Zeuthen har lært en masse om ironi, sarkasme og fortælleglæde. Han er samtidig meget politisk og spidder middelklassens strømlinede facade

af Klaus Haase
Oliebål. Et nådesløst tidsbillede melder sig allerede i titlen på denne lille digtsamling.
Stemningen er lagt. Vi lever i et kapitalistisk forbrugssamfund, hvor vi brænder os selv i begge ender. Olien, vores livsnerve er på retur. Vores relationer bliver mere og mere facade. Noget trænger til at skiftes ud.
Det synes at være budskabet i Nikolaj Zeuthens netop udgivne digte. Det barske budskab modsiges af samlingens idylliske forside: Vi får et øjebliksbillede af en ung familie: Far, mor og to børn. I baggrunden af det, som ligner et samtalekøkken, ses et ur. Symbolsk nok, da mange af digtene beskriver den fortravlede middelklasseborger, der hænger i et tidstyranni. Forbrugsliderlighed. Facadespil. Forstillelse. Midt i en syg kapitalisme med dommedagsstemningen lurende lige om hjørnet.

Digte der smager af mere
Det drejer sig om 16 digte og et filmreferat. Når digteren kan bebrejdes, at der ikke er flere digte, skal det forstås som et kompliment.
Formen er knækprosa, altså fortællende digte blandet med beskedne udvalg af lyrikkens billeder. Nogle kan måske huske 70`er lyrikken: Hverdagsord i socialrealistisk form. Stablet ovenpå hinanden i asymmetriske sætninger. Men forfatteren stabler godt. Med god tidsfornemmelse.
Hvor er det befriende at se den slags digte! Efter snart et par årtier med masser af lyrikere, der nærmest har sat en ære i at skrive uforståeligt og navlebeskuende. Digtere, der nødigt ville ned fra deres elfenbenstårne og ud i virkeligheden. Er det mon den kapitalistiske krise og individualismens kvalmepunkt, der har givet sig udslag i, at socialrealismen er vendt tilbage?

Dan Turell som forbillede
Nikolaj Zeuthen, som forfatteren hedder, er en ung mand, der ifølge en pressemeddelelse fra forlaget har Dan Turell som forbillede. Han lever ikke op til mesteren, men er alligevel rigtig god.
Den slags er yderst velkomne på den litterære scene i det 21. århundrede, og samtidig et bevis på, at unge ikke har skiftet digtene ud med sms- meddelelser.
Zeuthen har lært en masse om ironi, sarkasme og fortælleglæde fra sit forbillede. Han er samtidig meget politisk. Han spidder middelklassens strømlinede facade. Pseudooverskuddet. Pseudopænheden. Den åh så forudsigelige afpolitiserende 'politiske korrekthed'.

Selvfedhed
Vi kommer ind i hverdagssituationer: Cafelivet. Soveværelset. Rejselivet. Forbrugslivet. Alt sammen får det en kraftig spand af sarkasme og ironi.
Fremhæves kan som smagsprøver følgende: 'Fars sande standpunkt' er næsten ond i sine facadefikserede klicheer om den pæne familiefars småborgerlige frelsthed.
'I flyet' sætter fokus på vores overforbrug i det stærkt truende CO2-udslippende transportmiddel, som ingen vil undvære. Meget aktuelt her op til sommerens klimakonference!
Som sagt er de 16 digte alt for lidt. Man vil have mere fra Zeuthens hånd. Også bogprisen taget i betragtning. Alligevel: Købt den til dine bekendte på fødselsdage. Så de kan mindes om deres selvfedhed, og måske også grine af den. Eller i bedste fald: Tænke over den!
Foruden at skrive, er Nikolaj Zeuthen musiker og litteraturforsker. Han har udgivet to albums med sit anmelderroste band Skammens vogn.

Oliebål. 16 digte og et filmreferat af Nikolaj Zeuthen. Forlaget Samleren.