23 May 2025  

KBH: Let skyet, 10 °C

En stor konflikt i en lille Citronlund

En stor konflikt i en lille Citronlund

Tirsdag, 05. maj, 2009, 00:00:00

Centralt i kampen og i filmen står den israelske forsvarsministers kone Mira og den palæstinensiske enke Salma

af Mikael Strandbech
På grænsen mellem Vestbredden og Israel ligger der en citronlund. Her bor og arbejder den palæstinensiske kvinde Salma Zidane (Hiam Abbass).
I nabohuset flytter den israelske forsvarsminister Israel Navon (Doron Tavory) ind med kone, efterretningstjeneste, livvagter, hegn og overvågning. Og pludselig er citronlunden, som har ligget der i generationer, en sikkerhedsrisiko og skal derfor ryddes.
Men hvis efterretningstjenesten og forsvarsministeren havde troet eksproprieringen skulle blive smertefri, tog de fejl.
For under enkens Salma Zidanes stilfærdige ydre gemmer sig en jernhård vilje. Hun hyrer den unge advokat Ziad Daud (Ali Suliman) og nu begynder en langvarig kamp, vi måske nok kan ane slutningen på, for som advokat Daud siger: 'alle er imod os'.
Men Salma og Daud får hjælp af en israelsk journalist og pludselig er historien om citronlunden 'world wide', og en støttegruppe fra Oslo møder op, ligesom Salmas søn Nasser kan se sin moder på CNN i New York.
Centralt i kampen og i filmen står forsvarsministerens kone Mira (Rona Lipaz-Michael) og Salma. Og netop de fine skuespillerpræstationer der giver de indlevende portrætter af de to kvinder udgør kernen og hovedattraktionen i filmen. Herfra spejles den store konflikts betydning for dagliglivet og de nære relationer på overbevisende vis.
Herudover indeholder filmen megen varme og en egen dæmpet humor - en af de israelske vagter, en godmodig og noget stillestående ung knøs, der i skolen blev kaldt 'Lynet', tager et alenlangt forberedelseskursus i psykometri bestående af absurd mærkelige spørgsmål.
På wikipedia kan man læse at psykometri har flere betydninger. En er at måle mentale egenskaber hos en person gennem intelligens og personlighedstests, en anden betydning af psykometri er 'en parapsykologisk evne til at aflæse en genstands historie ved at bese eller berøre genstanden eller på anden vis at tune ind på den'.
Man kan sige at den israelske instruktør Eran Riklis med sin film 'Citronlunden' når omkring begge dele, vi får - om end ikke målt og heldigvis for det - så et nuanceret billede af personlige mentale egenskaber, ligesom vi får mulighed for 'at tune ind' på en genstands historie. Genstanden kunne være det citrontræ som der langsomt zoomes ind på i filmens første sekvens.

Citronlunden. Instruktion. Eran Riklis. Premiere 1. maj.

Kan du lide, hvad du læser?

Hjælp Arbejderen med fortsat at levere gedigen
rød journalistik:

Abonnér

eller giv et bidrag via


87278


05. maj. 2009 - 00:00   30. aug. 2012 - 22:11

Kultur