Tre tidsaldres afvigere skildret i et tidsforskudt univers med dans, video og digital teknologi mødes i ¤¤Timemap#3¤¤. Forestillingen indvier samtidig Dansehallerne på Carlsberg i København

af Gert Poder
Rummet er uendeligt. Der er højt til loftet, og i det svage lys er det umuligt at erkende dets udstrækning. Det er næsten nøgent. Dette er Tap E, nu Store Carl.
En lyskæde på gulvet, til venstre en kvinde på en bænk, til højre en nøgen lampe over et skrivebord deler det rå scenegulv med et stående publikum. Stedet er en nedlagt tappehal på Carlsberg.
Med Dansehallerne har København fået et nyt center for moderne dans og kropskultur. Det består af Dansescenen, Dansens Hus og Dansk Danseteater. Tilsammen vil de skabe ét af Europas største dansehuse på Carlsberg i Valby.
Åbningsforestillingen 'Timemap#3' er helt i denne fornyelsens ånd. Det er en danseforestilling, der manipuleres og samples og gengives af avanceret teknologi, så det føles som om man stod i en filmkulisse eller selv var del af en levende filmredigering.
Koreografen Tina Tarpgaard fra Recoil Performance Group der fortæller historien om tre socialt udstødte personer fra hvert sit århundrede. Fortid, nutid og fremtid sat stævne i et tidsforskudt univers.

De utilpassede
Undervejs i forestillingen forvandles dansen til ord og tekster, der rent grafisk nedbrydes på scenen af mediekunstneren Ole Kristensen. Det er dramatikeren Gritt Uldall-Jessen, der har skrevet sig ind i dansens univers.
- Det er en historie om tre mennesker, der er utilpassede i det samfund de lever i, det 19. århundrede, lige her og nu, og om 250 år. De tre karakterer er alle undertrykt af kristen moral og magtbegær, siger Gritt Uldall-Jessen til Arbejderen.
Den første karakter, Ottilia, danset af svenske Anna Pehrson, måtte i 1886 forlade sit indre-missionske hjem i Nordjylland. Den 16-årige pige var blevet gravid med en familiefar fra nabosognet. For at forhindre den sociale ydmygelse blev hun sat på en dampfærge til Amerika.
- Her føder hun sin søn, og skaber sig et liv. Hun skriver tusindvis af breve og postkort til sin familie i Nordjylland, men uden nogen sinde at få rigtig kontakt med samfundet, fortæller Gritt Uldall-Jessen.
Den anden karakter, Rose, danses af finske Laura Lohi. Hun er inspireret af den nigerianske sexarbejder, der sidste år valgte at gøre oprør mod sit slaveri og samarbejdede med det danske politi om at knalde bagmændene. Som tak fik hun 60 dage til at forlade Danmark.
- Det har været en pointe for mig at vise, at Rose ikke bare er et offer, hvad hun jo er, men også fremstår som en person med styrke og handlekraft. Én, der er ikke kun er handlet men som også er handlende.

Fremtidens overvågning
Gritt Uldall-Jessen har været bevidst om, at det er hende og ikke Rose, der har tegnet figuren - en papirløs, handlet ung afrikansk indvandrer, der må sælge sin krop for at overleve.
- Jeg er en hvid dramatiker fra middelklassen, så hvad ved jeg lige om dét, spørger hun. Løsningen har været at lade Rose tale i tredje person, 'hun' og ikke i første person, 'jeg'.
Det er en teknik der allerede blev benyttet af Brecht. Denne verfremdung -fremmedgørelse - skal skabe distance til figuren.
- Som dramatiker må man tænke over den magt, man har i bearbejdelsen af virkeligt materiale. At der er tale om konstruktioner, og at det skal tilskueren hele tiden være klar over.
Endelig er der Keem, danset af danske Kasper Ravnhøj. Han er en ung poetisk dagdrømmer i år 2258. Desværre lever han i en tid, hvor mennesket ikke længere må have sine egne tanker.
- Keem er inspireret af en linje i Bob Dylans sang 'It`s All right Mam, I`m only bleeding': If my inner thoughts could be seen, they`d probably put my head in a guillotine, forklarer Gritt Uldall-Jessen.
Hun tænkte på det værste af alt i et fremtidsunivers. Det måtte være et samfund, hvor alt kan aflæses via overvågning af folks ansigtsmimik, kropslugte, scanning af øjne og motorik, dioder på hjernen...
- Keem lever i en kultur, hvor man kan aflæse tanker. Hans svar er at tænke sin afhørers ufuldendte tanker til ende før ham og gøre dem til sine egne, for på den måde at komme ham i forkøbet.
Samtidig forsøger Keem desperat at få fat i en slags identitetssnyder - en 'omkodet RFID'.
- Jeg ved ikke om den eksisterer, men det er en historie om identitetstyveri, om et forsøg på at få sin egen identitet tilbage ved at foregive, at man er en anden, at man er omkodet, slutter Gritt Uldall-Jessen.

Tegneseriekoreografi
De tre skæbnehistorier illustreres grafisk med et overflødighedshorn af avanceret teknologi. Midt i de enorme videoskærme, lyskanoner, stroboskoper og skærmtrylleri bliver de tre dansere bittesmå.
Derfor er det en sand lise at se sveden hagle af dem og høre dem trække vejret efter de hals-, ben- og armbrækkende koreografiske trin, som er en fast bestanddel af moderne ballet.
Hvor de enkelte figurer fortæller en handling, så bestemmer koreografien forestillingens sprog. Og der er i sandhed en atomtid mellem den klassiske ballets fnuglette hvide ballerinaer til kropssproget hos moderne koreografer som Paul Taylor og Glenn Tetley.
Tona Tarpgaards koreografi er brutal, rå, vild, skinger, sanseløs, angstfyldt, vred, dominerende, undertrykkende, frustreret, fremmedgjort, destruktiv... Det er 11. september tilsat Tom og Jerry-vold.
Det er en dødsensalvorlig tegneseriekoreografi, som presser danserens fysiske formåen til det yderste. Kun i korte glimt er de tre kroppe ubevæbnede, fredssøgende, kreative sammen.
Vold og død truer lige om hjørnet. Alligevel fremstår 'Timemap#3' som tankeskabende underholdning. Man kan frygte hvordan det ser ud, hvis Recoil Performance Group for alvor går til stålet!

Timemap#3 med Recoil Performance Group, Dansescenen i Dansehallerne på Carlsberg. Mandag-lørdag til 29. april.