Virkeligheden kan være så grumset, at det kan være svært at se igennem den. Filmen om den militante Rote Armee Fraktion vil hellere underholde end tage stilling

af Gert Poder
- Præster håber, lyder Gudrun Ensslins sidste replik i filmen 'Baader-Meinhof Komplekset'. Hun har netop fortalt Stamheim-fængslets to præster, at nogen vil myrde hende.
Selv har hun ikke meget håb tilbage. Den flykapring, der skulle sikre hendes frihed sammen med Andreas Baader og Jan Carl Raspe, er netop slået fejl. Samme dag findes de døde i deres celler.
Filmen vil fortælle historien om et af de blodige kapitler i Vesttysklands historie, 'baseret på virkelige hændelser', som der står i pressematerialet.
Det tager i alt to en halv time. I den tid er folk med hang til historiefortælling i karsehøjde og seje action-scener godt underholdt.
Bag det hele står veteran-produceren Bernd Eichinger - det er ham med 'Der Untergang' om Hitlers sidste dage - og han kan sit kram.
Filmens boglige forlæg er 'Rote Armee Fraktion' af Der Spiegels chefredaktør Stefan Aust. Han har også været omkring filmmanuskriptet, som er lagt i hænderne på instruktøren Uli Edel.

Tysk radikalisering
Tiden er 1967. Den vestlige verden er i hastig forandring. USA`s aggresive fremfærd i Vietnam får folk på gaden. Anti-autoritære grupper skyder op som paddehatte.
Under den iranske shahs besøg i Vestberlin i juni 1967 myrder politiet en demonstrant. Kort tid efter skydes Rudi Dutschke ned på åben gade.
Det river den vesttyske 68-bevægelse fra hinanden. Nogle gør oprør med åben pande. Andre griber til våben, skjult bag en kollektiv identitet. En af dem er Rote Armee Fraktion.
Den er stiftet i 1970 af den småkriminelle Andreas Baader, hans hardcore ideologiske kæreste Gudrun Ensslin, middelklassejournalisten Ulrike Meinhof og forsvarsadvokaten Horst Mahler.
Ideologisk kalder de sig marxister, og det sætter filmen i hvert fald ikke spørgsmålstegn ved.
Det fyger med floskler om massernes bevidstgørelse, folkets politiske befrielse, den anti-imperialistiske kamp og nødvendigheden af at straffe The Establishment. Midlerne er bombeattentater og likvidering af de værste statssvin.
Hensigten helliger midlet i RAF`s optik, så længe det ikke går ud over uskyldige civile. Det gør det naturligvis. Blandt andet bliver 13 journalister såret ved et attentat på det højreorienterede Springer-bladhus.

Skurke uden skyld
Bogens forfatter har i et interview udtalt, at den hverken er et anklageskrift eller en forsvarstale. Det reducerer filmen til at fortælle en historie om en historie.
Den følger i actionmættede spring RAF`s stadig større radikalisering, men uden at kommentere den.
Tilbage er kun aktørerne på begge sider af loven. De er endimensionelle som tegneseriefigurer, fanatiske uden nuancer. Men filmen nægter at dømme dem.
Den konstaterer tørt, at Rote Armee Fraktion fra 1970-1977 myrdede løs blandt politibetjente, soldater, dommere, bankdirektører og topfigurer som formanden for den tyske arbejdsgiverforening Martin Schleyer.
I samme tidsrum fik det vesttyske politi håndgranater og maskinpistoler, Forbundsdagen i Bonn tillod generel observation af demonstrationer og forbød venstreorienterede i at arbejde for staten gennem loven om Berufs-verbot.
Historien om, hvad det medførte har vi dog stadig til gode.

Baader-Meinhof Komplekset, instruktør Uli Edel efter manuskript af Stefan Aust og Bernd Eichinger. Premiere i dag.