Selv om Paduras bog er en krimi, er det ikke plottet der bærer den. Det er de maleriske beskrivelser, de mandlige typer, forføriske kvinder, livsglæden, duftene, de erotiske undertoner, magtspillet
af Bjarne Nielsen
Den melankolske kriminalkommissær Mario Conde som mange læsere kender fra 'Den ulastelige cubaner', 'Forårsblæst over Havana' og 'Maskespil i Havana', orker ikke mere, så med 'Cubansk efterårslandskab' slutter hans 'far' Leonardo Padura på mesterlig vis sin Havana kvartet.
Som sædvanlig følger vi kommissær Conde og hans venner, den tykke Carlos og hans mor, Josefina, den småkriminelle Røde Candito, Haretand, Andrés og ungdomskæresten Tamara gennem deres problemer med systemet, samtidig med at vi fornemmer deres kærlighed til fædrelandet.
En efterårsaften finder nogle fiskere et lig på Playa del Chivo i Havana. Den døde mand, Miguel Forcade Mier, er blevet myrdet med en voldsom brutalitet og vrede.
Forbrydelsen roder op i en gammel sag, der handler om korruption og skuffede ambitioner. Som officiel leder forestod Miguel Forcade i 1960`erne ekspropriationerne af borgerskabets kunstskatte, som fandt sted kort efter revolutionen. Men efter at have opnået magt og indflydelse, besluttede Forcade i 1978 tilsyneladende uden nogen åbenbar grund at hoppe af under en mellemlanding i Madrid og drage i eksil i Miami. Kort før han blev myrdet, var han uventet kommet tilbage til Cuba - måske for at hente noget meget værdifuldt, som kun han vidste, hvad var.
Da sagen viser sig at være særdeles følsom, bliver kriminalkommissær Mario Conde sat på den, da han er en erfaren efterforsker i den slags sager og tilsyneladende intet har at miste, da han selv har valgt, det skal være hans sidste.
Bogen er, som de andre i kvartetten, båret af sprogligt overskud, dejlig poesi og dyb kærlighed til alle sider og lag af byen. Han viser os skønheden i forfaldet i den nedslidte men historisk vidunderlige by og de bagsider, mange revolutionsturister nægter at se.
Selv om bogen er en krimi, er det ikke plottet der bærer bogen. Det er de maleriske beskrivelser, de forskellige typer mænd, forføriske kvinder, duftene, farverne, livsglæden, de erotiske undertoner, magtspillet og venskaber. En vidunderlig blanding af spanske Montalban og amerikanske Hammett.
Undertegnede vil komme til at savne kommissær Conde og hans venner. Og Cuba.
Leonardo Padura: Cubansk efterårslandskab. 276 sider. 270 kr. Forlaget Sohn.
Kan du lide, hvad du læser?
Hjælp Arbejderen med fortsat at levere gedigen
rød journalistik:
eller giv et bidrag via

87278