og grafik, er et smukt monument over foreningens virke gennem mere end 70 år. Men han er også af den mening, at tiden er en anden.
- Man kan sige, at teatret har afløst maleriet. Hvor vi før sendte billeder ud som kunst, så sender vi teater ud. Hvor billederne måske også gav debat i gamle dage, så giver teaterstykkerne debat nu.
Personligt har han et ganske afslappet forhold til den debat om forholdet mellem 'god' og 'dårlig' kunst, der i mange år huserede i Arbejdernes Kunstforening.
- Et billede kan sige mig noget, men om motivet er godt eller skidt, det kan jeg ikke rigtigt gennemskue, og jeg er også lidt ligeglad. Så kan der godt være nogen der siger, at de der penselstrøg er da amatøragtige, for det har jeg ikke fagligheden til at vurdere, siger Erik Juul Andersen.
- Jeg vil ikke være den, der stiller mig op og siger, at det er sgu da for dårligt af dig, at du synes det er godt! På den måde har jeg ikke lyst til at være ekspert.
Han har det heller ikke specielt dårligt med, at foreningens meget jordbundne indkøbspolitik blandt andet ramte de spontane og vilde kunstnere efter Anden Verdenskrig.
Blandt dem var de spontane malere fra den nu verdensberømte kunstnergruppe COBRA. Værker af kunstnere som Asger Jorn, Ejler Bille, Carl-Henning Pedersen og Egill Jacobsen handles i dag for millioner af kroner.
- Man havde en meget klar holdning til, hvad man ville købe, og man havde også abstrakte malerier. Men COBRA syntes man åbenbart ikke lige var noget dengang, smiler han.