17 Mar 2025 6:29:30

KBH: Let skyet, 10 °C

Fra Bagdad til København

Fra Bagdad til København

Onsdag, 13. maj, 2009, 00:00:00

Naboerne fra Bagdad er højaktuel med bandekrige og spionhistorier og kommer dybere ned i konflikterne samtidig med at vi får et indblik i konsekvenserne af de sidste års udenrigspolitik

af Bjarne Nielsen
I Bagdad skydes en ung kvinde ned på åben gade. Hun er netop vendt hjem efter forgæves at have søgt asyl i Danmark.
I København sætter mordet gang i en kæde af dramatiske begivenheder. På Nørrebro dræbes en ung mand ved en mordbrand. Opklaringsarbejdet fører politiet på sporet af et bandeopgør i Københavns Nordvestkvarter, mens efterretningstjenesten går i gang med at undersøge sagens irakiske vinkler. På Christiansborg får journalisten Tanja Krogshave et tip om embedsmisbrug.
Martin Høgh er analytiker i Forsvarets Efterretningstjeneste med tilknytning til afdelingen for intern terrorbekæmpelse og befinder sig i en midtvejskrise med skilsmisse og børnedeling.
Trods sine private problemer, er han fagligt ambitiøs. Han er utilfreds med ledelsens prioriteringer, og overvejer sin fremtid. Midlertidigt lader sig udlåne til PET, hvor han bliver sat til at hjælpe politiet med opklaringen af en mordbrand i det nordvestlige København, der tilsyneladende har et racistisk motiv. Sporene fører til Iraks borgerkrigsramte hovedstad Bagdad.
Sammen med en gammel flamme fra Kairo følger han sporene ind i de irakiske indvandrermiljøer, til rævekagerne på Christiansborg og til lejemorderen Adam, der har en fortid fra dengang Saddam Hussein sad ved magten.
Man fornemmer hurtigt forfatterens erfaring fra sit job i Udenrigsministeriets Mellemøstkontor som seniorkonsulent. Ud over at være elementær spændende, er bogen meget informativ, med troværdige personer og glimrende dialoger. De bolde Blom har i luften, gribes.
Bogen er højaktuel med bandekrige og spionhistorier. Den har fine stemningsbilleder fra Nordvestkvarteret og Nørrebro med realistiske persontegninger, ligesom den kommer dybere ned i konflikterne end de daglige medier, samtidig med læseren får et indblik i konsekvenserne af de sidste par års udenrigspolitik. En god politisk spændingsroman til sommerhaven.

Mogens Blom: Naboerne fra Bagdad. 282 sider. 299 kr. Forlaget Sohn.


Om forfatteren
Mogens Blom er født 1956 og arbejder i Udenrigsministeriet som seniorkonsulent. I de seneste fem år har han arbejdet for ministeriets Mellemøstkontor og gennemført en lang række rejser til regionen.
I 1980'erne skrev Mogens Blom to spændingsromaner, Dræbt af en vildfaren kugle (1983) og Aftenholdet (1984). Anmelderne fremhævede dengang Mogens Bloms fortællertalent og evne til at skrue en spændende historie sammen.
Det var en selvmordsaktion mod tre hoteller i Jordan i november 2005, der satte Mogens Blom i gang med at skrive igen. Han opholdt sig tilfældigt på det ene af de tre hoteller, Radisson SAS, hvor 30 mennesker blev dræbt. Angrebet gjorde ham både frygtelig vred og frustreret.
- Jeg følte behov for at undersøge de kræfter, der gør, at flere og flere mener, at vi står overfor et civilisationssammenstød, ligesom jeg ville forsøge at beskrive, hvordan vores eget samfund bliver påvirket af forestillingen om, at vi står overfor en sådan civilisationskamp, siger Mogens Blom.
Det der for alvor satte Mogens Blom til tasterne var dels Muhammed-tegninger, som i begyndelsen af 2006 ryddede avisernes forsider, dels Irak-krigen.
- Under mine rejser og research blev jeg slået af den desperation, som irakere udtrykte. De var glade for at komme af med Saddam Hussein, men følte samtidig, at de havde mistet deres land. De kunne slet ikke genkende det borgerkrigsramte Irak, der var drevet af religiøse konflikter, siger Mogens Blom.

Kan du lide, hvad du læser?

Hjælp Arbejderen med fortsat at levere gedigen
rød journalistik:

Abonnér

eller giv et bidrag via


87278


13. maj. 2009 - 00:00   30. aug. 2012 - 22:11

Kultur