Bog om frihedskampen i Frederiksværk under besættelsen 1940-45 udkommer 1. maj
af Jørgen Petersen, Forlaget Arbejderen
'De tændte lys' er en bog om frihedskampen i Frederiksværk under besættelsen 1940-45.
Modstandsbevægelsen og frihedskampen i Frederiksværk adskiller sig måske ikke fra det illegale arbejde, der foregik i andre små provinsbyer, men den har efterladt spor, blandt andet den berømte kampvogn V3, der i dag står foran Frihedsmuseet i København.
Det var V3, der var den væsentligste årsag til, at man tæt på Frederiksværk i et sommerhus den 5. maj om aftenen kunne fange en hel bande af berygtede hipofolk. Kampvognen gennemsavede træhuset med sit maskingevær og dræbte tre og sårede flere torturbødler. Hele banden blev taget i et hug.
Det var her som andre steder den illegale presse, der lagde grunden til hele frihedskampen. Land og Folk og Frit Danmark blev fra sommeren 1942 og frem til nytår 1943 trykt i Hundested.
Jørgen Tved, der er født i Frederiksværk, har som dreng set V3 i aktion og har gennem årene samlet brik efter brik i det puslespil, som den lokale modstandsbevægelses historie består af. De indsamlede brikker udkommer nu som en bog.
Jørgen Tved lægger ikke skjul på sin beundring og respekt for de, der - meget bevidst om prisen - gik ind i den illegale kamp mod besættelsesmagten og den feje og underdanige samarbejdspolitik, som det officielle Danmark straks i 1940 begyndte med den nazistiske voldsmagt.
Han har kaldt sin bog 'De tændte lys' med henvisning til, at det var modstandsfolkene, der tændte den lille gnist af håb, der udviklede sig til det flammende bål, der satte vold og undertrykkelse på porten, så vi kom til at opleve 'den lykkeligste dag' i Danmarks nyere historie, den 4. maj 1945.
'De tændte lys' er på gaden den 1. maj og er udgivet af Frederiksværksegnens Historiske Forening på Forlaget Arbejderen. Prisen er: 200 kroner.
Bestil bogen her
Kan du lide, hvad du læser?
Hjælp Arbejderen med fortsat at levere gedigen
rød journalistik:
eller giv et bidrag via

87278