Hvis man ved at manipulere lidt med et par gener i arvematerialet hos et ungt par med sygdomsfremkaldende gener for for eksempel arvelig sukkersyge kan udrydde denne arvelige disposition hos deres afkom, og vi dermed kan undgå både menneskelige lidelser og samfundsmæssige omkostninger, bør vi så ikke gøre det?

af Kjeld Stenum
Fordi det er Darwin-år, og Darwin bidrog stærkt til materialistisk verdensanskuelse og videnskab, er han et par gange blevet tematiseret her i Skærveknuseren. Det fortsætter nok et par gange endnu, for så betydningsfuld en mand bliver man ikke sådan lige færdig med.
Noget af det, jeg synes, jeg har fået sagt for lidt om, er konsekvenserne af at lade hans evolutionsprincip belyse en lidt mere aktuel genteknologisk debat. Evolutionsprincippet er Darwinismens hovedhjørnesten. Og som jeg ser det, har det selv i dag så stor styrke, at også moderne videnskabers udsagn om verden får problemer med deres videnskabelighed, hvis de lægger sig ud med det.
I den forbindelse har jeg tidligere været inde på forholdet mellem evolutionsprincippet og moderne nyreligiøse forsøg (intelligent design) på at forene sig med videnskab, og på forholdet mellem evolutionsprincippet og de sociale værdier, vi som humanister gerne vil forsvare.
Som jeg dengang skrev, mener jeg, det er med urette, at Darwins evolutionsprincip er blevet brugt som begrundelse for såvel fortidig som mere moderne racehygiejne. Men mange læger vil nok protestere imod at få deres ønske om at anvende moderne genteknologi til sygdomsbekæmpelse udlagt som et ønske om at genindføre racehygiejne.
At man godt kunne tænke sig at anvende den moderne genteknologis muligheder for at pille ved vores arvemateriale til målrettet sygdomsbekæmpelse er dog noget andet end racehygiejnens mere generelle målsætning om at gøre den menneskelige population sundere gennem frasortering.
Hvis man ved at manipulere lidt med et par gener i arvematerialet hos et ungt par med sygdomsfremkaldende gener for for eksempel arvelig sukkersyge kan udrydde denne arvelige disposition hos deres afkom, og vi dermed kan undgå både menneskelige lidelser og samfundsmæssige omkostninger, bør vi så ikke gøre det?
Bør vi ikke - netop fordi vi kan - udnytte vores fabelagtige evne til at manipulere med alting? Er det ikke den, der har gjort os til en evolutionær succes? Er vores videnskabs evne til at tilpasse vores arvemateriale ikke netop menneskenes 'krølle' på evolutionens princip om at lade den mest tilpasningsdygtige overleve?
Nu er der flere slags sukkersyge, og hvor afklaret det er, om alle slags er tilgængelige for genteknologisk bekæmpelse, ved jeg ikke. Men det med sukkersyge handler i hvert fald ikke bare om gener.
Der er eksplosiv vækst i det, man kalder gammelmands-sukkersyge i disse år, især i vores vestlige kultur, og der er nok ikke meget uenighed om, at denne vækst blandt andet også er en kulturbetinget og måske også miljøbetinget vækst. Vi æder i hvert fald meget skodmad og sidder meget på vores røv foran tv og computer. Gammelmandssukkersyge får man sjældnere, hvis man gør lidt mindre af de ting.
Skal vi pille ved vores gener, hver gang vi kommer ud for den slags tilpasningsproblemer? Det 'frelste' svar er naturligvis, at vi skal spise sundere og bevæge os mere i stedet for. Men har vi ret til at sætte os imod det, hvis nogen ønsker at tilpasse deres gener til pommes fritter og computer? Er det ikke blot at optimere sig som overlevelsesegnet i det moderne samfunds miljø?
Hvilken ret har vi til at udråbe sukkersygeepidemien til at være en advarselslampe, der fortæller, at vi er ved at køre vores samfund ud i noget uholdbart? Skal vi gøre os til dommere over, hvad der er det gode samfund?
Hvad så med en måske endnu mere udpræget moderne 'civilisationssygdom' som depressionerne? I ø'jeblikket er der en temmelig udbredt konsensus om, at kemisk bekæmpelse af depressioner med lykkepiller er o.k. De gør de deprimerede i stand til at forholde sig aktivt til deres situation, og så gør de medicinalfirmaerne rige, så det er en rigtig win-win-situation.
Men eftersom denne konsensus er der, er det rimeligt at spørge, om der så også ville være konsensus, hvis man fandt ud af at afkode de gener, der gør det muligt for menneskene at udvikle de dybt livsforringende depressioner?
Skulle vi tillade genteknologien at afkode generne for depression for dem, der ønskede det? Er det ikke strengt og reaktionært at sige, at samfundet skulle have ret til at forbyde deprimerede mennesker at anvende genteknologi til at få det bedre?
Efter min mening skal samfundet have ret til at forbyde det, og jeg mener også, det er en ret, samfundet bør udnytte. Hvis vi tillader hver af os sådan at tilpasse vore gener til netop den livsstil eller det miljø, vi privat ønsker at fungere i, vil vi lynhurtigt blive så biologisk forskellige, at det er samfundsopløsende.
Vi vil ikke længere have nogen garanti for at kunne forstå vore medmenneskers reaktioner udfra os selv. Nogle vil for eksempel vælge store muskler og evne til brutalitet, fordi de lever i et hårdt bandemiljø, andre vil vælge blød empati og sensivitet, fordi de lever blandt kunstnere. Snart ville de to gruppers afkom forstå hinanden lige så dårligt som løven og mennesket gør, hvis genmanipulationen var fri.
Vores biologiske overlevelse som art handler ikke blot om vores individuelle evner til at overleve, det er også vores samfund, der skal kunne overleve. Vi mennesker kan jo danne mange slags samfund, og kun meget få af dem er måske, hvad vi vil kalde retfærdige.
Men hvis vi overhovedet skal kunne danne samfund med hinanden, må vi i det mindste bevare os selv biologisk ens nok til at kunne forstå hinandens reaktioner udfra os selv. At sætte selve det at danne samfund på spil er for os menneskedyr at sætte vores overlevelse på spil.
At frigive manipulation med menneskenes arvemasse er alt andet end moderne tilpasning til miljøet, det er at spille hasard med vores overlevelse, som individer og art. Vi skal bekæmpe det, som vi bekæmper doping, og som vi bekæmper narko.